Long Line Down: EP *** (3/6)

0
1850
views

Long Line Down består af to aalborgensiske gutter, der egentlig startede med at spille balle- og kopirock på diverse værtshuse og i Jomfru Ane Gade i Aalborg, men efterhånden fik mod på at lave deres egen musik. Første resultat er denne selvfinansierede EP. 

Long Line Down beskriver selv deres stil som “rå, tung og beskidt blues”, og det giver et rimeligt indtryk af hvor vi ligger henne musikalsk, selv om jeg nok ville smide et ord eller to ind om country-rock. At duoen startede i balle-rock land, er også umiddelbart til at høre, både i den gennemgående relativt enkle instrumentering og lyden i det hele taget. Det lyder som noget, der fint ville gå an en fredag aften på et af den slags værtshuse hvor man gerne vil høre ‘Free Bird’ og ‘Sweet Home Alabama’ (og sådan nogle kan vi egentlig godt lide!).

Første track hedder ‘Heading This Way’, og her lægger Anders Holm og Martin Christensen ud i et country-rocket spor, der har sine styrker i sit fyldige guitarriff og gennemgående er solidt skruet sammen. Det er ikke nyskabende, ej heller forsøger det at være det, men det fungerer på sine egne præmisser. Anders Holm’s vokal er ikke voldsomt karakteristisk, men den udfylder sin rolle, mens guitarspillet ligeledes er bundsolidt.

‘Tales of the Lonely’ fortsætter i americana-territorium, ikke uden anelser til et band som Calexico. Med lidt flere  nunacer i instrumenteringen kunne det godt gå hen og blive et rigtig velfungerende nummer. Her gør guitarspillet igen en god figur, mens Holm’s vokal også bevæger sig lidt udenfor den sikre middelvej. Et fint stykke americana, der godt kunne pege på vejen frem for duoen.

Det samme kunne ‘Talk to Me’, som følger efter, og er i en lidt anden boldgade. Her er der mere swagger, med mundharmonika og svulstigt selvsikre guitarstykker og trommespil. Den skulle nok kunne sætte gang i saloon-festen og sørge for at der blev stampet lidt med støvlerne, vippet med hovederne og langet et par ekstra øl over baren. Vi bliver i uptempo-området med ‘Knocking On My Door’, der er mere blueset, men også drager nytte af den simple energi, der ligger i trampe-trommerne. Synderligt raffineret er det ikke, men igen ganske effektivt, og nummeret løber ud, inden man bliver træt af det. Det virker næsten som en skitse, hvor der mangler et eller andet.

En ballade skal vi også lige have med, for EP’en afsluttes af ‘…When the Night…’, der kunne lyde som om man har lyttet til Bright Eyes’ mere polerede produktion, uden at ramme Conor Oberst’s sangskrivningsmæssige niveau. Det er dog ikke ueffent, selv om byggestenene virker noget genbrugte. Det er der i for sig heller ikke noget i vejen med – Long Line Down kommer fornuftigt i gang med at være sig selv på denne EP, som bestemt viser potentiale. Ingen af numrene falder igennem, men der er dog også plads til at vi får lov at høre mere af de to gutters egen musikalske identitet næste gang. Derfor er der 3 store stjerner til Long Line Down’s første EP. Det får mig til at føle mig en lille smule nærig, og jeg tror bestemt bandets musik vil gøre sig godt live. Så tjek dem ud, hvis du er til genren og hold øje med om ikke der snart kommer nyt fra de to nordjyder.

Tjek dem ud på facebook, hvor du også kan finde link til Spotify og andre steder, hvor du kan finde EP’en.

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here