Mojave Desert Rebels: Through The Fire (EP) ★★★★☆☆

0
1349
views

Efter godt to års radiostilhed, er ørken-rebellerne tilbage med nye toner, og der er i den grad nyt under den bagende ørken sol.

Sidst man hørte fra Mojave Desert Rebels, var da bandet udgav deres debut EP High Class Clown. EP’en fik en række gode anmeldelser med på vejen, især for bandets rå levering af ufortyndet rock og deres forkærlighed for 70’er og 80’er hårdrock.

Nu er bandet så tilbage med endnu en EP, nemlig Through The Fire, men hverken besætning eller lyd er den samme. Den oprindelige forsanger Martin Bentø valgte i april 2014 at forlade bandet. Det gav plads til bandets nye forsanger Gustav Bildsøe Lassen, der udover at tilføre en ny vokal, også har trukket bandets lyd i en lidt anden retning. Om det lige er hans fortjeneste alene tvivler jeg på, men lyden er så absolut blevet en kende mindre rå, og mere melankolsk, men stadig med hårdtrockende tendenser.

Ydermere er der i forhold til debut EP’en, mere “hjerne” på Through The Fire, med det mener jeg at der på debuten var dømt mere 1,2,3,4-udover-stepperne-rock, hvor der hovedsageligt blev spillet med musklerne. Through The Fire er på alle måder mere rafineret, både i lyd og sangskrivning, og tilgangen af Gustav Bildsøe Lassen’s vokal, hiver bandet op på en højere hylde.

Eksempelvis på “Let Go”, hvor der er skruet godt ned for både tempo og volume, og hvor ørken-rock tendenserne stort set er forsvundet. Her er vokalen i fokus, og resten af bandet holder sig i skindet, og leverer en tilbageholdt og uhyre kontrolleret indsats. Sammenholdt med en velkomponeret sang og et stærkt og catchy omkvæd, er vi her mange ørken-kilometer fra indholdet på debuten, hvilket langt fra er en dårlig ting, det er her alt går op i en højere helhed. I min verden er der ingen tvivl om at “Let Go” er EP’ens højdepunkt, her rammer bandet helt klart noget specielt og originalt, og, hvis det stod til mig, en stil de burde forfølge.

Når det er sagt, er EP’en på alle 4 pladser stærkt besat. Eksempelvis åbneren “Sleepwalker” har jeg haft fornøjelsen af at have rumsterende i mit hoved i godt 3 dage, og det er skam også en god “hakkende” rock sang. Den besidder rigtig fine melodistykker og et omkvæd, der sidder lige i skabet. Man kan ikke undgå at rocke med.

“Wings Of Revolution” fortsætter i samme spor som “Sleepwalker”, dog er verset her det mest mindeværdige, og der er dømt mere ordinær ud-af-landevejen-rock. Det er slet ikke skidt, men heller ikke en sang der rammer mig synderligt. Det sammen kan jeg sige om “The Desert Song” der lukker EP’en. Her er der, ikke overraskende, dømt tada, ørken-ish rock, med Jon Bon Jovi-på-en-klippe-i-lædervest-intro und alles. Her er verset ligeledes lige i øjet, men sangen falder i kvalitet i omkvædet, det bliver en kende for ordinært. Dog stadig en fin rock-basker.

Det er helt sikkert når bandet skruer ned for volumen og hårdheden, at de er bedst. Og med tilgangen af en leadvokal af høj klasse, og et generelt upgrade på sangskrivningen i forhold til debuten, er bandet på rette spor. Men hvilket? Det melankolske? Det hårdtrockende? Eller en blanding som nu, som ikke helt er doseret perfekt, og hvor den famøse røde tråd er umådeligt tæt på at briste et par gange undervejs på EP’en, og kun bliver holdt sammen, ved hjælp af forsanger Gustav Bildsøe Lassen’s stærke og unikke vokal?

Jeg ville personligt gerne høre en håndfuld sange i samme dur som “Let Go”, hvor der er skruet op for melankolien frem for larm og hårdhed. Dermed ikke sagt at sangene med mere fart og larm ikke er gode, men de er bare ikke i samme liga som eksempelvis “Let Go”.

Med to rigtig gode sange, og to der er en anelse over middel, smider jeg 4 store stjerner efter Through The Fire og rebellerne fra Mojave Desert.

Hør Through The Fire via bandets Bandbase HER.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here