Narcosatanicos: Narcosatanicos ****** (6/6)

1
2281
views

Er du typen der ønsker alle svarene serveret, så er dette album nok ikke noget for dig. Narcosatanicos drager ud på en kringlet og til tider vanvittig og svært gennemskuelig musikalsk odyssé, hvor selve rejsen virker som målet. Gør dig klar på lidt at et trippy mindfuck, der inkluderer alt fra punk, psykedelisk rock, jazz og metalliske elementer…. og, ikke mindst, saxofon.

Hvad Narcosatanicos helt præcist går ud på, eller er ude på, har jeg efter snart mange gennemlytninger af dette deres debutalbum, indrømmet, stadig ikke helt fundet ud af… tror jeg? Det er måske i sidste ende heller ikke så vigtigt, for det her falder både udenfor gængse genrekasser og almindeligt gældende musikalske “regler”. Faktisk tror jeg ikke, at bandet har læst “regelbogen”, og hvis de har, så har de tyret den ud af vinduet og ladet fantasien og talentet vandre.

Det gør også albummet til en noget diffus lytteoplevelse, og en der kræver noget indsats af en som lytter for at man ikke bliver hægtet af, når dønningerne fra det nogenlunde tilgængelige og imødekommende åbningsnummer, “Salt”, har lagt sig. For derfra og ud i de resterende 7 numre veksler musikken mellem syrede mareridtsagtige passager, hvor almindelig sangstruktur og progression opløses, og mere genkendelige genre-opkog, hvor de i indledningen nævnte elementer saves op og splejses sammen til noget nyt og anderledes. Det er kort sagt dybt originalt, det Narcosatanicos har gang i, hvilket på samme tid er albummets helt store force og det, som gør den periodevis vanskelig at rumme.

Det virker som om, at det er meningen at pladen skal nydes i sin helhed, som den skrider frem og efterhånden som man bliver suget ind i Narcosatanicos særprægede univers og dets mange facetter, er det også som om at numrene i stigende grad smelter sammen og bliver til ét langt trip. Numrene er adskilt, og nogle har også tydelige særkender, javel, men overordnet ligger de for mig i forlængelse af hinanden og bygger op til det afsluttende næsten 9 minutter lange hjernesmeltende klimaks “Halluzinationsrausch”. Titlen siger vel nærmest det hele?

Men nu foregriber jeg handlingen, for inden skal vi som nævnt ud på lidt af en rejse, en besynderlig tur der starter med musikken, men inden man ser sig om, så er denne musik blevet til et soundtrack til en tur ind i ens eget sind. En mental film, en underlig drøm, et transcenderende trip, hvad det nu måtte manifesterer sig som hos den enkelte lytter.

På “Salt” har vi, og bandet, stadig én fod plantet i virkeligheden, så længe det varer. Nummeret starter med ildevarslende forvrænget støj, inden det skramler, hakker og rusker ud af starthullerne med en art meditativ metallisk psych-rock. Vokalen er mindst lige så sær som musikken, dyb og forvrænget, med en rungende klang, som kom den op fra sprækkerne mellem gulvbrædderne eller kan høres gennem en åben dør ned til en dunkel og fugtig kælder. Alt i mens saxofonen flimrer ud og ind i lydbilledet, den er både varm og ildevarslende, og slår den psykotisk stemning, som forsætter pladen igennem, an. Man aner dog en lidt velkendt struktur og opbygning i sangen, så man ikke føler sig helt fremmedgjort, men snart tager det lurende vanvid for alvor over…

Feberen og kvalmen stiger i løbet af “Nausea”, hvor turen drejer ind på et tempofyldt psych-punket spor, instrumenterne blæser fremad som en larmende sandstorm, i mens den gale saxofon hyler om kap med vinden. Vokalen ligger lavere i mikset, til gengæld råber den hidsigt fra det fjerne, i mens man forsøger at værge for øjne og ører, så man ikke bliver både blind og døv af Narcosatanicos’ hvirvlende sandkorn. Pludselig dukker “Voodoo Jesus” op, skubber dig omkuld, griber fat om anklerne på dig, snurrer rundt og slynger dig ud i mørket. Her begynder man for alvor at miste både orienteringen og fatningen, men Narcosatanicos forsætter deres bevidsthedsudvidende lydoverfald. Éns puls stiger, sveden hagler af en og musikkens temposkift jager hjerterytmen op i det røde felt når Narcosatanicos giver deres bud på Suicide’s “Ghost Rider”. Et pludseligt hyl fra vokalen skærer igennem det kaotiske og febrilske lydbillede, og jager både en skræk i livet på mig og får mig kortvarigt hevet ud af min David Lynch’ske sindstilstand.

Den snurrende instrumentalmur går over i “Filth”, hvor filmen slår over i noget horror lignende, en masse samples der lyder som klip fra gamle b-film, som man kender det fra eksempelvis Rob Zombie, mikses ind i musikken. En stønnende kvinde kigger forbi, glas og service smadres, inden det maniske nummer bryder helt sammen i en art lydcollage, hvor det hele smelter sammen. Hjælp.

Glem det. Der er hverken hjælp eller nogen vej tilbage, eller ud. Narcosatanicos skruer igen op for den rastløse, punkede energi og smadrer igennem på den korte “Narcosatanicos”, inden vi gør holdt hos “Truckstop Prostitute”, albummets næstsidste nummer. De 6 minutter bygger på en måde op til “Halluzinationsrausch’s” afsluttende 9, så de sidste 15 minutter af albummet føles som en lang nedsmeltning og overgivelse til galskaben. Vel at mærke ens egen galskab, Narcosatanicos leverer bare lydsiden, hvilke ubehagelige og/eller udsyrede billeder og film der måtte dukke op, dem står du selv for. Om det er sidste akt i Rumrejsen år 2001, en tur i stolen i A Clockwork Orange eller Lost, eller et besøg i The Black Lodge fra Twin Peaks eller hvad ved jeg, det må du selv finde ud af ved at dykke ind i Narcosatanicos’ alternative virkelighed.

Narcosatanicos er ikke nogen nem og ligetil plade. Det er kompromisløst og på mange måder et lukket univers, som man ikke umiddelbart får adgang til uden selv at yde en indsats – og ikke mindst åbne sindet. Det er bestemt ikke for alle, jeg vil ikke engang lade som om jeg “forstår” hvad det hele går ud på, men er man først lykkes med at tage springet over på den anden side, så venter der en forunderlig rejse og venter. Og en der ændrer sig hver gang man lytter albummet igennem.

6 stjerner til Narcosatanicos for at kortslutte min hjerne.

Og der er ingen undskyldninger for ikke at kaste sig ud i det, albummet kan hentes til en pris du selv bestemmer lige HER.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Besøg bandet på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

1 COMMENT

  1. Godt nok noget af en beskrivelse! Men det jeg har hørt fra pladen er også sygt- Man får tæv på den fede måde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here