Piss Vortex: Piss Vortex ***** (5/6)

0
1224
views

Er du klar til at få så mange klø, at det næsten ikke er sjovt længere? Danske Piss Vortex er klar med deres debut, en uforsonlig satan, som ikke virker interesseret i at blive gode venner med dig.

Piss Vortex er 4. udgivelse fra det danske selskab Indisciplinarian, de 3 foregående fra Rising, Fossils og Anti Ritual har vi alle omtalt i meget rosende vendinger, og selskabets hotstreak forsætter her. Der har været smæk for skillingen og kompromisløshed i rige mål på de nævnte albums, men det toppes nu af grind/noise/hardcore bandet Piss Vortex, der uden hensyntagen til lytterens hørelse, helbred eller emotionelle tilstand saver, skærer, larmer og flår løs på 14 umanerligt fjendtligtsindede numre, med en samlet spilletid på omkring 24 minutter.

Det er en af den slags plader, hvor jeg kunne få tømt lageret for grumme tillægsord og metaforer inden jeg nåede halvvejs igennem de enkelte sange, og ikke kun fordi jeg muligvis har et lidt begrænset ordforråd! For det her er eddermame grove og svært fordøjelige løjer, hvor man tager sig i gentagende gange at tænke, “ok, hvad fanden har JEG egentlig gjort for at fortjene det her?”.

Nu er det naturligvis ikke bare et kvalitetsstempel i sig selv, at noget er kompromisløst, uforsonligt og utilnærmeligt. Og dog, for det bliver det næsten i dette tilfælde, da den energiske, sammenbidte og bistre måde det leveres på, er sært dragende og indbydende. Det kan lyde lidt paradoksalt, for man føler egentlig ikke, at Piss Vortex på nogen måde er interesseret i, at man synes om dem eller deres musik – det her bliver spillet af ren og skær nødvendighed og for at få ventileret de mørkeste og mest aggressive kamre i medlemmernes indre. Eller det er det indtryk de giver mig – og noget af det der gør mig nysgerrig.

Det er vanskeligt at fremhæve enkelt numre frem for andre, da albummet og de 14 numre vitterligt føles som ét langt sammenhængende glubsk overfald. En stor del af grunden er at Piss Vortex tilsyneladende ikke er interesserede i, at skrive mindeværdige melodier, eller melodier i almindelig forstand helt generelt. Man kunne nærmest kalde albummet “anti-melodiske”, hvor hvert nummer i stedet for piskes frem af instrumenter, der lyder som om de er ladt med skruer, søm og andre skarpe genstand, som skydes lige ind i lytterskaren uden varselsskud. Søg dækning, eller bliv flået i stumper og stykker af skudsalverne!

Alligevel er der variation at finde, “Beaten Womb” åbnes kun med trommer og den halv-hæst skrigende vokal, inden de andre instrumenter sætter i med hakkende metallisk buldren. De fleste af numrene er blot korte og afstumpede udbrud, som “Those Who Labor” og “Shit Life”, med spilletider på henholdsvis 45 sekunder og 1 minut – ik’ så meget pis, bare frem ad i piss off tempo med savlen hængende ud af mundvigen. Af de korte udbrud er især “Devouring Intent” særdeles effektiv, den lyder som et skrupsultent rovdyr, som går lige i flæsket på en, og sluger alt inklusive tøj og knogler.

Af og til trækkes spilletiden op på hele 2 minutter, og det er her at Piss Vortex får vist, at de har flere angrebstaktikker end blot hurtige hit & run varianter. På “Liars” er instrumenterne stadig sat på “fræs”, men stemningsmæssigt er det mere dunkelt i stedet for “kun” sønderrivende, ikke mindst fordi vokalen kaster sig ud i nogle dybe og bastialske growl passager. I begyndelsen af “Inoperable”, er det lige før at det bliver lidt melodisk, eller i hvert fald mere atmosfærisk “svævende”, ikke som i luftigt, men det virker alligevel som om, at trykket lettes en anelse og der er lidt højere til loftet. Her efter tromles nummeret i gang med et mere bastant tryk, inden bæstet igen slippes løs og alt rives fra hinanden.

Albummets længste udflugt tager bandets sig på afslutteren “Our Maker’s Invisible Hand”, hvor de breder sig ud over hele 5 minutter. Tempomæssigt holdes gashåndtaget på middel, imens der veksles imellem afventende passager og de mere voldsomme. Et langt midterstykke bygger ildevarslende op til et en af den slags raserianfald, der føles som om det skræller hud og kød af skelettet, som man eksempelvis også kender det fra The Psyke Project.

Piss Vortex prøver ikke på at være pæne, ej heller at være grimme, gode eller onde, eller alt muligt andet – de virker komplet ligeglade med definitioner og kategoriseringer, og er i stedet for kommet for “bare” at leverer deres musik og skride igen. Take it or leave it. Det er råt, upoleret, kantet, egenrådigt og der lefles ikke for nogen eller noget. Det gør det også til lidt af en mundfuld at lytte sig igennem, selv med den begrænsede spilletid de mange korte numre giver – man får simpelthen kradset øregangen til blods.

Det er nok ikke et album jeg vil sætte på hver dag fremover, men trænger man til at blive renset, få blæst legemet igennem eller en mental makulering, så leverer Piss Vortex varen til 5 stjerner.

Og nu tror jeg, at jeg vil gemme mig under slumretæppet med lidt Elton John og varm the.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Piss Vortex på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here