GFR Fokus: Manic Street Preachers arbejder på nyt – tag med på en tur ned af den walisiske memory lane

0
745
views

Den walisiske trio har haft en omtumlet karriere med mange op og nedture. Nu har de annonceret at de arbejder på deres 11. studiealbum.

Forsanger James Dean Bradfield har fortalt til Bang Showbiz (oversat af Gaffa) at: “Jeg prøver at finde et godt ord til den næste plade…. Den er ikke rodet som [2004- albummet] Lifeblood, som var usammenhængende, og som ikke havde meget livsblod i sig. Faktisk var det meget blodfattigt. Jeg tænker, at vi har skabt noget meget bedre denne gang.”

Sidst vi hørte fra Manic Street Preachers var op til jul sidste år, hvor de smed deres andet opsamlingsalbum på gaden efter Forever Delayed (best of fra 2002), nemlig singleopsamlingen National Tresasures – The Complete singles. I den forbindelse lyttede jeg hele herligheden igennem, ikke med henblik på en regulær anmeldelse, det er jo en art greatest hits, så man måtte formode materialet var i orden, men for at se på om den var en investering værd som julegave.

Denne gennemgang overlevede aldrig vores transformation fra bøvlede Facebook tekstbehandlingsprogrammer til gfrock.dk, men nu har jeg gravet den frem fra gemmerne. Så i anledning af ventetiden på den nye plade, den glade juletid og muligheden for at snakke om et af mine favorit bands, følger her en tur ned af memory lane via deres imponerende bagkatalog af singler.

Manic Street Preachers “National Treasures – The Complete Singles”

Jeg har altid haft en svaghed for de walisiske gadeprædikanter, men de har aldrig gjort det nemt for de brede masser at følge dem. De har altid haft en karakteristisk lyd, især i kraft af forsanger James Dean Bradfield’s letgenkendelige og uforanderlige vokal, men stilmæssigt har de været svære at få helt styr på. De har vekslet mellem at spille nihilistisk punk, stadion poprock, arbejderklassehymner, radiovenlig rock, storladen klassisk rock og mange andre afstikkere. Det har dog næsten altid været med fokus på  meget litterære og intellektuelle tekster eller referencer, og venstreorienterede politiske paroler – når de ikke lige af og til er faret lidt for vild i radiopop-land.

Det er derfor også tilfredsstillende, at vi her på National Treasures, får smagsprøver på lidt af det hele, med et blik ud over karrieren. Det er lidt rodet til tider på grund af de mange stilskift, men det er Manic’s på godt og ondt. De, der påstår at “de lyder altid ens”, tager fejl – de har faktisk et meget varieret udtryk, men også et, der kan være ret forvirrende og nærmest rastløst at lytte til.
Ofte har det resulteret i fremragende singler, men lettere usammenhængende albums, som det kan være frustrerende at lytte til i længden. Så en opsamling som denne, er faktisk en glimrende måde at nyde bandet i mindre bidder på. Ikke at de ikke har udgivet nogle glimrende albums, men også mindst lige så mange middelmådige eller ufokuserede.

Titlen lyver dog en smule. Ikke alle deres singler er inkluderet, undladt er blandt andet deres allerførste single “Suicide Alley”, og en række limited edition singler. Men ellers får man hele herligheden, fra den punkede “Motown Junk” fra 1991 frem til den nyeste single “This Is The Day”, der blev lanceret samtidig med opsamlingen.

Bandets karriere kan groft sagt opdeles i to halvlege, den første afsluttes i februar 1995, da den plagede guitarist Richey Edwards parkerede sin bil ved Severn floden, og ikke siden er blevet set. Edwards stod i Manic’s første år for en stor del af teksterne, og var ikke mindst i en kortere periode posterboy og yndlingsstof for den hungrende britiske musikpresse. Edwards var således en vigtig del af bandets debutalbum, og hovedværk, Generation Terrorists fra 1992, der kastede hele seks singler af sig og sikrede bandet et massivt gennembrud. Singlerne, som naturligvis alle er at finde her, er også virkeligt gode, især den noget aparte “Little Baby Nothing”, den bidske “You Love Us” og den politisk potente og uforlignelige “Motorcycle Emptiness”.
Fra denne periode får vi også “Suicide Is Painless” singlen, nok bedre kendt som temaet fra tv-serien MASH, før sangene fra deres album nummer to, Gold Against Soul indtager scenen. En meget mere ujævn størrelse end debutten, men stadig med højdepunkter som stadion rockeren “From Dispair To Where” og den medrivende poppede “La Tristesse Durera”.
Tredje udgivelse fra walisernes hånd, og samtidig den sidste plade hvor Edwards medvirker på samtlige sange, er den anmelderroste The Holy Bible, der dog solgte dårligt og tilføjede gruppen deres første karrieremæssige knæk. Men sangene “Faster” og “She Is Suffering” har dog været publikumsfavoritter til deres koncerter lige siden, så helt skudt forbi overfor køberne var pladen ikke.

I pausen mellem første og anden halvleg udgav bandet, nu som trio men med numre delvist skrevet og indspillet af Edwards, den særdeles succesfulde Everything Must Go. Albummet markerer dog også afslutningen på Manic’s som man kendte dem, og bandet påbegyndte en transformation fra punkrødderne, og de aggressive paroler gemt i klassiske rocksange, til en mere poppet og glat lyd. “A Design For Life” er klassekampslyrik forklædt i pompøs stadion størrelses klæder, og et af bandets bedste numre. “Kevin Carter” er gammeldags Manics, “Everything Must Go” er den, for dem, velkendte blanding af desperat undergangsstemning, tilsat positive toner der letter det hele, før de går all in på popfronten med “Australia”.
Det efterfølgende album, This Is My Truth Now Tell Me Yours, er et regulært poprock album af den svært middelmådige slags, hvor der virkelig skrues op for de store armbevægelser, så alle kan være med på festivalpladsen. Heldigvis kastede det også fire glimrende hits af sig, som sikrede kommerciel succes, og som stadig kan nydes – især “The Everlasting” og “If You Tolerate This..”, de holder sgu stadig hele vejen!

Manics fulgte op med den moderat succesfulde Know Your Enemy, med den vellykkede wall of sound retrorock single “So Why So Sad”, men ellers var der ikke meget at komme efter, heller ikke de her inkluderede øvrige tre singler. Det var lige her omkring at bandet, som et af de første musiknavne fra vesten, spillede på Cuba, hvilket må have været en våd drøm for den erklærede socialistiske trio. Begivenheden fremstår dog også som noget af et paradoks – bandet er working class blokes fra et lille minesamfund i Wales, der spiller deres politisk ladede rock for det fattige cubanske folk, men samtidig er det vel en legitimering og anerkendelse af et brutalt regime, der netop undertrykker store dele af dens egen befolkning, og holder arbejderklassen i lænker i socialismens navn? Men på den anden side gav det dem en mulighed for at glæde masserne…
Paradokset, oplevelsen and all that, inspirerede åbenbart ikke bandet synderligt, i hvert fald er næste udgivelse den voldsomt mislykkede Lifeblood, der blev skudt i sænk fra start med den bizarre single “The Love Of Richard Nixon”. Om ikke andet, var det da et forsøg på at eksperimentere med deres efterhånden fastlåste popskabelon.

Lige som det virkede som om anden halvleg skulle ende med gedigen nedtur, og en opløsning af bandet, fik trioen fornyede kræfter og fik påbegyndt et comeback, der åbenbart har fået sendt karrieren ud i forlænget spilletid. Send Away The Tigers fra 2007 er skamløs og velkomponeret radiopop, og lyden af den genfundne melodi i form af “Your Love Alone”, med Cardigans sangerinde Nina Persson som gæst, og den højtragende “Autumnsong”.

Manic’s fulgte op med de seneste 15 års kunstneriske højdepunkt, Journal For Plague Lovers, men eftersom de valgte ikke at udgive singler fra det album, er det ikke repræsenteret på denne opsamling. Albummet er også mere et samlet værk, fremfor noget med singlepotentiale, og er baseret på efterladte tekster fra Richey Edwards – første gang bandet har pillet ved hans arv siden hans forsvinden. Og der er bestemt ikke tale om uværdig misbrug af Edwards’ navn og tekster, Edwards som endelig var blevet erklæret retsligt død af hans familie da pladen udkom, ellers havde de formodentlig heller ikke rørt ved det efterladte materiale.

Opsvinget efter den lyse Send Away The Tigers og den dystre Journal.. brugte bandet til, at udgive Postcards From A Young Man i 2010, et gemmemgående særdeles solidt album, der indeholder lidt af hvert af de kendte Manic’s dyder fra de seneste 25 år. Tre singler fra albummet er kommet med, og for en gangs skyld gør det ikke noget, at en opsamling spædes op med relativt nye sange. De er gode alle tre, og der var nok ikke en kæft der købte Postcards alligevel.
Det er lidt ærgerligt, at et band som Manic’s faktisk er blevet værd at lytte til igen, uden at særlig mange gør det. Hvor de i begyndelsen af karrieren var lidt for hypede, på baggrund af medieopmærksomhed omkring bandets nogle gange fjendtlige og afstumpede udmeldinger om kolleger, og musikbranchen generelt, så er de nu uretfærdigt oversete. Nok især fordi de ikke rigtig har nogen platform til at udbrede deres musik længere – deres form for rock er simpelthen håbløst umoderne.

Mange har også et anspændt forhold til gruppen på grund af at deres musik er blevet opfattet som alt for seriøs, humorforladt og indeholdende hule socialistiske slagord, spillet af et arrogant og selvhøjtideligt belæst band uden selvironi. Der er måske noget om snakken, især bassist Nicky Wire fremstår ofte som et opblæst røvhul når han udtaler sig til pressen, men alt i alt tror jeg at bandet bare er bundærligt, og mener det de siger, hvilket så kan kamme over hist og her.

De har selv kaldt Postcards From A Young Man “one last shot at mass communication”, men det kunne også være titlen på denne omfattende opsamling, der kan være lidt udmattende at lytte til i længden. Ikke mindst fordi Bradfield’s vokal er meget lidt varieret, og de mange litterære henvisninger lidt tunge at lægge øre til i så lang tid, men som “pluk og lyt” er den særdeles brugbar, hvis man lige sidder og trænger til en god omgang “Masses Against The Classes” rock.

Plus:
– Alle deres bedste numre er stort set singler, og med her
– Omfattende og dækkende sangudvalg, der afspejler hele karrieren

Minus:
– Intet fra Journal For Plague Lovers, da de ikke udgav singler derfra
– Lidt trættende i længden med SÅ meget Manic’s, men det er vel et luksus problem

Bundlinjen: Med 38 singler, er der ikke nogen tvivl om, at du får rigeligt af materiale for pengene, og tilmed af god til glimrende kvalitet. Hvis du, eller en du kender, mangler en julegave til én der ikke ejer særligt meget af deres musik, men kan lide Manic’s, så slå til. Er du non-believer, eller ikke rigtig husker bandet, så er det her også en god mulighed for at give dem en velfortjent chance til.

Jeg glæder mig til at høre hvad Manis Street Preachers har fundet på denne gang, ud over en sikkert catchy single. Men væbner mig med tålmodighed, albummet er muligvis først på gaden i 2014.

Skrevet af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!