RF07: Machine Head – Arena, lørdag *****

0
892
views

10 ton metal hammer

10 ton hammer er titlen på et Machine head nummer og samtidig den følelse deres trash fest af en koncert efterlod i mellemgulvet en dejlig eftermiddag på festivalens næststørste scene.

Nu lyder en hammer i mave og skridtet måske som noget der bedst nydes i en mørk S & M kælder? Jeg kan desværre ikke sammenligne, men kald mig bare pervers hvis nydelsen er lige så stor!
Machine Head har med rette i mange år gået for at være et af metal scenens bedste og mest medrivende live bands, og dette bombastiske overfald på trommehinderne understregede bare deres position.

Hvis man skal sætte en lille djævletegns finger på noget som helst, så kunne man argumentere for at lyden i visse numre kunne have været lidt tydeligere… et generelt problem på årets festival, selv på Arena. Men det gjorde ikke det store for helhedsindtrykket, da Bandet kompenserede for det med noget der kun kunne være oprigtig spilleglæde, energi, nærvær og nerve!
Fuld tryk på alle de store glo hede kedler og kul nok på bålet til at blæse hele teltet i omløb. I centrum den lille fyrbøder Rob Flynn som ligedelt vild brøler, heavy sanger og evig indpisker overfor det medlevende publikum – en nær symbiose i bedste forstand, hvor begge parter sugede og tilførte kraft. Hvilket var med til at forøge følelsen af at det her var en fælles kraftpræstation!

Machine Head lagde ud med udstyrsstykket ”Clenching the fists of dissent”, i en udgave der strakte sig et godt stykke over 10min ind i metal heaven. Derefter gik det muggert hug på muggert hug med en glimrende blanding af gammelt og nyt, med et naturligt fokus på materialet fra deres nyeste album ”The Blackening” – et album der heldigvis er fuldt ud på højde med de mange højdepunkter fra deres 15 år gamle bagkatalog.
All killer, no filler – måske heller ikke så vanskeligt når koncerten var relativt kort og sangene forholdsvis lange. Så kan man næsten ikke nå at spille overflødige numre, tværtimod, men derfor kræver det stadig balls at få hver titel til at lyde vedkommende og mægtig. Og hvis nogen stadig skulle være i tvivl – det mestrede Machine Head fra himlen til helvede!

Fra erobringstogtet ”Imperium”, over ”Take my scares”, fælles hyldest til Dimebag Darrel med ”Aesthetics of hate”, mod uanede højder i ”Decent the shades of night” og et forløsende nostalgisk afslutnings raseri udbrud i ”Davidian” – en perfekt start på dagen og i den grad en tung fuldtræffer på hovedet af sømmet.

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here