Melba Vision: The Kids & The City (EP) ★★★★☆☆

0
947
views

Melba Vision kalder selv deres musik for “eksperimental rock”, og det er egentlig en meget dækkende, om end lidt diffus betegnelse for det de leverer på denne 6 numre lange EP. Det er både lidt dansabelt, alternativt rockende og har en snert 90’er stemning og klang over sig.

Først og fremmest er The Kids & the City, de mange brudstykker af genrer taget i betragtning, en dejlig homogen og lyttevenlig lille størrelse, der flyder ganske ubesværet og behageligt fremad med et godt solidt drive igennem de lidt over 20 minutter den varer. Bandet virker sammenspillet og yderst kompetent, vokalen er måske ikke den stærkeste jeg har hørt over en hel udgivelse, men til gengæld klæder dens klang musikken virkelig godt og lyder som en velintegreret del af lydbilledet, så det er ikke en jeg ville pille ved. Kan også være det bare skyldes personlig smag.

Bandet lægger fra land med det der nok også er The Kids & The City’s absolutte højdepunkt, “Moments You Can’t Feel”. Den pumpes fremad af Muse’sk klingende bas, luftig guitar og en energisk melodi, vi er lidt ovre i det danse-rockede, som er nærmest umulig at sidde stille til. Uden at det dog virker forceret eller påtrængende, der er bare noget elementært medrivende over sangen, ikke mindst dens 90’er pop-rockede omkvæd – om du vil eller ej, så synger du med, med det samme.

Efter denne glimrende start når vi opløftet og med et smil på læben hen til “Blinded By Cars”, der indledes med noget simpel synth af en art med en mekanisk hakkende vokal hen over. Det antager faktisk nærmest sådan et 80’er futuristisk skær, inden nummeret rigtig skubbes i gang. Vi er stadig i det tempofyldte og energiske hjørne, men lidt mindre medrivende og med en grundstemning der virker en kende mere distanceret og kølig. Halvvejs igennem sangen vrider Melba Vision gashåndtaget i bund og vi får et stykke med fede guitarudladninger, det skal jo ikke være dans det hele!

På “The Trip” læner bandet sig lidt mere tilbage i sædet og lader musikken cruise lidt, atmosfæren bliver mere svævende, men stadig med en følelse af fremadrettet bevægelse. Det er altså en af bandets helt store forcer, at man hele tiden føler at der er bevægelse og fremdrift. Dermed ikke sagt, at det er forkert at bremse op og lade musik simre, men den stil Melba Vision har valgt kræver altså en fornemmelse af bevægelse for ikke at føles lidt statisk og mekanisk – det klarer de virkelig godt. Efter “The Trip” fader ud når vi frem til et af de numre jeg ikke er helt solgt på, nemlig “Fire Fire”. Der er ikke så meget at sige til det, den fanger bare ikke rigtig min opmærksomhed og interesse, men chikanerer mig heller ikke, selv om dens lidt cirklende dansebevægelser momentvis virker en smule enerverende. Men så er det heller ikke værre, lad os elegant hoppe videre.

“Make It Okay” overrasker især med en noget anden, og dybere, klang på vokalen, er der mon tale om en gæstevokalist? Jeg er ikke helt sikker, for pressemateriale er der ikke skyggen af, men hvis der er tale om samme forsanger som på de foregående numre (og det tror jeg egentlig det er), så var det måske værd at overveje, at bruge den vokalklang lidt mere hist og her fremover? Variationen er kærkommen. Den snurrende let Muse-klingende bas er tilbage, og det samme er det catchy element, som var lidt fraværende i de to foregående numre. Det er et nummer af den slags, hvor der langsomt bygges op og bygges ovenpå, omkvæd er der ikke meget af, men nummeret skruer uimodståeligt op for den mest fængende del indtil det hele peaker i noget der virker som et forlænget omkvæd. Man tænker hurtigt, “oh, I know where this is going” og har en klar idé om hvad bandet er ude på, men alligevel er man med på legen. Godt klaret!

“The Station” lukker og slukker The Kids & The City, det elektroniske element der hele tiden har vibreret lidt i understrømmen af EPen ligger nu næsten og skvulpe-tøffer på overfladen. Guitaren får lov til at indie-rock stene lidt luftigt for sig selv, i mens vokalen får plads og rum til at folde sig ud. Her er det så vi nok har lidt forskellige opfattelser af, om det er en brandgod idé. Jeg vil ikke sige det lyder dårligt, for nummeret har et eller andet over sig der suger mig ind i det, men jeg synes heller ikke det lyder rigtig godt. Det har en moderat Brian Molko/Placebo klang over sig i krogene, det er bestemt ikke en dårlig ting i mine ører, og nummeret kan helt sikkert noget. Det virker bare som om det kunne være endnu bedre med lidt tweaks, men igen, that’s just like my opinion, man….

Melba Vision har styr på sagerne, virker både modne, sammenspillede og som om de netop har en vision for hvad de vil med deres musik. Deres bedste numre er virkeligt godt og umulige at modstå, deres knap så gode falder aldrig helt igennem, men blegner blot lidt i skyggen af de bedste. Bandet står listet som “unsigned” på deres Facebook, medmindre det er et bevidst valg fra deres side, så virker det lidt utroligt, for Melba Vision har en samlet pakke der burde kigges lidt nærmere på. En pakke der på The Kids & The City får 4 solide stjerner for det samlede indtryk, med pil meget opad for udvalgte numre.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here