Pearl Jam – Black (live) – 2/9 – 2016

0
418
views

1991 var et stort år for pladeudgivelser, i hvert fald for folk på denne redaktions alder, hvor der udkom en perlerække af albums, som blev soundtrack til vores teenage år og satte et stort aftryk på årtiet. I nogle tilfælde også musikhistoriske aftryk. MTV var på toppen og der var masser af eksponering til rock- og metal, så man også på den led blev bombarderet med indtryk.

Vi bruger lige et par fredags Dagens Tracks på, at kigge tilbage på nogle glimt fra nogle af de udgivelser, som i år kan fejre 25 års jubilæum og dermed for os til at føle os unge og spændstige. Første stop er Pearl Jam og deres debutalbum Ten, der udkom d. 27. august det år.

Pearl Jam blev på en måde et af ofrene på MTV eksponeringen og grunge-bølgen, begge dele noget bandet aldrig rigtig affandt sig med at være en del af. Og sikkert også en af årsagerne til, at det er af de  bands fra start 90erne som deler vandene. Hvis du hadede grunge og alt der fulgte med, så er Pearl jam nok nærmest personificeringen af alt der var “galt” med tiden og musikken.

Angstfyldt, sovset ind i weltschmerz, usikkerhed, livslede, aggressioner og store følelser, men også frembrusende macho-rock, som nok er faldet mange for brystet. På en måde indbegrebet af hvad grunge kom til at stå for, på godt og ondt, i hvert fald på de første to udgivelser Ten og VS. Men også et paradoks, for Pearl Jam har altid virket som et band, der i bund og grund bare gerne ville være et klassisk rockband ala forbillederne The Who, med underlige afstikkere til noget mere punket hist og her.

Det fik dem nok til at fremstå lidt utroværdige i nogles øjne og ører, ikke mindst da de sammen med Nirvana og Soundgarden endte som posterboys for generationen og grungen. Var det mod deres vilje? Svært at sige, de var all over MTV i 91-93, hvor de blandt andet deltog i MTV Unplugged. Samtidig virkede de meget utilpasse med opmærksomheden og det der med at være talerør for en generation, samt hele tanken om at skulle sælge musikken på andet end netop den.

Det førte også til, at bandet, med ganske få undtagelser, fuldstændig droppede at lave musikvideoer, efter de ellers havde haft stor succes med “Alive”, “Evenflow”, “Jeremy” og tildels “Oceans” fra Ten. Ikke mere af den slags, tak! Det kunne virke som kommercielt selvmord, og krydret med at de musikalsk begyndte at trække i en mere eksperimenterende retning og vendte hele grunge-tingen ryggen, så lykkes missionen da også. Det er måske en af grundende til, at bandet stadig findes?

Nuvel, Ten. Ten er tydeligvis og hørbart et produkt af tiden  og med en massiv lyd, der føles som en lavtflyvende F16 drøner forbi. Noget bandet efterfølgende delvist har beklaget sig lidt over, der var for meget reverb mener de. Pjat, siger jeg! “Evenflow” SKAL sgu’ lyde som om der er 10 guitarer der vibrerer løs på samme tid, lige over hovedet på dig. Men det er i de mere afdæmpede stunder vi virkelig finder smerten, og man virkelig kunne være forvirret teenager med ondt over det hele.

Ten er nok stadig MIN personlige favorit Pearl Jam plade, selvom jeg ville kalde Vitalogy deres “bedste”. For nogen er det for meget, det er bare fint med mig, men jeg sluger stadig det skidt råt. Vi snyder lidt med Dagens Track, selvom nummeret er fra 1991, så er denne version fra nævnte MTV unplugged, fra 1992.

Den ultimative version af “Black” og nærmest indbegrebet af grunge skåret ned til 5 minutter og 25 sekunder:

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here