RF08: Neil Young – Orange scene, Lørdag *****

0
1103
views

Kong Rock af Roskilde

Den aldrende hippie omvendte mig med sit tordenvejr af en koncert samme sted i 2001, 7 år senere beviste han endnu engang at han regere enevældigt over dyreskuepladsen.

Hvordan gør han denne tilsyneladende evigt unge og rebelske Young?

Han har ikke den smukkeste eller stærkeste stemme i rockens rodede verden. Han er måske ikke den teknisk dygtigste til at håndtere en spade. Han er ikke umiddelbart den fødte entertainer og showman på festivalens største scene.
Men han er i den grad helt sin egen – og besidder en sjælden form for nerve og intensitet, der giver ham en dragende kraft, som gør at man er nød til at lytte!

At han så har skrevet flere dusin ubestridt udødelige rockklassikere og spiller dem som gjaldt det livet, tilføjer blot mere pondus til Neil Youngs legende status.
For ligesom at understrege hvem der sad på den orange trone en smuk lørdag aften, ankom hovedpersonen højtideligt sent og gik i gang med 15 minutters forsinkelse. Publikums begyndende utålmodighed blev dog straks vendt til tilgivelse og begejstring da han indledte audiensen med ”Love and only love” i en medrivende larmende udgave.

Allerede i andet nummer nåede koncerten et fabelagtigt højt niveau, som Neil og det mere end kompetente band formåede at holde i over 2 timer. ”Hey hey, my my” buldrede ud af højtalersystemet med en energi som var den skrevet i går – og indeholder måske flere citat venlige linjer en noget andet rocknummer?!
”Out of the blue and into the black” – fra Elvis til Johnny Rotten, fra The King til kongen af punk, passende fremført af kongen af rock.
”It´s better to burn out than fade away” – og den egenrådige canadier satte en tyk streg under at han ikke har gjort nogen af delene trods alt fra stofmisbrug til hjerneblødninger.

Og lige som man stod der ved hegnet med sine 3 liter vin på pose og troede at dette tidlige højdepunkt næppe kunne overgås, valgte kong Rock at fodre undersåtterne med ”Powderfinger”, hvor Young for alvor fik trampet løs på scene med sin karakteristiske og lettere akavede bevægelser.
Efter denne mættende indledning som gæst i Youngs castle of rock, blev man med ”Spirit road” fungerede som stabil gangbro over den orange voldgrav, ført på rundtur ud i hele det store kongerige af  evigtgyldige sange. ”Cinnamon girl, ”Fuckin´ up” og en eminent udgave af Bob Dylan´s  ”All along the watchtower” – en værdig hyldest til onkel bob, men også en demonstration af hvem af de 2 aldrende koryfærer der stadig har masser af tyngde i live nosserne!!

Selvom hovedpersonen er ren rock royalty, så har han bestemt ikke glemt sine dybe hippie rødder, som han fik luftet da koncerten midt i sættet blev styret ned i tempo med træde-orgel og akustisk guitar bårne numre. ”Mother earth” er muligvis lige lovlig 60er rørstrømsk, men hvad gør det når den stadig bliver fremført så rørende? Og for at være sikker på at publikum ikke fik alt for meget pusterum i dette sansebomberdament af en rundvisning, så blev der spillet op til den helt store fællessang med ”The needle and the damage done”, ”Unknown legend” og så perlerne ”Heart of gold” og ”Old man” fra ”Harvest”, der lyste aftenhimlen mere op end den største fuldmåne.

Det er her den Young´ske magi ligger gemt – fra den bidske og kompromisløse åbning til de følsomme og gribende øjeblikke, uden skyggen af påtagethed og det perfekte billede på hovedpersonens sammensatte og komplekse personlighed.
Tilbage til virkeligheden efter en musikalsk oplevelse der fik tiden til at stå stille foran Orange scene, ”Get back to the country” og ”Words” varslede begyndelsen på enden. De 2 timer føltes som 2 sekunder og at Neil Young på forunderlig vis virkelig formår at få tiden til at stå stille, beviste han med afslutningsnummeret ”No hidden path”, der udviklede sig til en 20 minutter lang maraton i syret guitar og sofistikeret støj.
Dermed nåede han hele karrieren og variationen af hans lyd rundt på omkring 2 timer og 15 minutter, og så tilgiver man gerne et lidt unødvendigt ekstra nummer i form af Beatles coveret ”A day in the life”, som føltes lige lovlig fejlplaceret som punktum.

”Best festival in the world” lød det fra scenen under koncerten – Best Neil young in the world tilbage herfra! Bliv ved med at være din helt egen og kom snart tilbage!

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here