Mørke kræfter i Dødsmaskinen : Reportage fra Ungdomshuset d. 12/3

0
963
views

Ungdomshuset lagde lørdag aften lokale til en omgang brøl fra undergrunden, både den lidt skingre og højstemte slags og nogle der lød som om mørket blev opslugt, gurglet, smagt på og spyttet ud igen.

Først og fremmest, der står reportage øverst, så dette er ikke en almindelig anmeldelse – og lever på ingen måde op til den standart af anmeldelser vi normalt tilstræber at levere. For undertegnede var nemlig på druk og dansetur med redaktionens loyale sidekick, Mongo.

Så der var dømt masser af bajere, både før og under koncerterne, men ikke efter. Da skulle vi fandeme hjem! I den forbindelse raincheck’er jeg lige Demon Head, der efter vores kalkulation ville være færdig på den anden side af klokken 2 lørdag nat, sådan som tidsplanen var skredet frem. Det er efter min selvpåførte curfew, for klokken 2, da skal jeg sgu’ simpelthen ligge i min seng under normale omstændigheder, hvis jeg skal være noget for nogen dagen efter – og det er der nogen der insisterer på jeg skal! Needy little bastard.

Så Demon Head blev der ikke noget af denne aften, men de overlevede nok også uden os, for der var stadig pænt pakket i Dødsmaskinen, Ungdomshusets lille bar-lignende koncertrum hvor koncerterne blev afviklet denne aften, da vi trak ud i natten. Denne såkaldte Dødsmaskine har sin helt egen, lad os kalde det “rustikke”, charme. Stedet er rimelig ramponeret, og så fornærmer jeg vist ikke nogen? Rammerne er intime, rå og nedbarberede hvad stort set alt angår, men der er alligevel en rar varme og hygge over stedet, der gør at man føler sig i underligt trygge rammer, når man opholder sig derinde. Som en lille beskyttet hule eller rolig oase, i den ellers kolde og golde forstad.

Hvor rammerne er hyggelige og inviterende, ditto for øl-priserne og et generelt kvikt bar-personale, så har jeg altid syntes at stemningen blandt en del af publikum i Ungdomshuset er lige lovlig ekskluderende og selvtilstrækkelig, i forhold til hvor open minded og inkluderende man ellers skulle formode stedet så sig selv som. Det er ikke for at hænge nogen ud, det kan også være lige den publikumssammensætning der har været de gange jeg har været der, men jeg synes det måske var noget man kunne have in mente, hvis man nogensinde skulle kigge lidt indad?

Jeg følte mig ikke uvelkommen, men heller ikke modtaget med åbne arme, mere noget i retning af “vi accepterer din ret til at eksistere, men regn ikke med vi lige gider træde et halvt skridt til siden, hvis du signalerer du gerne vil forbi eller kigger os direkte i øjnene”. Aftenens kommentar går forresten til vedkommende der hånligt, og med lige tilpas foragt i stemmen, slyngede følgende ud, da jeg kom ud fra toilettet og begyndte at møve mig tilbage til Mongo’en: “Nå, der kommer en af kød-drengene”. Det synes jeg sgu’ var meget morsomt, og meget sigende. Om alle involverede parter. PS: Senere på aftenen fik jeg et kick ud af at købe 3 brød med tarvelige pølser på Q8 tanken i nærheden, og gå rundt med 2 af dem i en åbne pose i tasken – bare for at sprede lidt hygge-duft. Velbekomme!

Musikalsk blev aftenen skudt i gang noget forsinket ved 22.30 tiden, da Encyrcle fra Odense endelig indfandt sig på den lille scene. Lad mig lige tilføje, at det er lidt vanskeligt helt at yde de optrædende fuld retfærdighed, rammerne ER rustikke og lidt primitive, det giver naturligvis en råhed og en meget direkte og ufiltreret oplevelse, men det er måske ikke de ideelle musikalske rammer for alle bands. Lyden er sådan set, efter omstændighederne OK, det er også begrænset hvad man kan forvente med det skrabede set up, men lige så snart et band med en bare lidt sofistikeret lyd, eller en der lever på at kunne få noget tyngde og fylde i lydbilledet, så halter det lidt.

Således også for Encyrcle, der spiller en slags gammeldags, næsten tysk-klingende speed metal, med elementer fra thrash og mere storladne udflugter. Det er faktisk på mange måder så gammeldags og umoderne som det kan blive, at det på en måde føles helt autentisk og frisk, i sin egen naivisme og søgen tilbage til nogle rødder, der begyndte at vokse engang tilbage før Murens fald. Og Encyrcle spiller super fedt, stramt og har fuldstændig styr på genrens konventioner og virkemidler, helt ned til deres high pitched skrigende frontmand, der hurtigt fik luftet sin ganske imponerende lungekapacitet, rørene i systemet, Ronnie James Dio garnet og nitte “underarmsbeskytterne”.

Langt hår über alles, tynde, men kraftfuldt spændte kroppe, fuld fart frem og ud over de ellers skamredne stepper, Encyrcle har allerede rigtig mange ingredienser til cocktailen. MEN, de mangler lige det allersidste og nok så vigtige, nemlig nogle bedre sange. Kort og godt. Der skal arbejdes på, at få samlet trådene i musikken bedre, stramme til, sy sammen og se om man kan få trøjen til at passe bedre ved at sy den lidt ind.

Jeg hører især et band, hvor mellemstykkerne til tider er suveræne, med fede guitar-passager og gode opbygninger til det der skal følge efter. Men så mangler der måske lige et stærkt omkvæd? Eller en form for forløsning, der kan matche den fornemme opbygning, eller bare en lidt mere mindeværdig melodi at hænge det hele op på. Kort sagt er der en masse fede delelementer, men jeg synes det samlede udtryk mangler den sidste finesse, justering eller et kvalitetsløft så hele pakken bliver så indbydende, som visse enkeltdele egentlig signalerer.

En på mange måder sløret aften i Dødsmaskinen!
En på mange måder sløret aften i Dødsmaskinen!

Ventetiden til Slægt var klar til at gå på, var heldigvis ikke så lang som optakten til Encyrcle, men vi nåede da lige at strække ben, hive lidt frisk luft og, høfligt, snige os tilbage på “vores” plads inde i Dødsmaskinen, inden de unge herrer indtog scenen.

Se, faren ved et band som Slægt, og det forhåndsindtryk jeg har dannet mig af dem og deres musik er, at de nærmest ikke ville kunne leve op til det billede jeg har fået etableret i min egen lille verden. Jeg har nemlig været komplet blæst bagover af deres forrygende mini-album, Beautiful & Damned, siden det udkom i slutningen af 2015. På den udgivelse præsenterer de en sammensmeltning af black metal, heavy og noget mere klassisk rocket, som jeg ikke syntes jeg havde hørt før, leveret knivskarpt, med fremragende produktion og lyd, der får alt det rigtige frem i gruppens lyd. Den kan ikke genskabes, eller matches live, og slet ikke i disse rammer. Derfor er og var det også en lidt anden side af Slægt og deres ellers massive og majestætiske lyd, som kommer frem live.

Nuvel, således er live situationers vilkår af og til. Og Slægt live er, trods at være et anderledes og mere lydmæssigt skrabet bekendtskab end på plade, lidt af et bæst. Faktisk minder det mig, uden sammenligning i øvrigt, lidt om Solbrud. Musikalsk er der ikke så mange lighedspunkter, ud over begge bands dypper snablen og suger lidt fra den klassiske black metal, men energien og udtrykket er vidt forskelligt, men oplevelsen af springet fra studieindspilning til koncert er lidt ens for mig. Jeg skal lige finjustere lytteapparatet og få mine forventninger tilpasset omgivelserne, og så kan jeg ellers blive suget ind.

Med alle disse forbehold pakket lidt væk og personlige udfordringer og justeringer af det ene og det andet på plads, så blev det kraftedeme tid til at “Move In Chaos”. Hvor er det dog et helt igennem heftigt medrivende og fantastiske nummer, med et uimodståeligt drive og en fremdrift som et førerløst godstog der bare buldrer frem på skinnerne, ud i den mørke nat, uden at man ved hvornår det afspores eller brager ind i noget. Det er ikke under “Move In Chaos”, der er så god, at bandet valgte at spille den 2 gange. Som andet nummer i sættet og som noget der mindede om et ikke helt planlagt ekstranummer – eller også var øllerne bare ved at vise deres effekt på de herrer her?!

Jeg slås lidt med mig selv om, om jeg synes “Move In Chaos” eller titelnummeret fra Beautiful & Damned er bandets bedste skæring, live oplevelsen gav (igen) ikke noget entydigt svar, men det er jo også ren luksus for et band at have ikke blot et men to numre af den kaliber på sætlisten. Ikke at de resterende numre, hvor jeg formoder nogen var af ældre dato (? sorry, har ikke haft tid og mulighed for at dykke ordentlig ned i bandets bagkatalog endnu), havde meget at skamme sig over i en direkte sammenligning. Det korte af det lange: Slægt har, som sagerne står nu, et stærkt og godt sammensat sæt med masser af pondus!

I sin anmeldelse fra When Copenhell Freezes Over fra Atlas i Aarhus, var kollega Troels-Henrik knap så imponeret. Han kunne vist ikke høre noget nyt eller decideret ophidsende ved Slægt og deres lyd. Det er sådan set fair nok og måske et spørgsmål om referenceramme, hvilke elementer man hører og ser, vælger at fokusere på, personlig smag og alt muligt andet. Måske ER Slægt’s byggesten ikke ligefrem nye og banebrydende, men for mig et udtrykket og det færdige produkt dog et frisk pust, selv om der også er noget meget velkendt over deres lyd og fremgangsmåde. Men for mig bliver genkendeligheden i den samlede pakke ikke ensbetydende med, at vi er ude i noget bedaget eller gennemtærsket, tværtimod faktisk. Og så er de bare, i mine ører, pissegode til det de gør og har valgt at være!

Hvilket bringer mig frem til humlen ved det hele, jeg synes Slægt er klar til næste trin på stigen, hvis de vil. Klar til, ligesom Solbrud (beklager sammenligningen igen), at kigge lidt op fra undergrunden og se hvor stor verden er og hvor langt talentet rækker. Bandet har allerede fået lidt vind i sejlene med noget hype i metalmedier rundt omkring, nå ja, også fra mig selv jo sådan set, jeg puster gerne lidt med hvis det kan nytte noget i det store billede, og denne hype er velfortjent i min optik. Nu skal vi bare have de lidt bredere medier, større spillesteder og nogle festivaler med på den galej.

Ungdomshuset og Dødsmaskinen er et besøg værd, hvis du vil give dig selv en råt for usødet oplevelse på flere punkter, og de præsenterer ofte nogle virkeligt spændende undergrundsnavne, både de spirende og rådne af slagsen, i passende rammer. Bare husk, at have lidt kød i tasken og se ud som om du ikke helt passer ind for at få den fulde oplevelse. Ej det er bare fis, I kan godt tage det, ikke?

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here