RF09: Pet Shop Boys – Orange scene, lørdag **

0
817
views

Flot sceneshow, sløv koncert

Visuelt var der dækket op til lidt af en fest for de efterhånden trætte øjne, da Pet Shop Boys lukkede Orange lørdag nat. Og heldigvis for det, ellers kunne det noget sparsomme fremmødte publikum ikke klandres for at have snuppet en lille lur.

Sceneopsætningen bestod af en række hvide kasser, der blev flyttet rundt under numrene, blandt andet for at illustrere en mur der blev revet ned. En mandlig og skiftevis en til tre kvindelig dansere, i til tider foruroligende tætsiddende trikot, forsøgte samtidig at udtrykke stemningen i sangene, med vekslende succes. Svært at beskrive så det kommer til sin fulde ret, men generelt var det interessant nok at se hvad de nu fandt på og selv når det ikke var helt vellykket, så var det i det mindste stadig opfindsomt og aldrig kedeligt.

Det samme kan desværre ikke siges om Neil Tennant og Chris Lowe´s musikalske udfoldelser. Visuelt fulgte de glimrende med, især Tennant der skiftede kostume 3-4 gange i løbet af koncerten – og endte med at være iført en stor kongekrone. Hvem troede han at han var? Axl Rose? Han havde dog ikke en krone på i 2006.
Det velkoordinerede sceneshow stjal beklageligvis opmærksomheden fra de 2 hovedpersoner i alt for mange numre. Ikke fordi det var FOR dominerende og fremtrædende, men fordi PSB kort og godt var alt for anonyme og kedelige i store dele af deres sangvalg og fremførelsen af dem. At Tennant´s vokal er meget monoton er ikke nødvendigvis en uoverkommelig hindring for en alsidig performance, men meget af materialet lød alt for ens, selvom de havde opdateret lyden på deres ældre numre, så de lød mere tidssvarende.

Efter indledningen med den gamle kending ”Hearts” og deres nyeste single ”Did you see me coming?”, dalede intensiteten i sættet drastisk og stemningen blandt publikum betydeligt. Faktisk stod lydsiden af koncerten nærmest helt stille indtil kæmpehittet ”Go West” vækkede menneskemængden, og tilsyneladende midlertidigt også den knap så dynamiske duo på scenen. Da var vi allerede 7 numre inde i koncerten, så fra den nogenlunde ”swinging” indledning, til denne opvågning, var der vel mindst 20 minutters søvnig step på stedet.

De aldrende pop snedkere formåede ærgerligt nok ikke at benytte dette hit momentum til noget, i stedet forløb resten af koncerten ligesom den ujævne første del. De kendte hits fik de danse klare i pladsens mørke helt op på tæerne, kun for at falde ned på flade fødder igen når PBS smed flere ensartede plader på pulten. Og hvor meget live musik var der egentlig fra scenen? I disse sløve passager kunne der lige så godt have været tale om et DJ sæt tilsat en mimende Tennant. Men sådan synger han vel bare?

Til sidst slap PBS dog endelig festen løs på dansegulvet, hvor et lille udvalg af deres mange hits fik airplay. De slap endda hæderligt fra en cover version af Coldplay´s ”Viva la Vida”, før ”It´s A Sin” med ét fik duoen til at virke helt fremme i skoene.
Da ekstra numrene ”Being boring” og West end girls” lukkede det Orange diskotek, havde PBS også fået alle de tilbageværende gæster helt op i omdrejninger. Lidt for sent til at redde helhedsindtrykket, men dog tids nok til at natten ikke var spildt.

Dog kan man diskutere om selve bookingen af PBS på Roskilde festival i 2009 ikke er en form for ”spild”? Fuld forståelse for at program, navne, økonomi osv. Skal falde på plads og flaske sig, men som lukker af festivalens største scene, den sidste ”rigtige” aften, virkede planlægningen noget forfejlet. Legendariske kunstnere har sin berettigelse på hver Roskilde festival – og mange gange leverer de overbevisende præstationer.
Pet Shop Boys burde dog seriøst overveje at lukke butikken, før der virkelig bliver tale om ophørsudsalg af den pinlige slags. Måske er de godt selv klar over det når de fokuserer på den visuelle del af koncerten i en grad som de gjorde her? Det var langtfra en musikalsk katastrofe, men den slags er næsten mere underholdende at overvære end noget der bare er stillestående og små kedeligt.

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here