Torsdag var Spil Dansk Dagen og Århus har faktisk stort set hele ugen haft forskelligt koncertfokus på danske navne. Derfor gav det også fint mening at de to dansksprogede, poetiske bands Maskinvåd og Mellemblond var booket på Radar til en fin lørdag aften.
Radar var langt fra fyldt, hvilket måske netop er en konsekvens af det fine udbud i byen – måske at bandsene, til trods for fint airplay hos DR for begge, for mange nok er lidt ukendte.
Maskinvåd ★★★★☆☆
Maskinvåd er et band, der er på én gang er enormt nemt og enormt svært at anmelde: For hvis man vil anmelde dem på deres egne præmisser og ikke drage sammenligninger med allerede eksisterende bands, så kommer man på arbejde.
Jeg er en doven anmelder og vil ikke danse rundt om den varme grød: Maskinvåd lyder i næsten overdreven grad som TV2 eller glimtvis Lars H.U.G. Bandet består af guitarist/forsanger, keys/saxofon, bas, guitarist og trommeslager. Og hele deres sæt igennem spiller de præcist, velkomponeret og dygtigt med god lyd og dermed også mulighed for at det mest centrale står krystalklart: Forsangerens vokal. De danske tekster lægges altså oven på en super tight bund.
Det er tekster med tung metaforik og hvor TV2 måske prøver at spidde vores alles småborgerlighed, så virker Maskinvåd til at fokusere teksterne mere indad – de bliver måske endda personlige?Uanset hvad så leveres de energisk af forsanger Mathias Winther Kjeldsen, som formår at balancere mellem at være stage cool og nærværende overfor publikum. Det bliver også til lidt kokette dansetrin og hånddans, når ikke guitaren bliver betjent.
Bandet ser lidt sjovt ud, hvor flere har spraglede skjorter – og én en udvasket T-shirt på, men det gør egentlig ikke så meget, da den slags detaljer ikke har indflydelse på lyden. Koncerten som et hele taber dog lidt pusten hen mod slutningen og selv om det både er fascinerende og interessant at høre et band, der minder så meget om et andet, så hænger der lidt et spørgsmålstegn over hvor vidt der er tale om tyveri – eller originalitet.
Under alle omstændigheder så tænker jeg, at det ville være klædeligt hvis bandet trådte lidt mere i karakter og fokuserede mere på de numre, der i mindre grad lægger sig i slipstrømmen på en H.U.G/Brandt.
At opleve Maskinvåd var en virkelig god oplevelse, og man kan sige at om ikke andet, så giver det mulighed for at man på klubniveau kan møde en TV2-inspireret lyd – uden den alt for bøvede folkelighed, da denne er erstattet af charme og nærhed.
Nogle vil måske netop fokusere på TV2/Lars H.U.G.s folkelige bøvethed som inspiration. Det vil være synd, for dermed går man glip af Maskinvåds kvaliteter – og både TV2 og Lars H.U.G. har da fået voksne mænd til at græde. Tårer blev det ikke til på denne lørdag aften, men derimod en velspillet koncert af Maskinvåd.
Mellemblond ★★★★☆☆
Mellemblond indtager derefter scenen i et setup med bassist, guitarist/forsanger, trommeslager og keyboardspiller.
Mellemblond har lavet nogle virkelig, virkelig fine plader og teksterne fylder om muligt endnu mere for Mellemblond end Maskinvåd. Desværre har Mellemblond ikke formået at skabe samme klare lyd til trods for brug af backtracks, hvilket desværre får den konsekvens at vokalen ikke går helt så klart igennem.
Det er lidt synd, men på den måde er Mellemblonds æstetik noget mere sfærisk og drømmende, så det kan endda være, det er meningen. I hvert fald bliver der kørt godt på med chorus og ekko på guitaren, og vokalen går nok heller ikke helt fri.
Forsanger Kristoffer Munck Mortensen har også et lidt introvert udtryk og fokuserer blikket på et punkt over publikum, mens der heller ikke tales alt for meget mellem numrene.
Bandet har nogle fantastiske sange, men selv et radiohit som ‘Ryster’ leveres uden megen energi og kommer aldrig helt derop, hvor pladen indikerer at det kunne være. Ærgerligt nok, for metaforikken passer perfekt på efteråret som havde budt på endnu en smuk dag.
Trommeslageren har også en lidt kollage-agtig tilgang til sit spil, hvilket både er interessant og virker lidt som fejl af og til. Den generelle stemning er altså, at Mellemblond fremstår som en halv-flad oplevelse – de spiller OK og teksterne er også stadig gode – men der mangler nogle procent.
Disse procent giver de til gengæld i de mere stille numre, hvor lyden ikke supper rundt og det hele bliver lidt mere enkelt: Der bliver Mellemblond forførende og smukt på en måde, jeg nok havde håbet at bandet kunne levere igennem en hel koncert. Der bliver simpelt hen ikke ruttet med nærheden – men når den er der, så rammer den også!
Hvor der ingen tvivl var om hvad man kan sammenligne Maskinvåd med, er Mellemblond mere sin egen. Men bandet svinger fra en fin Olesen-Olesen-naivitet til langt mere poetisk inspirerede ting som for eksempel Superjeg.
Det var desværre en lidt uforløst koncert på Radar – men samtidig var de glimt af genialitet i de stille numre et stort, stort plus.
Derfor vil jeg kvittere med 4 stjerner.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
