Oppenheimer Festival, Voxhall, 17/9 – 2016

0
522
views

Året udgave af Oppenheimer Festival var flyttet til Voxhall, efter sidste års festival på Radar havde fuldt hus. Fuldt hus var der måske ikke helt på Voxhall, men til gengæld blev publikum budt på fem gode og forskelligartede koncertoplevelser. 

Oppenheimer er en showcase-festival for upcoming bands, hvoraf der udvælges fire ud fra en stor ansøgningsbunke. Som afslutning spiller et mere etableret navn, i år De Underjordiske. Mere om dem senere, først skal vi nemlig omkring de fire showcases – Johann, Aksglæde, DIET og Saint Best. Koncertlængden lå for de flestes vedkommende lige omkring den halve time, mens Johann havde en smule længere sæt, så det er altså mere end “spil-dine-fire-bedste-numre” showcases. Der er tid til at bygge et sæt en smule op.

Johann

Johann, som hedder Kolstrup til efternavn, og oprindeligt kommer fra Skive, åbnede aftenen på overbevisende manér. Han startede alene på scenen med sin guitar med ‘Believer’, og det fungerede ganske overbevisende, blandt andet fordi han er udstyret med en stærk vokal og en god evne til at skrue numre sammen  – og ikke mindst har han en god scenetilstedeværelse. Samtidig var sættet også sammensat med en god sans for dynamik, og man kom ikke til at kede sig i de godt 35 minutter, scenen var Johann’s.

På andet nummer  kom bandet ind, klassisk rockopstilling med guitar, bas og trommer, og så blev der ellers rocket godt igennem. Johann lægger ikke skjul på, at 90’ernes brit-rock, og især Oasis, er en inspiration, og der er da også lidt Gallagher’sk selvsikkerhed i Johann’s attituder. Musikalsk var der både nik i retning af førnævnte Oasis, men også til The Beatles og Kinks, uden det af den grund virkede tilbageskuende. Johann og band viste også god sans for intensitetsskift, hvor der blev sat instrumentalt tryk på, så man kunne mærke det i mellemgulvet.

Nu var jeg ikke på forhånd velbevandret i Johann’s materiale, men han spillede i hvert fald forelskelses-rockeren ‘Anna-Louise’, fulgt af ‘Don’t Cut Me Loose’ om hjemstavnen i Skive. “Jeg flytter nok aldrig tilbage,” bemærkede Johann, inden nummeret, som viste en mere tænksom side af Johann’s univers, inden sejt drivende trommespil førte direkte over i næste nummer, en tilbagelænet swagger-rocker om livet som en rock’n roll drifter – dynamisk, støjende, catchy uh-uh kor og godt med saft og kraft.

Netop evnen til at rocke igennem blev luftet flere gange, og i forhold til de enkelte numre, jeg har hørt i studieindspilninger, er der mere kant og støj over live-udgaven af Johann. Skulle man efterlyse noget, så var det et par numre, der sætter sig fast i øregangene – Johann har også evner i den retning, og således har han også haft blandt andet ‘Believer’ og ‘Ruffled Feathers’ i radiorotation, og det er bestemt også solide numre. De fremstår bare en kende generiske og jeg tror ikke jeg ville knytte dem til Johann hvis jeg tilfældigt hørte dem i radioen. Det kan man selvfølgelig også se som en kvalitet, men ud fra Johann’s performance lørdag aften, tror jeg der er potentiale til endnu mere – gerne med mere af den selvsikre og moderat flabede attitude, som blev luftet på Voxhall.

Johann - Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall
Johann – Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall

 

Aksglæde

Efter et lille sceneskift, stod den nordsjællandske kvintet, Aksglæde, klar på scenen. Kollega Ken har været temmelig begejstret for bandets debut-EP, ligesom de fik pæne ord med på vejen fra deres optræden på Uhørt, så det var også med en nogle forventninger jeg gik ind til koncerten. Og Aksglæde viste sig i det store hele at leve op til dem. Skal man være lidt kritisk til en start, så kunne det være, at udtrykket bliver lidt ensformigt over en halv time, og at flere af sangene musikalsk minder om hinanden.

Frontmand Jakob Aksglæde har ikke nogen stor vokal, men han bruger den til gengæld godt. En central del af Aksglæde’s univers er de både enkle og relaterbare tekster om kærlighed, liderlighed, fester og livet som ung i det hele taget, og det bliver aldrig rigtig kedeligt at lytte til, fordi der er en sproglig opfindsomhed og en sans for rim og rytme i dem. Der står da også et par unge drenge helt oppe foran scenen, der ser ud til at blive ramt lige i hjertekulen af bandet. Og selv om man er mindst dobbelt så gammel som dem, så bliver man heller ikke ladt uberørt af for eksempel den fængende ungdomshymne, ‘Lille Taarbæktøs’, som allerede har fået godt med radioopmærksomhed, eller for den sags skyld, ‘Jeg kan lide den måde du græder på’, som følger lige efter.

Her danser Jacob Aksglæde indledningsvist, og der er bestemt også et dansepotentiale i Aksglæde’s musik, med grooves, der går i hofterne og funky/afrobeatede guitarer. På ‘Jeg kan lide den måde du græder på’ bliver det kombineret med en ambivalent kærlighedserklæring til en kvinde, der kaster med tingene og græder, noget fortælleren får hende til, og hvor det netop bliver en del af tiltrækningen.

Aksglæde afsluttede deres sæt med ‘Sort sekund’, hvor Jacob Aksglæde lagde guitaren fra sig, så både vokal og mimik kunne få ekstra knald på, inden Aksglæde sluttede af med deres absolutte trumfkort, den enormt fængende ‘Fantomfølelser’, der stinker af hit, og også allerede er det i et vist omfang. Det er fuldt fortjent. “Du er en del af mine lemmer,” synger Jacob Aksglæde, og man fornemmer længslen og savnet efter den der pige, der har sat sig fast i hans sind og krop.

Effektivt og komprimeret sæt, det tog cirka 27 minutter, som viste Aksglæde’s store kvaliteter, men altså også lige nåede at vise at bandet med fordel kan arbejde med at udvide den musikalske palet. Og så er det måske også værd at bemærke at vi skal huske at værdsætte at bandet stod på scenen denne aften, for da de skulle have været i Aarhus og spille for et par uger siden, kørte de galt på motorvejen da højre baghjul på deres bus eksploderede. Godt de kom sikkert frem denne gang.

Aksglæde - Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall
Aksglæde – Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall

DIET    

DIET er nok et nyt band, men medlemmerne har tidligere slået deres folder i Virgin Suicide, Kissaway Trail og Slaughter Beach. Konstellationen spillede live sammen første gang tilbage i marts, og siden har de også været forbi blandt andet Uhørt, og altså kommet igennem nåleøjet til Oppenheimer. Kender man de tre bands, medlemmerne har fortid i, så har man også en nogenlunde idé om DIET’s lydunivers.

Der er elementer af 80’ernes new wave og post-punk blandet med 90’er indie og også en mere poppet sensibilitet, samt sine steder en snert af Heartland-rock og Springsteen. Bandet er også netop dannet efter forsanger Lasse Smed havde været på roadtrip i USA, hvorefter han luftede ideen om bandet for barndomsvennen Hasse Mydtskov, som var helt med på den.

DIET rummer både det storladne og melankolske, for eksempel på ‘Laundered America’, som lukkede sættet, hvor synths og mundharmonika er med til at sætte stemning, mens den intense og følelsesladede vokal giver nummeret karakter. Samtidig er der også her en stærk melodisk sans, og ‘Laundered America’ kunne sagtens blive et lille radiohit med sit ‘Uh-uh-uh-uhh’ fra omkvædet.

I det hele taget er DIET rimelig skarpe på sangskrivningsfronten, og samtidig bliver der varieret godt mellem rockede og synthede passager, og samtidig gav trommeslager og bassist også flere gode smagsprøver  på, at rytmesektionen også er ganske skarp hos DIET. For eksempel på ‘Nico’ med dens fængende baslinie. Et nummer som ‘I Contain Multitudes’ kunne også godt kandidere til hit-prædikat med sine luftige synths og skæve kærlighedserklæring  til pigen, som vist ikke helt er interesseret, inden det bliver stalker/psykopat-agtigt mod slutningen – uden melodiøsiteten kører af sporet. Det er et ret fedt nummer.

Det var lige ved at gå i stå med den dæmpede ‘Love Dandy’, som ellers ikke var et ringe nummer, men heldigvis var bandet selv bevidste om det, og satte tempoet op igen efterfølgende med først den lidt Virgin Suicide-agtige ‘1994’, med sit letflydende guitarspil og tempo, men her med lidt mere tyngde og mørk kant. Og herefter kom så lukkeren ‘Laundered America’, hvor hele salen var med igen. DIET er et band, der virker til at være rigtig godt på vej mod en lyd, der rummer både melodiøsitet, kant og mørke i en god blanding. Jeg sidder i hvert fald med en fornemmelse af, at man godt kan have høje forventninger til en kommende udgivelse fra DIET. Dem kommer jeg helt sikkert til at holde øje med.

DIET - Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall
DIET – Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall

Saint Best

Sidste showcase-navn på aftenen var Saint Best, som havde fået den sene tid kl. 23. Formentlig med tanke på, at bandet var det langt mest dansable i aftenens line-up. Hvor aftenens første navne bevægede sig i forskellige områder af rocken, kan Saint Best nok bedst kategoriseres som electro-pop – opstillingen bestod af to mand på keys/synths, en forsanger og en trommeslager. Netop det organiske trommespil tilføjede en god dybde i lyden, og en live-energi til setuppet, som måske kunne være udblevet hvis trommerne også havde været elektroniske.

Noget af det første, der faldt mig ind reference-mæssigt var Turboweekend, for Saint Best besidder noget af den samme dansable energi, dog i endnu mere elektronisk udladning. Det var altså mere mørk disko end rock, og der blev da også skruet op for stroboskoplyset på scenen. Selv om det var tyndet en smule ud i publikum, fik Saint Best hurtigt et godt greb om salen med en smittende energi, og synthbas og trommebeats gik i dansebenene på flere i salen.

Mest bemærkelsesværdige nummer var den nye single, ‘Pacific Girls’, med sine friske synth-flader og aah-aah kor, et nummer som da også allerede har fået en del positiv opmærksomhed. Den kunne sikkert godt blive et klub- og radiohit. Variationen i Saint Best’s materiale er måske ikke den største, men det blev der fint kompenseret for med energisk tilstedeværelse og effektive synths, og så altså trommespillet, som virkelig kom til sin ret live. Det er måske ikke lige min (eller GFR’s) boldgade, men ud fra egne musikalske præmisser fungerede Saint Best ganske fint – og som festligt punktum på Oppenheimer’s showcase-afdeling var de velvalgte. Dog ærgerligt at der ikke var lidt flere, der  havde valgt at blive hængende.

Alt i alt var kvaliteten høj hos de fire showcase-navne, og de er hver især værd at holde øje med fremover. Afviklingen var der heller ikke en finger at sætte på (ud over en mikrofon, der ikke var tændt da konferencieren begyndte at tale ved et sceneskift), og Voxhall er et velfungerende spillested, også til denne type koncerter. Men måske Radar er det rigtige valg størrelsesmæssigt? I hvert fald kunne man godt fornemme, at der ikke var nogen af bandsene, der var på hjemmebane i Aarhus, og måske var det det, der gjorde, at der aldrig var tætpakket foran scenen. Når det så er sagt, var der bestemt heller ikke tomt, og publikum tog generelt godt imod tonerne fra scenen.

Saint Best - Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall
Saint Best – Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall

De Underjordiske

Efter at Oppenheimers Eftermiddag havde forkælet det århusianske publikum med upcoming bands hele aftenen, havde man valgt at præsentere et mere etableret band efter en dag med showcases. Valget var faldet på De Underjordiske, og det skulle vise sig ikke at være et dårligt valg.

De Underjordiske er et band, der synes at have styr på det meste; de ved, at de har haft et par radiohits, at de kender deres stof og at de er stærke live. Det første parameter blev tydeligt, da de åbnede deres koncert med nogle akkorder, der umiskendeligt henledte tankerne på ”Vi kommer nu”. Og på aftenen, der ret beset må siges at være lidt sent – kvart over midnat – blev det bevist at De underjordiske er et band, der har styr på sagerne.

‘Ind i Flammerne’ åbner sættet, og selv om bandet efter de første tre numre må erklære at der er tekniske problemer og der er en lille pause, så viser de tidligt, at der er styr på lyden – i hvert fald udadtil. Det er også et band, der i høj grad lever af at have en stærk, karismatisk forsanger – ikke for at forklejne bandet generelt, men Peter Kure i front gør en god figur, om end i en mere scene-fokuseret version end tidligere, da jeg så bandet på Ny V58.

Bag Kure står et stærkt set-up, og selv om man hurtigt kan blive lidt træt af psych-lyden med alt dens rum og chorus, så har De Underjordiske fundet en effektiv og ikke-enerverende lyd.
Læg dertil gode numre, og så er vi godt på vej. Efter en lille ’skadespause’ leveres ‘Vi Kommer Nu’ og det efterhånden godt besøgte Voxhall køber radiohittet – og med rette. Det er en fornøjelse at se et band, der nok efterhånden har spillet dette nummer mange gange, fyre det af med energi! Og De Underjordiske ER efterhånden et erfarent band. Lyden fungerer virkelig fint på Voxhall, og der er tænkt i en hulelignende belysning i blåt, som understøtter den underligt introverte stemning i teksterne – som dog ikke udtrykkes i mangel på publikumskontakt.

De Underjordiske - Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall
De Underjordiske – Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall

De Underjordiske viser også, at det hele ikke bare er hype, men også talent og flere gange i de følgende numre åbnes der for en potent lyd, man ikke nødvendigvis finder på pladen. Ikke at bandet forfalder til rollespilsmetal, men der vises tænder i korte passager, som gør at opmærksomheden holdes fanget.

Det opleves for eksempel i ‘Trold’, som holder et godt groove, og da coveret af Gnags’ ‘Vilde kaniner’ falder, er det med et drive og en energi, der nok tidligere har toppet, men stadig leveres fint af bandet. Endnu et radiohit hives frem i ‘Hvis du forstod mig’, men her må det siges, at trætheden måske har sat ind hos bandet; de rammer ikke hinanden i tempoet og der går lige et vers før det begynder at fungere. Ellers et godt nummer!

Vi får også et nyt nummer, ‘Piskesmæld’, som byder på tighte lífts og punches og tyder på, at De Underjordiske ikke bare er et one hit wonder. Koncerten slutter efter en kort gang af scenen med et encore bestående af ‘Med næb og klør’ som bliver en lang fremvisning i et live band, der ved hvordan man spiller og performer – men også runder aftenen og dagen af på en måde, så man er klar til at gå hjem.

De Underjordiske får dermed vist, at det ikke bare er et stærkt band på plade, men også formår at levere live.  Det til trods, så er det ikke en koncert, der vil gå over i historien. Selv når vi renser for tekniske fejl, så er og bliver det god underholdning – men heller ikke mere vigtigt end det. For en god aften skal der derfor tildeles fire gode stjerner!

Tekst: Troels-Henrik Balslev Krag (De Underjordiske) og Jonas Strandholdt Bach (de øvrige)

Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall

 

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here