North Fall: Tie The Ends Tying Me ★★★★★☆

0
867
views

North Fall spiller sfærisk norrønt folk-rock, og rammer plet på mange forskellige parametre.

Forsanger Anders Bellings vokal er speciel og sender tankerne mod både amerikanske M. Ward og danske Johannes Gammelby. Og den lidt kælne klang kunne meget let have været gået hen og være blevet enerverende. Men i en lille produktions-genistreg har Belling valgt at dub’e sin egen stemme i en dybere oktav på flere numre, hvilket både giver dybde og resonans, men også undgår at man løber sur i den lidt specielle sangteknik.

Der er tale om lo-fi americana, som ret mesterligt er arrangeret og indspillet i en lejlighed. Hvor der for nogle år siden var antydningen af en tendens til at dette var måden at indspille på – med meget svingende kvalitet til følge – så virker det til, at dem, som gør det i dag også gør det på velovervejet vis. Det fungerer i hvert fald fremragende på Tie The Ends Tying Me (så vidt som jeg kan høre på de 192 kbit-numre, vi har fået tilsendt – FY!).

Der er tale om både akustisk guitar og toppet elguitar med luftige gains, trommer, lap steel, bas (måske endda kontrabas?) og the odd synth / melodica. Det bliver aldrig for meget eller for lidt, men er yderst velkomponeret. Sangene er på lignende vis stærkt opbyggede, hvilket især kommer til udtryk på et nummer som ‘March’, hvor der kører et fint melodi-tema, og når bassen så kommer ind i andet vers giver  det ét af de der sug i maven, når man hører det. Det kan virke som et lidt billigt trick, men det er bare super vel-eksekveret.

Inden da har pladen lagt utrolig stærkt ud med især åbnerne ‘Hovin’ og ‘Calligraphy’, som netop trækker på noget M. Ward-lignende, men også viser, at der er masser af guf for pop-øret på pladen. Teksterne er dog mindre opmuntrende, da de især kræser om det at blive voksen og den apati man hurtigt kan komme til at føle i den forbindelse. Men det ville ikke være norrønt uden et mål af humor eller sarkasme, og vers som ‘…and you find poetry / in the heavy metal scene’ indikerer at der også kan leges lidt med materialet og teksten: Det er ikke RENT emo.

Det til trods står pladen dog stærkest når det er de mere stille og følsomme numre, der forløses i poppede refrains. Og disse numre er koncentreret på pladens første del. Dermed får pladen en lidt dyster afslutning, hvilket nok er helt bevidst, men også gør at den som lytteoplevelse risikerer at ‘knække lidt over’ – eller at energien går lidt ud af projektet på de sidste numre.

Det gør dem bestemt ikke dårlige – de spiller bare ikke på samme måde til bandets største kvaliteter som de mere melodiøse numre.  Disse er til gengæld ganske tydelige og måske – bare måske – ville pladen heller ikke helt fungere uden de lidt mere ‘blå’ numre.

Under alle omstændigheder så er Tie The Ends Tying Me en fremragende plade, der i glimt får mig til at kigge på allerøverste hylde. Der når vi dog ikke helt op – men fem stjerner er fint fortjent!

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg North Fall på facebook

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here