Paradise Lost: Tragic Idol ***** (5/6)

0
690
views

’Paradise Lost’ er titlen på den engelske 1600-tals poet John Milton’s hovedværk, et værk der blandt mange andre har inspireret Nick Cave. Og altså også de engelske metal-drenge fra Halifax, der har taget navn efter værket.

Som navnet antyder spiller Paradise Lost ikke glad hygge-musik i stil med Jason Mraz. Siden 1988 har bandet dog bevæget sig rundt i det musikalske landskab, fra death metal inspiration på de tidlige albums, til udviklingen af en særegen gotisk metallyd i start- og midt-halvfemserne, over en mere synthrocket periode, inden de i 00’erne igen vendte tilbage til hvad der betegnes som gotisk heavy metal. Og det er lige præcis hér bandet befinder sig bedst. ’Tragic Idol’ er, kort fortalt, en fuldfed omgang gotisk heavy metal.

Der lægges tungt og melodisk ud med ’Solitary One’, og lige så tungt sparker Adrian Erlandssons trommer ’Crucify’ i gang – her sættes tempoet dog hurtigt i vejret, og vi begaves igen med et nossesparkende riff, der lægger en solid bund under Nick Holmes’ vokal, som både formår at være sejt brølende, men samtidig forståelig. Erlandsson, som tidligere har basket til trommerne i At the Gates og Cradle of Filth, viser også i glimt at han er en særdeles kompetent metaltrommeslager. Det er dog aldrig de enkelte elementer der fremtræder på de øvriges bekostning på ’Tragic Idol’, men en bundsolid helhed af dygtige metalmusikere, der leverer nogle velskrevne metalnumre på lige præcis den måde, de skal leveres.

’Fear of Impending Hell’ er en melodisk metalperle, hvor Holmes viser at han besidder en afvekslende vokal og Greg Mackintosh at han mestrer melodiske guitarsoli. ’Honesty in Death’ er en solid midtempo-basker, der har elementer af Metallica fra de tidlige 90’ere og klassisk Iron Maiden, ’Theories from Another World’ skruer tempoet en tak op og Erlandsson tæver igennem med dobbeltpedal mens Aaron Aedy’s guitar serverer bredsider og Steve Edmondsons bass sørger for at det hele hænger sammen. Det er metal, der kan glæde alle metal-drenge og -piger, der kan lide Slayer i midttempo, klassisk Metallica, Machine Head, osv.

’In This We Dwell’ fortsætter på bedste vis med at riff’e derudaf. Her er vi dog nærmere en death metal opbygning, dog stadig med Paradise Lost’s melodiske varemærke. ’To The Darkness’ er endnu en solid sejtrækker med potente riffs, inden titelnummeret sætter ind med endnu et glimrende eksempel på, hvordan man skruer melodisk metal sammen, uden det bliver fesent. ’Worth Fighting For’ er i samme kategori, igen med særdeles kompetent og tung trommebanken af Erlandsson, inden ’The Glorious End’ – som de meget beskedent har kaldt albummets sidste nummer. En tung lukker, der lukker ballet i samme ånd og tempo som det åbnedes.

’Tragic Idol’ er et glimrende heavy metal album, der formår at levere 10 både melodiske og sejt riffende metalnumre. Paradise Lost har også formået at begrænse sig i forhold til spilletid, og der strittes ikke i hundrede forskellige retninger musikalsk – med andre ord, er det et meget homogent og sammenhængende album, som man helst skal høre fra ende til anden. Og dét har jeg i hvert fald ikke noget imod. En anbefaling og 5 stjerner til Paradise Lost – og de ville da i øvrigt klæde Roskilde-plakaten uendeligt godt. Men måske er det for meget at håbe på i år.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!