Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away ***** (5/6)

0
1013
views

Nick Cave og hans kumpaner i The Bad Seeds behøver næppe yderligere introduktion. Cave har gennem en stor del af sin musikerkarriere også sideløbende arbejdet med andre udtryksformer (romaner, teaterstykker og, især det seneste tiår, filmmanuskripter), men har for nylig udtalt at sangskrivningen er det, der giver det hele mening. Det kan man høre på Push The Sky Away, den australske mørkemands 15. studiealbum. 

De samlede danske medier har allerede været ude med en række topkarakterer til Push The Sky Away, og indledningsvist vil jeg sige, jeg er enig i at det er et glimrende album. Det bedste fra Cave i hvert fald siden dobbeltalbummet Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus.

Det er også et nybrud fra Cave, der ellers på de seneste albums med Grinderman og Dig!!! Lazarus Dig!!! med The Bad Seeds har bevæget sig mere i garagerocket retning de seneste år. Push The Sky Away går i en anden retning, hvor multi-instrumentalisten Warren Ellis i flere af numrene er i centrum. Cave selv beskriver albummet som “The ghost baby in the incubator” og Warren Ellis’ loops som “its tiny, trembling heart-beat”.

Cave er gået i studiet med en håndfuld idéer som bandet har arbejdet videre med. Disse idéer er blevet til de 9 glimrende skæringer på Push The Sky Away. Vildskaben er tøjlet, melankolien og fascinationen af verdens særheder og absurditeter er i centrum, sammen med The Bads Seeds opfindsomhed i brugen af både traditionelle og mindre traditionelle musikinstrumenter.

‘We No Who U R’ er første skud på stammen af den majestætiske bøg i efterårsdragt, Cave og kumpaners album udfolder sig som. “And we know who you are/And we know where you live/And we know there’s no need to forgive” lyder omkvædet, ikke truende, nærmere melankolsk konstaterende, og Cave’s stemme bakkes op af kvindevokal. En god åbning på albummet, der også er med til at sætte standarden og stemningen.

Andet nummer, ‘Wide Lovely Eyes’, er en klassisk Nick Cave kærlighedshymne i ny indpakning og i stedet for piano, pakket ind i Rhodes, loops og kor. På ‘Water’s Edge’ får Martyn Casey’s bas en central plads, men omvikles også af Ellis’ instrumenter, mens Thomas Wydler på trommerne og Jim Sclavunos på perkussion må holde vejret mens de hele tiden ligger på kanten til at slippe deres instrumenter fri. Casey’s bas dirrer hele vejen igennem ildevarslende, mens Cave beretter om hvad kærligheden kan gøre ved drenge og piger ved vandet – “They take their bodies apart like toys for the local boys”.

‘Jubilee Street’ er første halvdel af albummets hovednummer. Det er med Cave i det bekendende hjørne, “I ought to practice what I preach” og “I am beyond recrimination”, synger han blandt andet på det majestætisk drivende nummer, mens Warren Ellis beklæder den rytmiske bund med strygere og andre effekter.

På ‘Mermaids’ er Cave både i sit lidt lumre, men også melodisk stærke hjørne. “She was a catch/I was a match/I was the match who could/Fire up her snatch” lyder åbningen fra Cave, der troskyldigt holder sin intonation melankolsk, også mens han betragter havfruerne, som er “beyond our touch/I watch and watch/They wave at me/Wave at me/Wave and slip back into the sea”. Det stærke omkvæd og den relativt konventionelle sangstruktur, selv om Ellis også her sætter et klart og eksperimenterende aftryk, gør at det er et af de lettest tilgængelig numre på albummet.

Det samme kan man ikke sige om den stærke ‘We Real Cool’, som bygges op om endnu en ildevarslende aggressiv baslinie fra Casey. Cave lægger anklagende ud og messer mod børn og tidligere koner/kærester: “Who took your measurements/From your toes to the top of your head?/Who bought you clothes and new shoes/And wrote you a book you never read?/ Yeah, you know”.

Langsomt skifter sangen karakter, selv om bassen fortsætter sit aggressive ridt, fordi Cave ændrer intonation og strygere og piano sætter ind som modspil til Casey’s bas, og Cave’s lyrik bliver reflekterende og melankolsk. “The past is the past/And it’s here to stay/Wikipedia is heaven/When you don’t remember anymore”, og i det sidste omkvæd ligger en bøn: “On the far side of the morning/Who was it?/Yeah, you know we real cool/And I hope you hear me/And you’ll call”.

‘Finishing Jubilee Street’ er meta og drøm i et, men virker samtidig også lidt som en skitse. Sangen åbner således: “I’d just finished writing Jubilee Street/I lay down on my bed and fell into a deep sleep/When I woke, I believed I had taken a bride called Mary Stamford”. Sangen fader langsomt ud og fremstår som sådan som en af de mindre markante på Push The Sky Away.

Albummets længste nummer, ‘Higgs Boson Blues’, er en udstrakt blues-rocket fortælling. “Who cares/Who cares what the future brings?” synger Cave, der lyder som om han vitterligt har the blues: “I’m tired/I’m looking for a spot to drop”, samtidig får han flettet et væld af referencer ind – til Higgs bosonen i titlen, til blues-legenden Robert Johnson, til Elvis Presley, religiøs historie, Hannah Montana og den europæiske kolonisering af Afrika: “The monkey has a gift he is sending back to you/Look here comes the missionary/With his smallpox and flu/He’s saving them savages/With his Higgs Boson Blues”. Det er klassisk fabulerende Nick Cave, i en monumentalt kontrolleret blues, der ud over de traditionelle rytmiske virkemidler også bærer Ellis’ udtryk – og igen runder Cave mørksindigt af.

“Oh, let the damn day break/The rainy days always makes me sad/Miley Cyrus floats in a swimming pool in Toluca Lake/And you’re the best girl I’ve ever had/Can’t remember anything at all”.

Som afrunding på albummet får vi den atmosfærisk klingende ‘Push The Sky Away’, hvorunder trommer og bas slår en langsom puls under Cave’s  vers. “And if you’re feeling you’ve got everything you came for/ If you got everythin and you don’t want no more/You’ve got to just keep on pushing/Keep on pushing/Push the sky away”, og som udgangen på det hele, en hilsen til dem, der mener rocken er betydningsløs: “And some people say it’s just rock’n roll/Oh, but it get’s you right down to your soul”.

Det samme gør Cave og The Bad Seeds. Når de er bedst, rodfæster musikken og Cave’s lyrik sig i ens sjæl og sniger sig ind på éns tanker. Men det er også et album, der kræver opmærksomhed for at udfolde sig. Sangstrukturerne er lidt mere knudrede, og den alternative instrumentering og Ellis’ effekter, gør at man ind i mellem får en fornemmelse af at lægge ører til et musikalsk eksperiment. Samtidig har Cave og kumpaner dog ikke givet slip på kernen i deres udtryk, og når Cave samtidig er i det mere inspirerede hjørne af sin sangskrivning, er albummet en imponerende markering fra en sangskriver og et band, der gennem 3o år har været en magtfaktor i rocken. Her formår de igen at genopfinde deres eget udtryk – og push the sky away.

Om albummet er til 5 eller 6 stjerner er svært at vurdere efter kun en uges tid i selskab med Push The Sky Away. Derfor bliver den umiddelbare vurdering på relativt konservative 5 stjerner, som dog er ualmindeligt velfortjente for numre som ‘We No Who U R’, ‘Water’s Edge’, ‘We Real Cool’, ‘Higgs Boson Blues’ og titelnummeret.

Anmeldt af Judas

Nick Cave and the Bad Seeds kan opleves på Northside Festival i juni og i Falconersalen til november.

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here