Nicklas Burman: Er Det Mon Her? ★★★★☆☆

0
717
views

Nicklas Burman (blandt andet kendt fra Riffelsyndikatet) og band leverer på Er Det Mon Her? en omgang herligt upoleret og let-slingrende, men meget levende og lyttevenlig, rock i bred forstand. Vi skal både ud på the highway, længere ud på landet, igennem navnløse byer og kigge lidt indad. Det er en overordnet god, men med 11 numre, i sidste ende lidt for lang udflugt i rockland.

Lad os bare få den smule malurt der er i bægeret hældt ud og skyllet glasset, så vi kan komme videre med det, der gør Burman’s album til en generelt fornøjelig omgang rock. Jeg vil gøre det kort, og relativt nemt, skær de 2 sidste numre på pladen, der er lidt under niveau i forhold til resten, fra og det samlede indtryk ville være endnu stærkere. Når det er sagt, så er det ikke fordi de direkte ødelægger oplevelsen, de gør bare at albummet ender med at fuse lidt ud i stedet for at slutte med det brag, som det egentlig fortjener.

Og lad os så finde smilet og de gode vibrationer frem, for Er Det Mon Her? er nemlig en plade der det meste af vejen netop vibrerer og bare efterlader en med et smil på læben.

Kompositionerne, og egentlig også vokalen, er ikke strømlinet eller “perfekt”, det slingrer lidt derud af, forstået på den måde at ingen af delene virker specielt skolede eller holdt i stramme tøjler – der er plads til små udskridninger. Det skal ikke forstås som at det er dårligt, sjusket eller at det ikke glider godt. Nej, det er derimod noget der giver albummet og numrene noget liv, man kan simpelthen mærke musikken ånde, og få plads til det. Det er ikke musik der virker som om det følger en stram formel, eller takter der slår efter en metronom.

Burman’s sangstemme er ikke decideret stor og varieret i sådan en ren teknisk forstand, men det er en rigtig god “fortællerstemme”,en af den slags stemmer man godt gider lytte til og være i selskab med – tænk noget i retning af en der kunne have speaket ind over børneudsendelser i 70’erne og 80’erne. På en eller anden måde minder det mig lidt om Peter Sommer, ikke at musikken og vokalen lyder nøjagtig ligesom trubaduren fra Skanderborg, men der er noget af det samme upolerede og uskolede over det, hvor det gerne må svaje lidt, eller være nogle bump på vejen. Faktisk lyder grundrytmen og melodien på et af albummets bedste numre, “Som håret blankt og uden grånen”, som netop Hr Sommer’s hjemstavnshymne “8-6-6-0”, i nedsat tempo.

Nu vi er i “lyder som, men ikke kopi” bunken, så får indledningen af, og tonen i, den stille “Det du siger er ikke det du mener” mig til at tænke på U2 klassikeren “With or Without You”. Det er ikke noget der gør noget for den samlede oplevelse, eller bliver distraherende, men man hører flere rockhistoriske strømninger og bølgeskvulp det meste af vejen igennem albummet. Heldigvis uden at Burman mister den personlighed, som er med til at løfte det samlede indtryk.

På den effektive og medrivende åbner “Er det mon her?” ruller vi ud på de store, brede rock-highways i Springsteens hjulspor. Der er fart og godt med hestekræfter i maskineriet, smittende fod-trampe rytme og helt elementært bare en god rocksang. Musikken har en snert af noget western rocket over sig, en klang der i glimt træder endnu tydeligere frem i lydbilledet, som pladen skrider frem. Mest tydeligt i de 2 beslægtede numre “Fra sidste blok før ingenting” og “Som vinterblege kroppe skyllet op på stranden”, er der for alvor saft og kraft i lyden, der rockes muskuløst igennem, lyden er mere kantet og pågående og der er godt med smæk på guitar og trommer. Det minder mig egentlig lidt om R.E.M. når de lader Peter Buck hugge igennem og fylde godt.

“Fra sidste blok før ingenting” indeholder desuden en af mine favorit sætninger på pladen, hvor der synges om “som delebarn i udtræksseng”, det kan virker som en lille, lidt underlig tekstbrok at hive ud, men i nummeret er den enormt billedskabende og sætter en fortælling i gang. I det hele taget er det netop styrken ved den fine dansksprogede lyrik, det er temmelig mundrette tekster det meste af vejen, men samtidig er sproget og betydningen ret åben for fortolkning. Selvfølgelig gemmer der sig nok nogle konkrete fortællinger i teksterne, men der er efterladt rigeligt med plads til at man selv kan digte løs.

Stærkest, på det lyriske plan, i hvert fald for mig, står nok den rolige, næsten snakke-sungne “Og alle disse fugle”:

Og alle disse fugle
Som lander i din baggård
De synger om din afmagt
De plukker sorte fjer
Fylder hanerne med rust
Pletter dine lagner

Og så vil nogen måske tænke, “hey, sangen hedder det samme som første linje?”. Det er netop forklaringen på, at alle sangtitler lyder som indledende sætninger – det er nemlig det de er. Fremgangsmåden med at navngive sangene efter første linjer er i følge Burman “… et forsøg på at invitere ind i en fortælling i stedet for at definere en fortælling. Det står således forholdsvist åbent, hvad sangene kan handle om”. Mission fuldført!

Det meste af sangene er tilmed indspillet live, over kun 2 dage i studiet, hvorefter der er lagt lidt ekstra guitar og vokalerne på, det er nok også med til at give den tidligere nævnte følelse af liv og det umiddelbare udtryk der definerer pladen. Når det ikke lige svinger og rocker, så er der også plads til at mørkere skyer trækker ind, som på den lidt mismodige “Langs med mørke karreer”, der også indeholder en af albummets mest stemningsfulde guitarpassager. Det nummer står i stærk kontrast til et nummer som den nærmest boblende og let-svampede “Et lys glimt og et åndedrag”. Her er vi klangmæssigt over noget der nærmer sig den klassiske 70’er folk-rock eller protestsang.

Pointen er, at vi egentlig kommer godt omkring i rockhistorien med Nicklas Burman bag rattet, men det virker aldrig orienteringsløst eller rodet, bare godt varieret. Om der drønes ud af hovedvejen, eller længer ude på landet og lige meget hvor hårdt pedalerne trædes i bund, så føler man sig i sikre hænder, og ikke mindst rigtig godt selskab med Burman som chauffør.

Bare en skam turen, i hvert fald for mig, lige bliver 2 numre for lang, men vi ender stadig med en 4-stjernet oplevelse med pil opad.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Nicklas Burman på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here