Månedens Mening: Et kig ud over det danske festivallandskab

0
508
views

I denne første udgave af Månedens Mening tager vi et kig på det danske festivallandskab, som det tegner sig her et halvt års tid før det går løs.

Det betyder også, at nogle festivaler er længere med plakaten end andre, da de booker færre navne, men der tegner sig dog nogle tendenser og en del hovednavne er allerede på plads. Hvordan gør den øverste halvdel af plakaterne sig egentlig i mere eller mindre direkte sammenligningen med hinanden?

Jeg har allerede brokket mig en del over det jeg kalder festival-karrusellen, hvor de samme navne tager runde efter runde, år efter år, så der er dukker, efter min smag, lidt for mange gengangere op på plakaterne. Dette skal ikke være endnu en omgang vand på den mølle, lad mig blot konkludere, at jeg synes det udvander festivalernes program, at en del navne kan opleves på festival x det ene år og y året efter, og måske endda på et spillested ind imellem og vice versa. For få navne til for mange festivaler, i nogle omskiftelige og flimrende år for “branchen”.  Hvor især det der internet har gjort markedet voldsomt fragmenteret og gjort det svært, at skabe nye, bredtfavnende headlinere.

Det er det, festivalerne har at arbejde med, plus stigende krav og honorarer til kunstnerne, sammen med den øgede konkurrence på et temmelig tætbefolket festivalmarked. Et marked der, trods faren for overophedning og mætning, stadig kan melde udsolgt over stort set hele linjen. Så, selvom jeg brokker mig, så må der jo stadig være en efterspørgsel. Men, derfor kan man jo godt være kritisk!

Med så mange om buddet er det klart, at udbuddet af topnavne ikke helt kan følge med og smørret bliver smurt i et lidt tyndt lag i toppen af plakaterne. Her har en festival som Roskilde den klare fordel, at de præsenterer omkring 175 navne og sælger sig selv på en uges fest, kunst, kultur og oplevelser, i forhold til de mere komprimerede “byfestivaler” med 25-50 navne. Roskilde behøver ikke nødvendigvis de ultimative topnavne for, at kunne påstå, at de har et spændende, varieret og stærkt program.

Godt det samme, fordi de er indtil videre også bagud på point hvad det angår, med Bruno Mars, Gorillaz og David Byrne øverst (med fine navne som First Aid Kit, Fleet Foxes m.fl. i næste lag). Flere kommer, selvfølgelig, til, men det bliver ikke Beck eller årets helt store scoop i festival-Danmark, Depeche Mode. Det må sateme være en streg i regningen, og gøre ondt på selvforståelsen, at første danske festivalkoncert overhovedet fra Depeche Mode ikke bliver på Nordeuropas største festival, men på Tinderbox, på Fyn. Når det er sagt (og det ER flot de fik dem) så har bandet spillet to gange i Danmark det seneste år, med koncerten i Royal Arena i begyndelsen af januar som den seneste. Så det eneste eksklusive her er, at de aldrig har spillet på en dansk festival.

Tilbage til Roskilde, Bruno Mars har så mange hits, at det nok kunne blive en fest, især for det yngre segment, fred være med det – det er der plads til. Ditto for Gorillaz, måske for det lidt ældre publikum, men de har også næsten lige spillet i Royal Arena, og optrådt på Roskilde tidligere (dog helt tilbage i 2010, så det er fair game), men alt i alt vel en OK booking. David Byrne, den gamle Talking Heads frontmand, har også gæstet Roskilde tidligere, men det er mange år siden, og han bliver aktuel med et nyt album inden festivalen, så den er godkendt. Men hvor stor et trækplaster er han reelt på Roskilde? Hans “effekt” på billetsalg havde nok været mere tydelig på en festival som Heartland.

Godkendt er Northside i vid udstrækning ikke. De offentliggjorde de første navne tilbage i september, absurd tidligt. Især i forhold til den jævne strøm af genganger på genganger af navne, der nærmest er blevet fast inventar på danske scener, det føles som om det er. The National, Queens of the Stone Age, Father John Misty, Dizzy Mizz Lizzy og C.V. Jørgensen (taking bookings for a garden party near YOU this summer), ikke så overvældende. Jo, på papiret ser det måske fint ud, og det store P6 Beat segment man må formode er at finde blandt publikum er sikkert ligeglade – de er vant til, at høre de samme kunstnere igen og igen fra den playlistede sendeflade. Björk stikker ud, god booking, men at have hende på Roskilde igen igen igen igen igen havde nok også været lidt kedeligt.

A Perfect Circle stikker ud her, om ikke andet er de en sjælden gæst på disse bredegrader, så pluspoint for det! Minuspoint for, at booke Beck, der spillede i Ådalen så sent som 2016, allerede igen.

Så har vi nichefestivalen Copenhell, der lever lidt i sin egen boble, og kun bliver forstyrret når Tinderbox eller Northside af og til hapser et stort metalnavn. Deres store udfordring er, at de her i deres 8. leveår virkelig er udfordret af, at der ikke er så mange store metalnavne som de IKKE har haft, og en række navne som de næsten ikke kan “tillade” sig at booke igen allerede.

Øverst finder vi resterne af Ozzy, da ved man nok nogenlunde hvad man får, en hærget mand, God bless him, der stadig prøver og nægter at give op, men hvis stemme forlod ham for mange år siden og med en krop der ser mere end skrøbelig ud. Men han har 50 års hits at falde tilbage på, så fadølsfesten er vel sikret på en eller anden måde. Deftones har vi set før, ikke kun på Copenhell, men det virker egentlig som en velkommen genganger, når det nu ikke kan undgås. Det samme med Alice In Chains (har de egentlig nyt på vej?), der også er en genganger, men til sommer er det faktisk 5 år siden de spillede en pragtfuld koncert, trods tekniske udfordringer, på Refshaleøen. Det er jo næsten en livstid i det nuværende festivallandskab.

Avenged Sevenfold er vist det man kan kalde et navn der deler vandene, men dog et der ikke er set før på Copenhell, så det er godkendt. Det samme for Nightwish og Helloween, mens man ikke helt kan sige det samme om Ghost. Virkelig? Igen? Og som hovednavn? Mens Kreator også er set tidligere på Helviti, men det var, igen, en storslået koncert, en af de bedste jeg har set på Copenhell forresten. Så det er et af de navne jeg ikke har noget imod at se igen, men samtidig måske godt ved ikke kommer til at matche seneste besøg.

Det hele er sådan lidt Copenhell i en nøddeskal, men det skal nok gå, om ikke andet overlever Copenhell på “fortællingen” og det der “hyggelige metalsammenhold”, også selv om, eller måske fordi, de nuværende navne nok ikke trækker 20.000 betalende til. Fred være med det!

Flankeret er de store sommerfestivaler af feinschmecker festivalerne Heartland og Haven i hver sin ende, hvor det går løs allerede i slutningen af maj på Fyn og der rundes af i hovedstaden til august. Dermed er det også nogle lidt andre navne de har til rådighed, og går efter, ligesom publikummet muligvis også er lidt et andet, og mere eksklusivt – både i størrelse og smag. Og her lader det til, at begge har ramt et fint hul i det bugnende marked.

Begge er også kommet ret godt fra start med deres annonceringer, hvor Heartland har lidt et scoop i form af The The og fine navne som LCD Soundsystem (der dog har spillet i DK fornylig, men i KBH) og Grizzly Bear. Haven ser nærmest endnu bedre ud med Arcade Fire (der godt nok gæstede Roskilde sidste år), legendariske Einstürzende Neubauten og Thåström, samt nye interessante kunstnere som Ariel Pink, Brockhampton, Big Theif og Kevin Morby (heller ikke en sjælden gæst herhjemme). Det ser sgu alt i alt virkelig lovende ud, for begge, ikke mindst i forhold til målgruppen.

Hvilken målgruppe Tinderbox reelt har kan være lidt svært, at gennemskue, ikke kun år for år, men også de enkelte års plakater, der lidt kan virke som “vi booker hvad vi kan få fat i”. Men de kan sælge billetter på Fyn, så et eller andet ramme de med deres spredehagl, og i år skal Depeche Mode nok trække dem over målstregen. Men de virker, indtil videre, også om den største trækhest, medmindre der er virkelig mange der brænder for, at se Alanis Morisette og ikke kan finde andre steder at opleve Dizzy, C.V. og Carpark North henover sommeren.

Hvad er meningen?

Meningerne, der er jo flere, er lidt delte hos undertegnende. Det er stadig tidligt, men alligevel, hvis man kigger rundt i Europa og på diverse kunstneres tourplaner, så snævres feltet af mulige bookinger allerede alvorligt til. Det bliver jo nok som det “plejer”, en jævn fordeling af de sidste, der både inkluderer gengangere, der gerne måtte tage en sæson på bænken, gamle travere der støves af og ser om det stadig holder og nyere navne der blæses op til headliner status, selvom de måske i bund og grund ikke helt har formatet (endnu).

Derfor må man sætte sin lid til mellemlaget og de mindre bands, og da vinder Roskilde næsten altid i sidste ende, også fordi de satser så bredt og har så mange pladser at udfylde på plakaten. Skal man udpege hvem der fører på hovednavne lige nu, så bliver det straks noget mere vanskeligt, synes jeg. Her er Roskilde i hvert fald ikke forrest, men ellers synes feltet ret lige.

Men det ville da pynte med en Beyonce, Eminem eller lignede mastodont, og hvem booker The War On Drugs, de er albumaktuelle og har lige spillet i København? Så de MÅ da komme.

Karrusellen kører igen!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here