LSD On CIA: LSD On CIA ***** (5/6)

0
1793
views

Trioen LSD On CIA lader sig ikke diktere af genrer, faste rammer eller musikalske regler – faktisk smider de regelbogen i en blender, sammen med alle mulige rock-afarter og trykker startknappen i bund.

Jeg har tidligere kun stiftet bekendtskab med den energiske trio live, og det kun en enkelt gang, da de pressede mest muligt ind i deres kun 20 minutter på scenen til Off Spot, på Backstage i Aarhus i maj måned sidste år. Da var jeg allerede lidt betænkelig ved tanken om, at skulle lægge ører til blot en EP og da slet ikke et helt album, fra de hyperaktive fyre.

Nu har de så svejset et helt album sammen af de stumper de kunne bruge fra de sidste 20 års rockhistorie, og det tog totalt fusen på mig – for mod alle odds, så er deres flimrende og flagrende stil ikke for meget over et helt album. Jo, man når muligvis mætningspunktet lidt inden man når i mål, men vi kommer så tæt på stregen, at det måske er undertegnedes egen kondi, eller mangel på samme, der gør udslaget, så det skal ikke ligge dem til last.

Hvad har vi så med at gøre? Ja…. lad os remse op, tænk alt fra Arctic Monkeys, Muse, lidt Queens of the Stone Age, Jack White, Franz Ferdinand, Tiger Tunes (eller ligeledes dansk Plök), endda lidt ekkoer af Prince og Rage Against The Machine, samt noget “core” og progrock. Sprængt til atomer og sat sammen påny, til et lydbillede der ikke blot lyder ganske originalt, men nok mest overraskende af alt, ikke virker overlæsset, eller usammenhængende. Selv om det er voldsomt anarkistisk, og sprutter, spjætter og stritter i alle mulige tænkelige, og ikke mindst utænkelige, retninger, så har man hele vejen igennem en følelse af, at gruppen har et mål for øje og det hele holdes sammen af en eller anden svært definerbar indre logik.

Voldsomt overrumplende. Som eksempelvis nummeret “60”, der lyder som det umulige lovechild af Jack White og Prince (?), White associationen får jeg i den huggende guitar der pumper nummeret fremad, Prince i form af den momentvis hysteriske vokal og den halv-lumre rytme. Når vokalen falder ned i et mere behersket toneleje, så lugter det en smule af Alex Turner i Arctic Monkeys. Rent strukturelt er nummeret et af de mere “lineære” og kontrollerede på albummet, uden at at det lyder fuldstændig tæmmet og føjeligt.

Ellers er den eneste form for “kontrol” man aner på det meste af pladen, en der kunne beskrives som “kontrolleret kaos”. Eksempelvis den tempofyldte og tungt brummende “Dumpster Diver”, der gundlæggende lyder som QotSA med en mursten på gaspedalen og godt med syre i skallen. Den stemning brydes dog jævnligt, og ganske abrupt, af godt udkoksede og flimrende passager, hvor det nærmest kunne lyde som om trioen får elektriske stød, eller et epileptisk anfald. Et af de numre, hvor det hele er lige på nippet til at kollapse, men bandet lyder aldrig overbebyrdede, som om de halser efter, eller ikke er i kontrol over situationen.

På “Now You Know” klinger indledningen lidt ala Mew’s ditto på “Introducing Palace Players”, med den der underlige hakkende rytme, næsten som om dele af melodien bliver spillet baglæns, eller nogle af instrumenterne, bevidst, lige er et halvt skridt bagefter. Det er altså temmelig halsbrækkende noget af det de enkelte bandmedlemmer kaster sig ud i, hvor det nogle gange lyder som om guitaren er ved at løbe hjemmefra, og bassen og trommen er i gang med en omgang stangtennis til døden, hvor det gælder om ikke at blive viklet ind i snoren, vælte over hinanden eller få bolden lige i kuglerne. Og at det netop ikke sker, er sgu’ en mindre sensation!

Det kunne nemt være sket, hvis et nummer, som eksempelvis “Acid Mom”, var havnet i mindre kompetente hænder, hvordan det så lige rent praktisk skulle være foregået? Her clasher en masse af de ovennævnte elementer, med rastløs energi og anarkistisk elektro-poppet uforudsigelighed, det er her den indledendes Tiger Tunes parallel for alvor stikker snuden frem. Tilsæt en sjat Rage Against The Machine agtig tyngde og smittende rytmer skåret i granit, så har du igen en særdeles særpræget blanding, der ikke burde fungere, men forunderligt nok udmønter sig i endnu et medrivende nummer.

Med numre med sofistikerede titler som “Anal Sunshine” og “Young, Dumb and Full of Cum” er der tilmed også noget at være fælles om, for både husarerne og de mere snotnæsede testosteron-drevne ungersvende derude foran højtalerne. Det er normalt noget jeg ville finde en smule øretæveindbydende, ligesom den påtrængende in your face energiske musik, egentlig, men igen, mod alle odds, så er jeg fuldstændig med på spøgen. Netop fordi bandet mere end bakker udskejelserne op rent musikalsk, og ikke lyder som om det bare er hule og tomme fjollerier.

Og nu vi er ved testosteron, kan I huske dengang Muse stadig havde lidt balls? “Dive Into The Dark” lyder lidt derhenad, hvor især bassen får lov til at ruske godt sækken. Dem begge. Inden den muterer over i noget, der kunne lyde som et omkvæd fra en slut 60’er radiorocker.

Åbningsnummeret på albummet hedder “Guns Blazing”, det kunne også have været en meget passende titel på albummet – for det er det indtryk LSD On CIA efterlader efter 13 numre. Jeg bliver muligvis momentvis en smule forpustet, men aldrig mere stakåndet end, at jeg ikke føler mig helt hægtet af, eller ikke har lyst til at lytte med på løjerne, i mens jeg lige står med hovedet mellem knæene og får pusten igen.

Ofte sidder man og savner, eller direkte efterlyser, at nogen ville i det mindste prøve at opfinde den dybe rock-tallerken påny. LSD On CIA er ikke deciderede opfindere, de er mere en utroligt mobil og spændstig elefant, der smadrer hele porcelænsforretningen, dybe tallerkner inklusive, og på kreativ vis klinker stumperne bagefter. Det løber aldrig så meget af sporet, eller bliver så udknaldet, at det kun føles som en fest for dem selv, eller en særligt indviet skare. Det der forhindrer den 6. stjerne (men vi er kraftedeme tæt på) er dog, at der sker så meget og jeg får hældt så meget i hovedet til denne fest, at jeg har svært ved at huske det hele bagefter. Men sikken en fest!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here