Peach: Beach (EP) ★★★★★☆

0
335
views

Peach har udsendt en af den slags udgivelser, hvor man tænker “OK, hvad sker der lige her?”, men man kan lide hvad man hører. Udgangspunktet er en slags synth-pop, eller passiv/aggressiv crooner avantgarde pop som det kaldes, men Peach kommer ret langt omkring over 6 numre.

Det er så også på bekostning af en større sammenhæng, i hvert fald i den gængse og umiddelbare forstand. Det er en EP hvor der arbejdes ud fra nysgerrighed og “hvorfor ikke?” fremfor begrænsninger – med de fordele og ulemper der følger med. Det kan til tider komme til at virke som om det “bare” er en samling sange, der har en form for fælles klangbund, men ellers ikke er en del af nogen større fælles fortælling.

På den anden side, så virker de enkelte numre gennemarbejdede og holder et stærkt bundniveau, og så er jeg ikke helt sikker på om der ikke ER en eller anden større, små-skæv sammenhæng. En som jeg bare ikke helt har afkodet endnu.

Om 10 øren så nogensinde falder for mig må vi se, i hvert fald er det en generelt positiv oplevelse af tage på musikalske eventyr med Peach, selvom Peach med egne ord er “en dekonstrueret optur”, det modsatte af stadionrock og fællesskab, “en musikalsk afspejling af de apatiske samfund som størstedelen af landets musik benægter”. Tak for kaffe!

Og hvordan lyder den slags så? Jo, meget passende lægges der roligt ud med “New Arrangements”, passende både fordi nummeret klinger af morgengry og en ny start. Og har “new” i titlen. Verden vågner stille og afventende til blide toner, inden vokalen sætter i med en slags højstemt morgensang, der samtidig også lyder en kende apatisk og opgivende. “Did you go out? // Did you go out last night? // Did you have fun? // Did you have fun last night?”

Hænger der noget bebrejdelse og en anklage i luften? Er det det titlen hentyder til? Om den efterfølgende “Talk” er beslægtet med åbningsnummeret kan man gisne om, i hvert fald er der en, der trænger til at brokke sig over, at en anden snakker for meget- og at jeg’et i øvrigt ikke fatter en skid af hvad modparten overhovedet siger! Måske hører jeg teksten forkert i dette herligt let maniske uptempo nummer, der drives frem af en ret insisterende akustisk guitar, men det lyder grangiveligt som om der synges noget med at “din kaje klapper til”, blandet ind mellem de engelske gloser?

Dernæst skal vi på en længere, svævende udflugt med “Johnny and Jim”, over 8 minutter ud i et drømmende landskab, hvor det næsten bliver helt filmisk. Men først møder vi hovedpersonerne, Johnny og Jim, der er ude at gå en tur en søndag eftermiddag, der er lidt spændinger i luften, som brydes med et lidt overraskende “i wanna eat lunch with you” og så drejer det dvælende og afdæmpede nummer i retning af et storslået, højt pop-omkvæd.

Efter der proklameres “I wanna make love to you” i næste vers, og endnu et omkvæd med pomp og pragt sætter i, ændrer sangen pludselig karakter. De sidste 5 minutter er dream/soundscape instrumental synth, hvor lyde flyder sammen, udviskes, opstår på ny og flyver væk og ud. Det er både ret smukt og fascinerende, og lidt out there, man ved ikke helt hvor pokker man føres hen.

Man ender i hvert fald til en slags fest i “The Feast”, der er noget af et radikalt retningsskift efter turen ud i synthed-out drømmeland. Indledningsvis er der kun antydningen af en melodi, krusninger, flere rolige synthflader, men omkring 2 minutter inde i nummeret begynder et beat at dunke festen i gang. Pulsen stiger, stemningen stiger, er det EDM Party? “I stole all the flowers left in the field..”, lyder det kryptisk, mens der bygges op mod en form for peak. Det er bare lidt anderledes end man kunne forvente med den opbygning, det bliver nærmest en slags lalleglad, trallende “lad os danse om langborde og høstakke” musik? Meget mystisk, men fedt?! Og ikke mindst overraskende!

“I Like U” sniger sig godt op over 5 minutters spilletid, og den lidt urovækkende og mere dunkle stemning er et vellykket tiltag. Et nummer der lusker lidt afsted og lyder som om det gemmer på nogle hemmeligheder. Som det langsomt udviklende nummer skrider frem begynder det at ændre karakter, tempo og stemningsskift bølger ud og ind af lydbilledet, indtil det lyder som om det er ved at blive for meget og nummeret er ved at falde fra hinanden. Mod slut genvindes fatningen og balancen som sangen tikker ud.

Der bringer os frem til den fremragende finale, “Fools”, en bevægelig og imødekommende lille 3 1/2 minut lang synth-pop sag, der sagtens kunne kaldes EP’ens hit. Det er stadig lidt skævt, men forbasket catchy og smittende.

Peach’s Beach er en sær størrelse, ikke på en måde hvor der bliver utilnærmelig, utilgængeligt eller fremmedartet, det er bare… Særpræget og lidt uigennemskueligt? Men på en måde, hvor man gladeligt hænger på, og tager turen igen, bare lige for at det samlede billede bliver lidt klarere. Måske!

Det her er helt sig selv og god til at være det, vi sniger os op på 5 stjerner for det samlede indtryk – også, eller måske netop fordi, selvom det er lidt diffust.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Peach på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here