Mason League: Mason League EP **** (4/6)

0
1244
views

Århusianske Mason League bringer jazzede balkan-rytmer til smilets by, på en EP der strutter af energisk spillelyst og masser af passion. En genrecocktail der både smager af tilrøget jazz-lounge fra 1920’erne og en svedig rockklub anno 2013.

Århus tilsmiles af masser af fed musik fra undergrunden for tiden, det er måske ikke 70’erne og 80’erne om igen, endnu, men mit smil stivnede brat da jeg så Mason League’s beskrivelse af deres egen musik. De kalder det kækt for “Jazz N’ Roll”: Passioneret rock, harmoniske drømmesug og hæsblæsende jazzrytmer, med undertoner af Balkan, punk og klassisk.

Jeg har aldrig været en Jazz-cat, jeg er bevidst om og respekterer genrens enorme betydning for udviklingen af tidlig rock ‘n roll, og de dygtige musikere der behersker genren, men det er ikke noget jeg normalt gider lytte til. Og jeg kan ikke fordrage, og næsten ikke tolerere, Balkan-musik – især den afart der er dukket op de seneste 10 år, som blander rock og balkanrytmer. Det giver mig stress!

Så udgangspunktet for et venskab mellem Mason League og mig var bestemt ikke det bedste, men i de situationer må man huske sit hjemmestrikkede “anmelder-løfte”: Al musik fortjener at blive hørt på dens egne præmisser, og kan jeg som udgangspunkt ikke lide genren, så må jeg forsøge at pakke mine forbehold/fordomme væk og tilstræbe at give det et objektivt lyt.

Det gør så, at der er blevet lyttet endnu mere intenst til denne EP end normalt, for at få skrællet lagene af og se hvad der gemmer sig. Mason League lever op til min største frygt ved, at fræse ud på det østeuropæiske fusionsdansegulv med den hæsblæsende “Self Destructive Race””, som straks får min krop til at forsøge at finde selvdestruktionsfunktionen. Da en sådan ikke er indbygget i model 1979, så tvinges jeg til at pakke panikken væk og lytte videre. Og søreme om musikken faktisk er ganske inviterende og inkluderende, frem for frastødende, når jeg lige får ro på stresssymptomerne.

Susende rock-intro, der går over i den første forsmag på det jazzede element i Mason League’s genre-opkog når vokalen sætter ind – så der er mulighed for at få rystet balkan-benene og jazz-knipset samtidig allerede fra start. Nummeret har et solidt drive, det går hurtigt udover balkan-stepperne, men ikke så hurtigt at man føler sig hægtet af. I steppernes ophvirvlede støv dukker der en tekst op, som afslører at det hele ikke bare er fart, fest og farver, men at Mason League rent faktisk har noget på hjertet. I dette tilfælde en anti-krigssang, hvilket jo altid er velkommen:

We’ll live with the murders they say
I’m just tired of reading about new innocent victims every day

Enkelt og ligetil, århusianerne ønsker ikke at “…be part of a self-destructive race”, musik har, så vidt jeg ved, endnu ikke stoppet nogen krige, og der er også risiko for at det velmenende budskab drukner i de dansevenlige rock-rytmer. Men bare det at have et budskab, og ikke kun form frem for indhold, er altid et plus i min bog. Og når blandingen af genre tilmed hænger så fint sammen som på “Self Destructive Race”, så overgiver genre-racisten hér sig gerne.

I løbet af den efterfølgende “Little Voice” når bandet fra både mere tilbagelænet swing-rock, over klassisk klingende tangent spil, til saxofon og andet trutteri. Bestemt ikke lige en blanding for mig, og den små-skizofrene tekst kan jeg heller ikke lige helt afkode, imens mine fingre små-stresset tapper på bordkanten, men det er velspillet og hænger sammen. Mason League, selv når de ændrer tempo og instrumentering, har en fint sammenhængende lyd, og lader til at have en klar vision for bandets klang. Det kommer måske af at bandet har spillet sammen siden gymnasietiden, der nu ligger fem år tilbage. Ikke at mange år i samme band nødvendigvis giver et godt resultat, men Mason League virker som en sammentømret enhed – og det svinger sgu for dem rent musikalsk, også de steder der ikke umiddelbart tiltaler min smag.

“Change” sparker tempoet gevaldigt i vejret igen, melodi og vokal bliver nærmest rablende manisk . Det er selvsagt noget der stresser mig en smule, men den dirrende og febrilske stemning der gennemstrømmer nummeret bakkes dog fint op at teksten, og understreger nødvendigheden af den “change” der synges om:

Everybody’s trying to get away from you
Will anybody notice when you tell the truth?
You’ve been planning it all so well, but then it didn’t work out
And finally the little voice made you wander around with a shout: Change!

Den deliriumramte vokal er også noget der skiller sig ud hos Mason League, måske ikke “skøn og flot” i klassisk forstand, men uhyre effektiv, og de små knæk og udflugter med stemmebåndet, der er spredt ud over EP’en, fungerer bare godt for det fem mand store bands lyd. “Change” er samlet set en potent og sprængfarlig lille rocket håndgranat, der detonerer over 3 intense minutter.

De medrivende jazz n’ roll løjer fra Mason League rundes på EP’en af med “Groovy Grape”, hvor det for alvor får lov til at blive lidt løssluppen og gakket. Vi jazz-swinger den i gang med sætninger som:

I get this funny feeling every time I eat this fruit
Maybe because the fruit really is a strange solute
That I got from a stranger, or was it my friend or brother?
Or maybe it was this beaver who claimed to be my grandmother

Mere jazz-hash, anyone?

Vanviddet begynder også at bryde igennem på vokalen, imens musikken lever op til sangtitlens “groovy”, der bygges ihærdigt op, og det hele ender med skrålen der lyder som Tom Waits, der har skyllet en sort jazz-musiker ned i svælget sammen med den sidste sjus. Dejligt skørt.

Mason League formår på disse fire numre, at gøre de fleste af mine fordomme til skamme. Jeg er måske ikke ligefrem blevet omvendt, men nok til at kunne høre de åbenlyse kvaliteter i gruppens musik. Når de giver den gas er det energisk, hæsblæsende og smittende, når de sætter tempoet ned, så svinger og “groover” det i lige så overbevisende grad. Det overordnede lydbillede hænger godt sammen, og vigtigst af alt, lige meget hvilket tempo Mason League opererer i, så er det medrivende og veludført.

Der er sgu swing i smilets by, jeg smiler tilbage med 4 stjerner, og en klar anbefaling hvis man er til genren(e).

Anmeldt af Kodi

Besøg Mason League på Facebook, hvor du også kan lytte til EP’ens numre

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here