Paul Banks: Banks ** (2/6)

0
758
views

Interpol frontmand Paul Banks har kastet sig ud i en soloudgivelse. Det er der beklageligvis kommet et pænt kedeligt og ikke mindst intetsigende resultat ud af.

Det starter ellers lovende med de to første numre, men herefter går pladen allerede i stå i rekord fart, og udover små skvulp ender resten af Banks med, at være ubetydelige ringe i vandet. Den semi-elektroniske “The Base” indleder pladen, en fornuftig start med en fin og vellykket 80er feeling, der langsomt vokser i intensitet ud af en monotont pulserende første halvdel, til en ganske massiv mur af lyd. Sørgeligt nok peaker pladen allerede i andet nummer, “Over My Shoulder”, en let og frisk sag, der naturligvis er forsøgt pakket ind i mere dystre stemninger fra Banks’ velkendte baryton. Selvom nummeret er solidt nok, så aner man allerede det gennemgående problem på Banks. Det lyder desværre “bare” som Interpol light, i stedet for at præsentere os for en personlig eller ny Paul Banks. Man kunne ellers forvente, når albummet prydes med hans navn, at det var hensigten at vise os hvem Banks egentlig er, når resten af gruppen ikke er med?

Tilsyneladende er han dog nærmest synonym med Interpol’s klang, måske ikke overraskende, men manglen på mere selvstændighed og nye takter skuffer fælt. Allerede i tredje nummer, “Arise, Awake”, sætter kedsomheden ind. Tonen er tilstræbt mørk og faretruende, men nummeret er mest af alt voldsomt søvndyssende og uinteressant. Sangen kommer overhovedet ikke ud af stedet, og et forsøg på at vække den i anden halvdel, skriger bare mod den mørke himmel med et hult ekko af Interpol. Dem har vi hørt. Bedre. Den efterfølgende “Young Again” er ikke blot kedelig og stillestående, men tilmed ret irriterende at lægge ører til – så “pladen fuld” på ubrugelighedskontoen, Paul.

Efter sådan en ophidsende og sprudlende del af pladen, så er det naturligvis tid til et instrumentalt intermezzo i form af “Lisbon”. Den er faktisk ganske stemningsfuld, men når man kun har ti numre at gøre godt med, og pladen allerede er gået i total tomgang, så er det ikke lige det, man havde brug for til at skubbe den i gang igen. Nummeret er ikke helt ubrugeligt, det er bare fejlplaceret. “I’ll sue you” synger Banks på sangen af samme navn, og man overvejer da kraftigt at gøre gengæld og lægge sag an for mindnumbing boredom. Ekkoeffekt på vokalen, hakkende rytme og igen alt for tæt på noget, der lige så godt kunne have været Interpol, bare en kasseret demo eller b-side. Paul Banks har tidligere lavet en plade uden bandet, under navnet “Julian Plenti”, der var ganske habil og værd at give et lyt, men indtil videre er denne plade ikke i nærheden af at være éns tid værd.

Heldigvis bliver det en smule bedre på “Paid For That”, vi befinder os stadig i et for ham gammelkendt lydbillede, men i det mindste får sangen ikke én til at gabe højlydt. Vi får lidt patosfyldt drama i lyden halvvejs inde i sangen, og for en kort stund husker man, at Banks og Interpol faktisk havde nogle effektive tricks i ærmet, i hvert fald på deres to første albums. Måske er det bare dét han kan, og så er der ikke så meget mere at komme efter? Fair nok, men hvorfor så lancere det som et soloprojekt, når der ikke er nogen mærkbar forskel? Karakteristisk for pladen, så smides den lille smule tilbagevendte goodwill ud af vinduet med “Another Chance”. Vi er ude i noget uspændende instrumentalt track endnu engang, nu tilsat en eller anden samplet speak. Helt håbløst kedeligt og røvbelastende at høre på.

“No Mistakes” er næstsidste nummer på Banks, endnu en omgang tam copy/paste af fortidens bedrifter, hvad skal jeg med det når jeg bare kan sætte Turn On The Bright Lights (2002) eller Antics (2004) på? Havde sangene så i det mindste været mindeværdige, så kunne man da leve med, at det lød som noget, man havde hørt tidligere. “Summer Is Coming” lukker og slukker, og hvis den er indikation på noget, så er Paul Banks’ kreative åre også ved at være lukket til. Endnu en sang der blot er tilstede, men ikke rykker i eller ved noget som helst, det er tilstræbt episk, men man kender alt for godt hans, åbenbart begrænsede, virkemidler.

Banks er blevet præsenteret således: “The album is both personal and epic, catchy and serpentine with Paul’s wry humor, bare emotion, and varied influences all in full effect…”. Det kan man kun kalde falsk varebetegnelse. Intentionerne har sikkert været der, men udførelsen lader alt for meget tilbage at ønske. Især det med det “personlige”, hvis det gemmer sig et sted i teksterne, så gør den lade musikalske indpakning, at man ikke orker at dykke ned i dem. Det er en forbandet skam, for på Interpol’s første 2 plader var jeg sgu med på den. De tabte mig lidt på tredje album Our Love To Admire (2007), men gruppen løb helt tør for idéer og gode sange på den selvbetitlede Interpol (2010). Paul Banks selv er tydeligvis ikke kommet ud af den kreative tørke endnu.

Havde Banks nu været en EP på 4-5 numre, der indikerede at det skulle anskues som en art mellemspil og ikke et komplet og selvstændigt værk, så havde helhedsindtrykket måske været mere positivt. Det er desværre ikke tilfældet, og man sidder tilbage med en intetsigende skive, der på ingen måde lykkes med at forklare mig, hvad jeg skal bruge den til.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag