Mythic Sunship: Upheaval ★★★★★★

0
432
views

Kraut, jazz, stoner, improvisationer, kosmisk smadderrock eller anacondarock, københavnske Mythic Sunship rejser indad, ud mod stjernerne, helt tæt på og skide langt væk, på deres tredje LP, Upheaval. Årets trip.

Eller det håber jeg, for er ikke sikker på, at min hjerne kan klare meget mere, uden at den begynder at smelte og løbe lidt ud af formen. Jeg er ikke sikker på, at Upheaval bliver bedre af, at man ryger lidt magisk drage-urt mens man lytter til de 4, lange, numre der udgør LP’en – men det skader sikkert ikke!

Ikke at jeg har gjort det, naturligvis! Det ville jo være uprofessionelt… hvilket vi jo også er, så nu fortryder jeg egentlig lidt… nå, men øhhh, det har været nok for mig, i første omgang, at læne mig tilbage, lukke øjnene og rejse tilbage til festivaler indhyldet i røg og damp. Jeg inhalerede, selvfølgelig, ikke, hvilket man dog roligt kan gøre, hvad Mythic Sunships transcenderende toner angår.

Dyyyyyyyyb indånding, få det helt ind, hold den, og… PUFF, så skal vi ud at flyve. Eller svæve? Måske er jeg ude at sejle, i hvert fald ikke ude at skide? Kun lidt, men på en god måde. Musikken bølger og bruser, omfavner en, skubber en væk, lokker en tæt på igen, flirter… tager dig i hånden, man letter, giver så slip, så man begynder at falde. Men musikken når at gribe en igen, inden man smadrer mod underlaget. Eller også er underlaget blevet en stor, psykedelisk hoppeborg, som i tredje nummer, “Cosmic Rapture”, hvor tempoet er stigende, og intensiteten lige så. Hoppe, hoppe, hoppe, sjove farver og slørede konturer af noget velkendt til alle sider, indtil man letter igen og fyres ud af atmosfæren med et ordentlig tryk “smadderrock”. Kurs: Op og ud. Destination: Ukendt. Bare væk og afsted.

Upheaval føles befriet for en egentlig start og slutning, her er ingen ramme for musikken, ud over den fysiske, som LP-formatet sætter. Du kan begynde hvor du vil, træde ind i det mangfoldige og dragende univers. Bare giv slip, her er noget for “de fleste”, men selvom det er vellydende og særdeles velspillet, så er der også kanter, knaster, faldgruber og krumspring. Du kan kokse ud det ene øjeblik og få en brat opvågning det næste, når bandet for alvor skruer op for den ruskende rock.

Her er ingen vokal som anker, eller lyrik til at lede dig og dine tanker på vej, Mythic Sunship folder på overbevisende manér deres lydlandskaber og himmelrum ud udelukkende med deres instrumenter. Jeg savner heller ikke på noget tidspunkt en vokal eller på anden vis en rejseguide, selvom bandet virker koncentrerede og fokuserede i deres levering, så er det her et musikalsk frirum, som man kan gå ind i, og koble af og ud i. “Tectonic Breach” åbner sluserne, eller skubber jordpladerne til side, med en næsten 13 minutter lang omgang hypnose-rock, der suger lytteren ombord på Mythic Sunship. Det dirrer, det svajer og gynger, det slanger sig fremad, trykket stiger og inden man ser sig om, så bliver tid og rum opløst omkring en og man kan gå på opdagelse med Upheaval.

“Aether Flux” er anderledes beroligende, varm og kælende, måske er det æterkluden man lige har duppet næsen med, der gør sin gavn? Der er lidt dvask, varm sommerdag over nummeret, en psykedelisk brise glider henover ens dovne krop, mens fødderne vipper til de boblende trommer. Mythic Sunship virker også som et band, der giver hinanden plads, lader forskellige medlemmer af besætningen tage føringen og så følger resten trop. Bygger ovenpå, udvider, bakker op omkring grundidéen, der måske muterer til noget andet undervejs på turen, eller i hvert fald udvikler sig, organisk, men aldrig ude af kontrol eller retningsløst. Det er måske derfor det virker så godt, og man ikke selv mister orienteringen fuldstændig?

Alt er dog ikke fryd og gammen og en stammedans på den evige hippie-blomster mark med æter kluden dinglende for snydeskaftet. “Into Oblivion” slår en mørkere og mere ildevarslende tone an, en 14 minutter lang albumlukker, der bygger videre på det vi allerede har oplevet på turen igennem Upheaval, men skruer yderligere op for intensiteten. Det bliver mere fortættet, der er mindre ilt og mere… mørkt. Er vi kommet for langt ud? Er det bare mørket der har sænket sig over landskabet? Er det en selv der er begyndt, at ændre karakter efter rejsen indad? Måske gemte der sig noget i sindets kroge, som man ikke skulle have vækket, og i hvert fald ikke brast ind på med paraderne nede?

Hvor er vi? Hvor skal vi hen? Man begynder at snurre, cirkler mod et ukendt, ikke synligt punkt, hvor alting lader til at forsvinde? Et sort hul? Nu er man fanget af den usynlige tyngdekraft og kan lide så godt opgive, at kæmpe imod og blot håbe på, at der venter noget på “den anden side”…

Mythic Sunship fortjener topkarakter for denne udgivelse, om ikke andet af den helt simple grund, at jeg ikke kan se hvordan man skulle kunne gøre det her meget bedre indenfor rammen. At den ramme så sprænges indefra, det er en oplevelse som jeg kun kan anbefale at man udsætter sig selv for.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here