Ninna Andreasen – barske banaliteter, sminkede lig og flueknepperi

0
860
views

Interview: Den vestjyske sangerinde Ninna Andreasen er snart aktuel med hendes nye album, Sminkede Lig, der følger op på Barske Banaliteter fra 2013. Det nye album, der udkommer d. 30/10, er en slags dobbelt album, med et studiealbum og et indspillet live i en dagligstue.

Vi har fået en længere snak med den snakkesaglige og fortællevillige sangerinde om Sminkede Lig, Barske Banaliteter, en mindre mediestorm på grund af en rocker-sang, sangskrivning, inspiration, hverdagen og løst og fast.

Der er gået knap 2 ½ år siden Barske Banaliteter udkom, hvad har du bedrevet i mellemtiden og hvorfor skulle der gå så lang tid?

Ærligt, så skulle pladen have været ude allerede sidste efterår eller i foråret i år. Alt materialet var sådan set indspillet og klar til affyring. Men der kom en række tekniske benspænd i vejen, som jeg ikke skal kede verden med. Det trak ud.

Når det er sagt, er jeg faktisk glad for, at der er gået et år mere end planlagt. Det har givet ro til at vænne mig til tanken om at udkomme igen, blive mentalt klar til at stå på scener rundt omkring og præsentere de nye sange for alvor og så videre.

Så det korte svar er egentlig, at grunden til, at der gik lang tid, var lidt ude af mine hænder, men jeg er glad for, at den kommer nu.

Ellers har jeg haft travlt med at passe mit borgerlige arbejde, finde kærligheden, bygge et højbed og lære at gærbage. Det sidste går ikke så godt, men resten har jeg næsten styr på.

Hvis du skal reflektere lidt (eller bare tænke lidt tilbage), hvad var det så for et album og hvad betød det for dig, både dengang og nu?

Som mange andre har jeg det rimelig stramt med at lytte til mig selv. Især når man stadig mentalt er i processen. Det er sjovere at lytte til pladen nu, selvom det ikke sker så tit.

Barske Banaliteter var et kærlighedsbarn. Det udkom med massiv støtte fra crowdfundere. Sol, måne og stjerner stod lige i vinkel, og jeg fik den bedste producer i Rasmus Madsen, man kan tænke sig. Jeg lærte sindssygt meget om at indspille. At det dybest set “bare” handler om at få rettet et arrangement godt til og indspille det godt. At man skal passe på med flueknepperi, fordi man mister nerve. Det der med at sidde og flytte slag i et trommespor, så alt er poleret og perfekt… Det kan man, hvis man spiller heavy, for så er det fedt, at det sidder lige i skabet. Det er det ikke, når man laver en folk-pop-plade om folk og fæ i provinsen. Jeg havde massiv bronkitis hele den vinter, vi lavede den, og jeg var bange for, om jeg overhovedet kunne indsynge vokal. Det havde jeg faktisk glemt indtil nu.

Jeg husker ikke rigtig, hvad jeg tænkte i processen – andet end at jeg ville give sangene de bedst mulige betingelser for at være holdbare. Også i længere tid.

Udgivelsen står tilbage for mig som en debutudgivelse, jeg har lært rigtig meget af, og en del af sangene er fast på repertoiret live, fordi de stadig holder. Det er ret stort egentlig.

Vi kommer nok ikke uden om lige at runde “Rockersangen” og den mindre medievirak den medførte. Hvordan oplevede du hele den situation og hvordan var det at een sang på den måde løb lidt med opmærksomheden?

Det kunne jeg næsten gætte mig til 😉

Til udenforstående var “Rockersangen” en fire minutter lang sviner, jeg skrev i frustration over, at HA var flyttet ind i Esbjerg. Det blev startskuddet til en kamp om hashmarkedet. De lå og rodede rundt i gaderne. Folk var sure, forskræmte og irriterede. I gamle dage smed fiskerne bare motorcyklerne i havnen, og så var den potte ude. Men nu havde de bidt sig lidt mere fast. Den blev faktisk skrevet flere år før, Barske Banaliteter udkom og var et “undergrundshit”, når jeg spillede på lokale beværtninger. Faren ved at skrive noget superaktuelt er jo lidt, at det lige pludselig ikke er aktuelt længere, og folk har glemt det igen. Det er lidt sket med den, tror jeg. Men det har været lærerigt, at man skal passe på med at skrive dagsaktuelle sange.

Oplevelsen af at komme ind i medieorkanens øje har selvfølgelig fordret en del overvejelser.

Jeg arbejder selv som journalist og er en rimelig hærdet mediebruger og -producent, men der var nok ikke noget, der kunne have forberedt mig på lige dén oplevelse. Jeg var glad for, at en undseelig, lille folk-udgivelse rent faktisk kunne blive omtalt. Det var trods alt en debutplade fra en totalt ukendt sangskriver i Vestjylland – af alle steder. Men det var på et personligt plan sgu også lidt en skræmmende oplevelse. Dels det umiddelbare tab af anonymitet (som min sangskrivning har nydt godt af, når jeg skulle samle historier op rundt omkring), dels følelsen af, at folk ligesom har proppet én i en kasse som “kunstner” og menneske – selvom langt de fleste var positive. Anonymiteten fik jeg heldigvis tilbage ret hurtigt. Det har passet mig glimrende. Mediecyklussen kører hurtigt.

Her et par år efter, sidder jeg mest med to tanker:

Hvis jeg kan have det sådan – og trods alt arbejder med medier til dagligt og kender mekanismerne – hvordan har 15-årige i X-factor det så?

Derudover… Hvor er det egentlig vildt, at man kan komme hele mediemøllen igennem – bare fordi man har skrevet en sang, der rent faktisk handler om noget uden for én selv. Det er lidt tankevækkende.

Sangen “De Siger” på den nye plade handler indirekte om oplevelsen. Jeg kom nemlig til at læse kommentarfeltet under Ekstra Bladets artikel, og brugerne på Nationen kan være temmelig nådesløse. Så på den måde trækker “Rockersangen” tråde ind på det ny album.

I øvrigt er det længe siden, jeg har mærket noget til rockerne i byen. Men det kan sangen sgu nok ikke tage æren for.

Dit kommende album er (lige som Barske Banaliteter) finansieret via crowdfunding, hvorfor fungerer den model så godt for dig?

Jeg tror, der er flere grunde til, at det har fungeret for mig.

Der er en efterspørgsel på sådan nogle sange, som ikke i særlig stor udstrækning bliver imødekommet fra de store pladeselskaber og radiostationerne. Altså, sange der løfter næsen lidt fra ens hjemmebane og prøver at undersøge nogle mere almengyldige menneskelige vilkår og problemer. Kæft, det lyder som en litterær, akademisk afhandling. Beklager. Men hvor går folk hen, hvis de gerne vil have en god historie med humor og alvor og reflektion, der rækker ud over “Du er dum, fordi du gik fra mig” eller “Undskyld, jeg fuckede op, vil du ikke nok komme tilbage”?

De går til koncert med Allan Olsen, Niels Hausgaard og Johnny Madsen eller pakker deres gamle Johnny Cash-, Tom Waits- og JJ Cale-LP’er ud af papkasserne i kælderen og støver dem af. Det gør jeg selv. Jeg er OVERHOVEDET ikke i deres liga som sangskriver, men jeg bestræber mig på at tilsætte mine bekendelser et filter af refleksion. Ellers bliver det ligegyldigt for mig. Grundlæggende synes jeg egentlig også, at mit liv er pænt normalt og kedeligt. Jeg løber langt væk fra drama. Jeg har også et job, der skal passes og en kødsovs, der skal laves, når mine bonusdøtre kommer hjem. Så hvis det skal behandles på en måde, hvor det får betydning for andre, skal der nogle andre vinkler på.

Min bassist sagde det ret fint for nyligt. “Du går jo heller ikke hen til tilfældige mennesker på gaden og råber ‘JEG ER FORELSKET!’”. Det er lidt det, en sang er. Man stiller sig op på gaden og råber noget efter folk. Så skal der sgu være noget på spil eller en grund til det. Ikke nødvendigvis store, forkromede ideologiske ting. Men dog alligevel noget, der skurer, rører, provokerer eller giver noget videre. Ikke blot er en konstatering om ens eget liv.

Det tror jeg, folk savner ind imellem.

Derudover behøver man med crowdfunding-modellen ikke at gå på kompromis med ens kunstneriske frihed. Det er klart, at folk nok ville blive skuffet, hvis jeg lavede en plade med fusionsjazz, når jeg har lovet dem en folk-pop-udgivelse. Men ellers er rammerne ret vidde.

Ja, jeg tror, det er derfor, folk gider støtte mine plader, og det har virket for mig. Og så tror jeg også nogle af dem synes, jeg er sød. De møder mig jo selvfølgelig heller ikke om morgenen, før jeg har fået kaffe.

Påvirker det på nogen måde den arbejdsprocess, eller det arbejde der lægges i pladen, at den er finansieret af dine fans? Sagt på en anden måde – synes man, at man skylder nogen at gøre det ekstra godt?

Crowdfunding har jeg kun oplevet som noget, der bidrager positivt til processen. Man får – som du siger – lyst til at gøre sit allerbedste. Der kommer en fælles ånd omkring projektet. Man får en masse ambassadører ude i verden for ens produkt. De har jo temmelig direkte været med til at sikre, det kunne lykkes.

Det er selvfølgelig i sidste ende kun mig, produceren og holdet af musikere, der kan lave det. Men der er en følelse af, at man bliver bakket op.

I denne proces, som trak ud, har det også givet lidt dårlig samvittighed. Folk spørger jo med spænding “Hvornår kommer pladen? Skal vi snart til release?” og sår’n. Men det er jo absolut positivt, at der er nogen, der glæder sig.

Sminkede Lig, som albummet hedder, er et dobbelt album (1 studie + 1 live album), kan verden få for meget Ninna? Og hvorfor og hvordan opstod idéen til at albummet skulle have den form?

Hahaha! Ja. Verden kan sikkert godt få for meget Ninna. Grunden til, at det blev en dobbeltskive var nu ikke for at sætte mig på flest mulige lydbølger.

Idéen kom sig først af en mild frustration over, at jeg skrev lidt ud ad to spor. Det ene var mere poppet, poetisk og kompakt og med tanke på et band. Det andet var sådan nogle små-umulige, otte minutter lange novelle-sange, som er mere egnede til et godt glas rødvin og nogle lyttende ører. Så smed Rasmus for sjov idéen på bordet om at lave en dobbeltplade. Den greb jeg.

“Har du sange nok til det?,” spurgte han. “Ja, ja,” løj jeg. Og så måtte jeg finde penalhuset frem.

Studiepladen er blevet til meget lag på lag. Vi lavede nogle grundlæggende arrangementer, hev musikere ind, lagde flere spor på, fjernede nogen, spillede ting om – også hele numre. Den har fået et andet udtryk, end det egentlig var planen. Jeg ville gerne have den akustiske guitar helt ud for at lægge endnu større afstand mellem livepladen og studiepladen. Men det gik sgu ikke. Sangene er skrevet på akustisk guitar – eller tangenter for nogle fås vedkommende. Men den er blevet støvet og mere ind til benet end Barske Banaliteter.

Live-pladen derimod var rimelig hit-and-run. Oprindeligt tænkte jeg den som en “ekstraplade”, hvor jeg bare spillede sangene selv. Men vi vurderede, at det blev lige nedbarberet nok. Jeg havde et par håndfulde sange, som vi øvede op. Musikerne fik rimeligt frie rammer, og basis var ligesom akustisk guitar og vokal. Så spillede vi og optog en koncert i stuen for et lille publikum – og gentog processen ugen efter. Derefter valgte vi de bedste takes ud. Det var rimelig lige til højrebenet. Jeg ville gerne fange en intim stemning, hvor publikum også var en faktor. Det synes jeg er lykkedes.

Er det at du har materiale til 2 plader et resultat af udgivelsespausen på 2 ½ år, eller arbejder du meget hurtigt, når der først skal skrives og indspilles?

Jeg skriver i stimer, kan man sige. Når der ligesom er hul igennem til den kanal, så går det rimelig tjept. Man skal ligesom… ind i det momentum, hvor ens sanser og tanker er åbne for både det melodiske og det lyriske. Det lyder måske lidt hippie-agtigt. Men det er ligesom, når man lærer et nyt ord at kende. Så hører man det hele tiden. Når man er inde i en stime, tænker man hele tiden “Hov, det der er der sgu en sang i, hvis jeg lige vinkler det på den og den måde”. Det er som regel lyrikken, der kommer først for mig.

Egentlig nåede jeg aldrig at holde op med at skrive, fra da jeg skrev Barske Banaliteteter, og til jeg gik i gang med sangene til Sminkede Lig. Nu har jeg til gengældt efterhånden holdt en velvoksen og tiltrængt pause. Det er både sundt og skræmmende. Når jeg har holdt nogle lidt længere pauser fra sangskrivningen, kan jeg godt blive neurotisk og tænke, at jeg har glemt, hvordan man gør. Men man finder jo ud af det igen.

Dine sange kredser omkring emner som det lokale, skæve karakterer, hverdagen og noget der kunne lyde som samtaler fra den lokale. Men hvad inspirerer dig egentlig til at skrive sange, hvordan opstår en “Ninna Andreasen” sang?

Ja, det er jo noget underligt noget det der med inspiration. Jeg kan godt lide at se dokumentarfilm og timelange TED-talks og nørde rundt i store spørgsmål som religion, folkemord, feminisme, humanisme, filosofi, ideologi, teknologi, videnskab og alt muligt andet. Det er egentlig mest dér, jeg får inspirationen fra, tror jeg. De overordnede tanker og diskussioner. Jeg tror bare ikke, folk gider høre sange om Nordkorea, datasikkerhed, og hvorfor Ninna Andreasen synes, feministerne er helt galt afmarcheret. Der skal nogle menneskelige ansigter på idéerne.

For eksempel er der en sang på livepladen om en mor, der har et ret forkvaklet forhold til sin søn, som er flyttet hjemmefra og ikke giver så meget lyd fra sig. Den er der mange inspirationskilder til. Jeg har ikke selv nogen børn, så der er ikke nogen brønd at øse af personligt. Så det er noget med at sætte sig i en anden persons sted. Føle det, de føler. Tænke det, de gør. Tilføre dem nogle problemer, de skal overkomme. De ting høster man bedst ved at snakke med mennesker om, hvordan de har det, hvad de tænker – og så observere, hvordan det stemmer overens med, hvordan de handler. Når man så mest snakker med sine venner og godtfolk på “den lokale”, er det måske bare dem, der titter hovedet frem? De siger også tit nogle sjovere ting. Der har været mange foræringer imellem på baggrund af ture på bodegaen. Jeg kan godt lide at skrive om dramaet i hverdagen. For selv om romantisk kærlighed kan fylde en pokkers meget, når man er (u)lykkeligt forelsket, så er det jo kun en brøkdel af de fleste menneskers liv i virkeligheden.

Jeg tror, andre ting fylder meget mere. Er jeg en fiasko? Har jeg svigtet? Har andre svigtet mig? Er det her retfærdigt? Spænder jeg ben for mig selv ved at gøre uhensigtsmæssige ting? Alt sådan noget. Derudover synes jeg bare, det er mega sjovt for mig selv at få konkrete ting med i en sang. Jeg var svært stolt af at få ordet “Podagraepedimi” med i “De Siger” på studiepladen. På Barske Banaliteter fik jeg “hundelort” med i en følsom sang om døden. Så er det med at kunne synge det på en måde, hvor det ikke lyder mega klamt. Det er lidt dumt, men jeg hygger mig.

Det konkrete har den ulempe, at det nogle gange kan blive en benlås for lytterens frie fortolkning. Omvendt kan det alt for abstrakte og overordnede blive uvedkommende. Så det er en balanceakt, tror jeg.

Og hvad er en god Ninna Andreasen sang?

En god Ninna Andreasen sang er en, der både formår at tale til hjernen og hjertet. Nogle gange tipper det for mig og bliver mest det ene eller det andet. Måske gør det ikke noget for lytterne. Men jeg kan godt lide den balance.

Jeg stræber mod at lægge ting ind i dem, som folk kan fantasere videre over. For eksempel sangen med moderen der. Hvad svarer sønnen på brevet, hvis han overhovedet svarer, og får hun det overhovedet sendt? Kommer hun mon af sted på den ferie, hun snakker om? Går hun fra Torben? Hvordan er mit eget forhold til mine forældre/børn? Spiller jeg også samvittighedskortet? Hvorfor er det så svært at sige lige ud “Jeg fucking savner dig!” i stedet for at gå rundt om den varme grød?

Det er i hvert fald nogle af elementerne, tror jeg. Om folk så også tænker videre, ved jeg ikke. Men jeg har en meget klar idé om, hvor karaktererne har været og er på vej hen – og hvordan de er i familie med hinanden, kolleger eller venner og hvordan deres veje krydses. Det gør det sjovt at synge dem, at jeg har sådan et lille stamtræ inde i hovedet.

Udgivelsesdatoen for Sminkede Lig nærmer sig, hvad skal der så ske efterfølgende?

Forhåbentlig skal jeg spille en masse dejlige koncerter med mit band og solo og hvad vi finder på. Jeg har ikke helt turdet booke en decideret tour, fordi udgivelsesdatoen er blevet udskudt en del gange, men jeg håber, at folk vil høre numrene live. Så nu prøver jeg at få nogle flere koncerter op at stå.

Vi har fanget en anden nerve på denne her plade, som jeg virkelig føler kan noget – ikke kun på skiverne, men også på scenen. Egentlig er mine plader bare undskyldninger for at komme mere ud at spille. Så det håber jeg, det kan blive til lidt mere med.

Følg Ninna Andreasen’s gøren og laden på Facebook, og forudbestil albummet HER

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here