Non Divide: 1000 Silhouettes (EP) ★★★☆☆☆

0
674
views

Non Divide byder på melodisk vestjysk hård rock, med international lyd. Til gengæld mangler der lidt mere personlighed og kompositionerne kunne også være skarpere. 

Non Divide har godt styr på deres håndværk og lyd. Det er tung, melodisk rock, hvor guitarerne fylder godt i lydbilledet, mens vokalen også står klart frem i lyden. Trommespillet er tungt, med god dybde, selv om jeg godt kunne ønske mig lidt mere spræl. Det er måske en af mine anker ved 1000 Silhouettes – det lyder rimelig præcist og konsekvent, men det gør altså også at det bliver en kende firkantet og poleret.

Men lad os kigge lidt nærmere på de enkelte numre. Et godt sted at starte kunne være den fine  ‘Reckless’, som, ud over en spilletid omkring de 5 minutter, har de elementer, der skal til for at få radiospilletid på rockorienterede kanaler. Her er velfungerende “ååååh-ååååh-ååååh” korpassager, et omkvæd man hurtigt kan brumme med på, og riffs, der leveres præcist og effektivt. Det er ikke et nummer, der vælter én bagover, men det er solidt og det virker.

Åbneren ‘Sirens of Hatred’ har også virkelig godt fat i omkvædet, her med dygtigt udført andenstemme/kor, og der er også en tand mere snert og aggressivitet i tempo og instrumentering. Det bliver lidt ensformigt i længden, men det er godt skruet sammen. Det lugter til gengæld en hel del af 90’er hård rock på ‘The Crawl’, og forsanger Jeppe Schmidts vokal har noget af den samme klang og intonation, som den rigtig mange amerikanske hård rock bands brugte i slut 90’erne. Det kan han selvfølgelig ikke gøre for, men afveksling på vokalfronten kunne være et af de steder, bandet med fordel kunne sætte ind.

Singleudspillet hedder ‘Kings of Above’, og her finder man også den for Non Divide karakteristiske sans for melodier. Her bliver det næsten for pænt for min smag, ligesom vokalen tenderer de amerikanske forbilleder ret kraftigt i klangen. Det giver muligvis radioadgang, men gør det også til et af mindst interessante numre på EP’en i min optik – jeg bliver i hvert fald ikke hængende mentalt. Men igen, håndværket er der ikke noget at udsætte på.

Mere tryk på er der i ‘Life in Agony’, hvor riffene er mere muskuløse, og her er versene lidt mere groovy, hvilket faktisk fungerer meget godt for Non Divide. Omkvædet falder lidt i den pæne grøft, men måske der netop er tænkt over radioegnetheden generelt? Nuvel, versene er sgu ret fede, og Non Divide har nogle gode værktøjer i tasken – her bliver der også plads til et fint instrumentalstykke og et veludført break.

Der er sådan set ret mange ting, der kører fint for Non Divide. Det lyder godt (måske endda en kende for godt?), der er godt fat i melodierne, og håndværket er absolut i orden. Til gengæld er numrene generelt for lange, kompositionerne ensformige, og lyden næsten for pæn og “amerikansk”. Det gør at jeg rimelig hurtigt blev fanget ind, men næsten lige så hurtigt følte mig lidt koblet af igen. Jeg kan  dog sagtens høre et ret stort potentiale i bandet – jeg ønsker mig mere kant og skarpere kompositioner, men omvendt kan de sikkert også få succes ved at gå endnu mere fuldtonet ind på den melodiske side af sagen.

Indtil videre lander vi på 3 store stjerner.

Tjek Non Divide ud på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here