Peter Buck: I Am Back To Blow Your Mind Once Again **** (4/6)

0
585
views

Peter Buck har i nærmest larmende tavshed sneget sit andet solo udspil efter R.E.M.’s opløsning i 2011 på gaden, et der lægger i naturlig forlængelse af Buck’s første fra slutningen af 2012. Har er efter eget udsagn tilbage for at “blow our minds”, det skal nu nok tages med både et gran salt og scannes for den velkendte Buck’ske humor.

Selv om I Am Back To Blow Your Mind Once Again ikke får en til at tabe hverken kæben eller besindelsen af ren og skær benovelse over niveauet, så er der alligevel tale om et skridt op rent musikalsk i forhold til den skramlede og rodede debut. Og ja, det skramler og roder stadig i Buck’s garage, eller hvor han nu har indspillet de 13 mildest talt rustikt klingende numre. Faktisk lyder det lidt som om, at han har delt indspilningerne mellem netop en garage og så en solbeskinnet veranda et sted i de amerikanske sydstater. Hvor han har inviteret musikalske venner (Adam Selzer, Scott McCaughey og Bill Rieflin) på besøg, sat et par flasker på bordet og trykket “record”.

For lyden på albummet kan bedst beskrives som upoleret, rå, uprætentiøs og løssluppen, en hyggelig og afslappet atmosfære gennemstrømmer de 13 skæringer, der bevæger sig fordomsfrit mellem genrer som country, rock n’ roll, garage rock, blues og gammeldags singer songwriter stil. Alternativt er det, det meste af vejen, og der skæves ikke til musikalske modeluner eller Buck’s egen musikalske historie og arv. Tværtimod lyder Buck befriet for forventningspres og stramme musikalske regler, det her er en legestue og et frirum. Det er ikke et album der virker hverken specielt helstøbt eller sammenhængende, det er mere flimrende fragmenter af alle mulige og umulige indfald. Nogen vil måske savne et større budskab, en form for overordnet vision eller at Buck kørte nogle af idéerne igennem et filter af en slags. Det er der ikke noget af på denne plade.

Hvis der endelig er noget der binder sangene sammen, så er det en vis nostalgisk følelse, en følelse af en svunden tid, hvor den unge Buck stod bag disken i en pladebutik i Athens, Georgia og sugede alle mulige musikalske indtryk til sig. Det er kort sagt en samling numre, der alle lyder som om de tidsmæssigt hører hjemme fra et sted i slut 70’erne og bagud i tid. På “Southerner”, hvor Drive By Truckers’ Patterson Hood agerer fortællerstemme, når vi ind til den Buck’ske kerne. Det er både et nostalgisk tilbageblik på et Georgia, og et Amerika, som hører fortiden til, men også et kig ind i Peter Buck’s sydstatssjæl, der konkluderer, at det “gamle” Georgia stadig lever – inde i ham. Peter Buck er efter flere ture verden rundt med R.E.M. vendt tilbage til der hvor det hele startede, og det lyder som om det bekommer Hr Buck særdeles vel. Væk er spotlyset, væk er stressen og væk er presset for at levere.

Man kan mene at skæringer som “Here In Heaven”, der følger op på “Southerner” midt på pladen, er bagstræberisk med sin arketypiske og klassiske roadhouse blues, men i Buck’s knirkende univers lyder det alt andet end støvet og stift. Det lyder tværtimod meget naturligt og levende, når Buck og hans følgesvende ruller ud på ellers tyndslidte musikalske landeveje. Selv en omgang Ramones klingende ungdomsrabalder slipper de troværdigt fra, på den sprælskt ruskende “Gotta Get Out Of The House”.

I centrum af det skramlende lydbillede er Buck’s vokal, der nok er det man, uden af fornærme manden, kan kalde “en smagssag”. Kønt er det bestemt ikke. Peter Buck raller det meste af tiden som en bizar og knastør blanding af Bob Dylan, Tom Waits og Tom Petty, men på sin egen aparte facon fungerer det, passer til sanguniverset og er underligt charmerende. Det er svært at beskrive appellen ved noget der i bund og grund lyder så grimt og ubehjælpeligt, og der skal ikke lyde nogen klager herfra, hvis andre ikke kan finde nogen nydelse i at lægge ører til det.

Lige når man har vænnet sig til rystepudser vokalen, så kommer der en overraskelse i form af “Fall On My Sword”, hvor Buck’s stemmebånd pludselig lyder mere velsmurt og friktionsfri? Et dejligt sommerligt nummer med en let og luftig pop-rocket melodi, der hen imod slutningen af albummet udgør noget af en kontrast til Buck’s klang tidligere på albummet, ikke mindst de 2 syrede numre, “Ride That Road” og “My Slobbering Decline”, der åbner albummet. Hvor “Fall On My Sword” lyder som en invitation til at feste ubekymret i det gode vejr, så er pladens indledning lyden af en fordrukken bar-musiker, der sidder i et mørkt og tilrøget lokale og jager de sidste gæster hjem med sumpet og syret country blues.

Den på overfladen manglende røde tråd i materialet, har naturligt nok den fordel, at I Back To Blow Your Minds Once Again har en snert af uforudsigelighed over sig. At bruge tid på at regne pointen, eller Peter Buck som person (hvilket der sikkert kunne/er blevet skrevet tykke bøger om), ud, virker lige så umuligt, som det egentlig er overflødigt. Pointen er her, at Buck kan skrive små fængende sange, som det er en fornøjelse at lytte til.

Pladen rummer op til flere sange, der måske ligefrem kunne blive “hits”, havde bagmanden været interesseret i det… nå ja, og kunnet synge så pænt at større radiostationer gad spille dem. Jævnt fordelt på albummet finder man små upolerede perler, som den energisk rockende “Life Is Short”, den ulmende og tilbagelænede “Welcome To The Party”, “Monkey Mask” (der rummer et ekko af R.E.M. i sit karakteristiske Buck’ske guitar rif) og “(You Must Fight To Live) On The Planets Of The Apes”. De 2 sidstnævnte kredser uden videre forklaring om, ja, aber. Som de lyder her, er det alt for obskurt og i bund og grund underligt, til at appellere bredere.

Det er jeg ret sikker på, at Peter Buck både er helt bevidst om og ovenud tilfreds med. I Am Back To Blow Your Mind Once Again er lyden af en mand, der endelig har fundet hjem og ind til kernen igen. Hvis man har lyst, så kan man tage med på hyggeturen og kick back and relax med Buck og vennerne på verandaen, hvis ikke, så er han sgu nok fløjtende ligeglad. Det er skævt, det er sjovt, det er underligt – det giver 4 befriende og opløftende stjerner, skål Peter!

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag! 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here