Northern Blues: Splitmind ★★★☆☆☆

0
594
views

Trods navnet, er der ikke meget nordisk blues eller melankoli over danske Northern Blues. Der er tale om moderne klingende, energisk post-harcore i den polerede ende – desværre med en noget anonym sangskrivning.

Det er nemlig det helt store problem med Northern Blues’ debutalbum, de 11 numre, som samlet masse, er en kende anonyme og flyder sammen. Når de enkelte numre spiller går det såmænd fint nok, i hvert fald i begyndelsen, men når de 40 minutter er gået har jeg ret svært ved at skelne dem fra hinanden – endsige fremhæve nogle højdepunkter.

Sangskrivningen er bestemt ikke dårlig, men på en eller anden måde kommer sangene til at lyde underligt ens i forlængelse af hinanden, variation (som naturligvis er til stede på en eller anden måde) i udtrykket til trods. Måske føles det bare lidt som om, at mange af sangene kører i samme tempo? Sandt, eller ej, så føles det sådan – og det er sådan set det vigtigste.

Det gør også, fint tempo og rimelig dynamik i musikken eller ej, at jeg stille og roligt forsvinder ud af pladen, som den skrider frem. Så Northern Blues ender som en slags kompetent baggrundsmusik, der er god at cykle til i øvrigt, men det har næppe været hensigten.

Stilen er den efterhånden kendte blanding af in your face “vred” og “udkrængende” hardcore vokal og mere melodiske og bløde, “rene” passager – med matchende toner. Om man er til stilen er nok et smagsspørgsmål, jeg hader ikke det her, men det irriterer mig samtidig en smule. Jeg har ganske enkelt svært ved helt at tage blandingen, følelsesudbruddene og udsvingene i klang og stemning seriøst. I hvert fald slet ikke så seriøst, som det lader til, at bandet tager det.

For der er faktisk noget på spil her, “I feel so alone, when you turn your back at me”, som det lyder på den rasende åbner “Skin”. Et af mange numre, der sikkert relaterer til forsanger Williams mentale problemer, hvor angst har skabt en imaginær person, i en form for tidligt stadie af skizofreni. Det er jo hård kost, men noget bandet, og William, har valgt at bruge i musikken, og omtale i pressematerialet – så det er noget, de tydeligvis gerne vil have ud.

Det resulterer bare ikke, nødvendigvis, i et godt album, om man så har noget på hjertet eller ej. Tempofyldte numre som “Dust” eller “A Friend Of Mine” flyder lidt sammen i call-response opbygning, mens “Trough Me” og “Hush”, der egentlig har en god, hård kant og tungere lyd, ikke helt rammer lige så hårdt som de måske kunne. Måske er det fordi Northern Blues ikke kører den hårde kant helt ud, det mere bløde og emotionelle i deres lyd lurer altid lige om næste hjørne.

Det er naturligvis et stilistisk valg, og giver noget dualisme, spil mellem lys og mørke i musikken, men… ja… måden det leveres på, og lyder, gør altså at denne lytter ikke helt kan tage den mørkere og hårdere del alvorligt. Det kommer til at lyde som et popband, der spiller “farlige”.

Numre som “When The Lights Hit Low”, “Faded” og “Vanity”, der alle sætter tempoet ned og arbejder med mere atmosfæriske flader, i hvert fald indledningsvis, viser at Splitmind rummer mere diversitet end det overordnede indtryk jeg efterlades med.

Godt nok falder “Faded” tilbage i vante rammer, men det første minut er ret stemningsfuldt inden der går post-hardcore i den, igen. På “When The Lights Hit Low” holdes der klædeligt lidt igen, men måske skulle man bare have gået “clean” planken ud her – hvorfor behøver der skiftes mellem de to yderpunkter i alle numre? Måske er det derfor, at “Vanity” er en af mine favoritter på pladen, her køres der bare ren brøle-hardcore på vokalen, mens musikken er mere post-metallisk i sin klang.

Northern Blues er efter signede der yngste band Prime Collective har signet indtil videre og på sin vis er det fuldt forståeligt, at de faldt i deres smag. Lyden er moderne og bandet spiller usvigeligt sikkert, de har en historie og de har noget på hjertet, der giver dem noget autencitet. Så mangler vi bare sangene!

Potentialet er der helt klart, men et eller andet gør altså, og det kan bestemt være mine halv-døve ører, at albummet som helhed, trods de nævnte udsving, mudrer sammen for mig. Så jeg har svært ved, at adskille sangene når man kigger på helheden.

Vi ender derfor på 3 middle of the road stjerner for det samlede indtryk.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Northern Blues på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here