Little Johnny Walker: The First Album ***** (5/6)

0
1628
views

”Vi vil lyde, som vi gør i øvelokalet og på scenerne”, sådan lød mantraet for den esbjergensiske bluesrock duo Little Johnny Wlaker da de gik i studiet. Resultatet er en skramlet, rå, upoleret og uforskammet medrivende omgang rock, der nok går tidlig The Black Keys lidt i bedene, men til gengæld også burde gå lige i blodet på rock-elskere ude foran højtalerne.

Faktisk er denne version af The First Album en art version 2.0, da bandet, som de forklarer mere indgående i dette interview, så sig nødsaget til at skrotte den første studieindspilning. Det var blevet for pænt, dynamikken og kraften i deres musik var sivet ud af optagelserne og duoen følte ikke, at det lød som de lyder, når de står på en scene – og det var DEN live feeling de gerne ville have ned på bånd.

Løsningen blev blev fundet i CB Studios med Christian Bonde bag knapperne, og bandet placeret 2 meter fra hinanden, 1 2 3, one takes af numrene og ud over de vestjyske stepper. Bas og en smule diskret kor er tilføjet efterfølgende, men ellers er The First Album the raw and real deal. Og det holder!

Nok vinder Little Johnny Walker ingen priser for originalitet, det er bluesrock og simpel rock og rul, som man også kender den fra erklærede forbilleder som The White Stripes og The Black Keys. Det lægges der ikke skjul på, men de nævnte forbilleder har jo heller ikke ligefrem opfundet den dybe rock-tallerken selv, men “blot” taget traditioner fra den amerikanske musikhistorie og givet dem en god overhaling i garage.

Little Johnny Walker rocker, rusker, skramler og brummer også som om de har bakset numrene sammen i en lille primitiv garage. Det er simpelt, ligetil, lettilgængeligt og ganske uimodståeligt og vanedannende. Og så swinger det kort og godt, så det næsten virker for nemt for dem. Jeg tror ikke jeg har hørt et (dansk) band og en plade med en rock-motor, der spinner så godt og lækkert, siden Whores & Thieves’ Anti Echo Chamber.

Bevares, sangskrivningen kunne måske godt være en anelse mere sofistikeret visse steder, ikke mindst de første par numre på side b, hvor det er lige før motoren ryger lidt i tomgang. MEN, hvad gør det når man har nerve, sjæl og rock i blodet i overmål, som de herrer Martin Majgaard (guitar, vokal) og Thomas Ebert (trommer)? Du behøver ikke svare….

Der er noget herligt uforfalsket rock ‘n roll over denne lille duo, så man nærmest kan smage, lugte og føle de 10 sange når man lytter til dem. Fra den simple “nu spiller vi os lige varme” åbner, “Point At The Mirror”, brummer albummet i gang med følelsen af støvede veje under hjulene, til den mere sammenbidte “The Outpost” lukker og slukker. Rockens sande dyder barberet ned til et herligt primitivt og kraftfuldt minimum.

Primitivt er en fremragende ting i denne sammenhæng, hvor bandet ikke gør det sværere end højest nødvendigt, men alligevel imponerer med den pondus og drivkraft der er hele vejen igennem albummet – live-følelsen er virkelig indfanget godt, så The First Album strutter af energi og overskud – ja, det føles sgu’ bare levende og organisk det her, selv om Little Johnny Walker’s klang til tider er knastør og støvet.

Duoen overrasker også positivt ved, at der trods den minimalistiske til- og tankegang, det er næsten dogme-rock det her, er forbløffende meget variation at finde på pladen. Der er potente lige-ud-af-landevejen sej-rockere, som den huggende “All Those Crazy Things” (hvis din nakke ikke bevæger sig til den, så søg læge – omgående!), den ildevarslende og mere buldrende “Going To War”, eller den let White Stripede “I Don’t Care If You Can’t Fight”, der kværner og vrider sig fremad.

De absolutte højdepunkter skal dog findes, når Little Johnny Walker bevæger sig lidt længere væk fra den lige rock-landevej, og stopper lidt op, uden af miste fremdrift af den grund. På “My Sin” presser Majgaard sin vokal til det yderste, på den fede måde. Hele vejen igennem pladen leverer han et dybt troværdigt stykke vokalarbejde, der snerres let når der skal snerres, stemmen er tilpas ru og “rasler” en smule når det virker passende, men på “My Sin” vrides den lige til bristepunktet. Det virker ikke forceret, eller som om han kommer ud på FOR dybt vand, den får bare fuld mandebrøl med passion og glød, fordi han sikkert ikke kan lade være. Samme passion og nerve finder man i balladen “On The Loose Again”, hvor både vokal og musikken får lov til at gjalde op mod nattehimlen – ikke så mange ord om den, det er bare et fabelagtigt godt nummer.

Og de topper den næsten i “Porch Of Plywood”, en ægte southern veranda blues-sjæler, hvor man helt glemmer at Little Johnny Walker stammer fra den danske vestkyst og ikke de amerikanske sydstater. Der hænger den helt perfekte blanding af sentimentalitet, nostalgi, sørgmodighed og maskuline følelser i luften. Igen, der uddeles ingen bonuspoint for originaliteten, til gengæld scores der topkarakter for autencitet og overbevisende levering.

Little Johnny Walker er et glimrende eksempel på, at det ikke nødvendigvis behøver at trække ned, at man ikke er synderligt originale, bare man har personlighed og troværdighed. Nå ja, og noget så banalt som hjertet med. The First Album emmer ikke kun af sjæl, nærvær og troværdighed, det er også lyden af 2 hjerter der banker for god gammeldags rockmusik – og forstår at spille den, og skrive sange, så man mistænker dem for at have sippet af genrens ursuppe.

Det behøver sgu’ ikke være så forbandet indviklet nogle gange (bare tjek coveret)!

Af Ken Damgaard Thomsen

Albummet udkommer d. 2/2 via Trechoma Records, besøg Little Johnny Walker på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here