LISERSTILLE: Empirical Ghost ★★★★★☆

0
936
views

Aarhusianske LISERSTILLE har igennem en årrække arbejdet med et bombastisk lydbillede, hvor storladne klangflader og tunge riffs mødes i potent prog-rock, og bindes sammen af Martin Byrialsen’s ind i mellem teatralske vokal. Succesraten er ret god for bandet, og det fortsætter den med at være på Empirical Ghost, der viser bandet fra deres bedste side.

Det er ikke fordi Empirical Ghost er vildere eller mere futuristisk eller mere prog’et end LISERSTILLE plejer at være – eller bryder med bandets stil som sådan. Grundlæggende holder albummet ganske enkelt god kvalitet, som altid hos LISERSTILLE i forhold til det tekniske niveau, men her er kompositionerne også stort set uden undtagelse vellykkede og vedkommende.

Det starter med futuristisk pulseren, som hurtigt afløses først en massiv guitarmur og siden af en afvekslende omgang prog-rock, som ind i mellem nærmest lyder lidt som Muse med David Bowie på vokal, som møder Pink Floyd i en opdateret 2015-version. ‘Capsules’, som nummeret hedder, ender i et bombastisk orgel-stykke, som Faith No More ville have været godt tilfredse med at have med på Angel Dust. Det er både svulstigt og overvældende, og samtidig bare et lækkert stykke rockmusik.

Og sådan fortsætter det heldigvis på resten af albummet. ‘Ghost Future’ er en syntetisk fremtids-blues, der i starten lyder som noget, der er hevet ud af soundtracket til en tænksom sci-fi film, men langsomt bygger på med stærke guitarstykker, inden den bruser over i et korstykke, der får det til at risle lige så stille ned ad rygraden, hvorefter Tue Schmidt Rasmussens guitar overtager igen.

Albummet rummer, ud over de lange, snørklede prog-rock numre også tre kortere lydcollager, alle med ordet ‘hymn’ i titlen. Alle tre fungerer som fine afbræk og pusterum på Empirical Ghost, der er et album, der netop skal høres som et album –  i sin helhed, fra ende til anden. Efter ‘Hymn to the Past’ kommer den relativt udfarende ‘Wall Mark’, hvor Byrialsens vokal får mere end en snert af desperation, mens guitar og keyboard indgår i en frugtbar tvekamp som sovsen ovenpå bas og trommers kartoffelsolide bund (undskyld madmetaforen, det er ment positivt).

Der skrues op for farten på ‘This Wonderful You’, der åbner i hæsblæsende tempo, som trækkes ned og slæber sig afsted mens Byrialsen opremser kontraster – “I wanted to fly//But I’m scared of the ravens”, blandt andet, og her giver Byrialsen også alt hvad den kan trække vokalt ind i mellem. Jeg er ikke helt sikker på at jeg synes nummeret hurtig/langsom dynamik fungerer hele vejen, men der er i hvert fald glimrende øjeblikke undervejs, blandt andet det herligt skæve keys-spil mod slutningen, og den godt effektuerede afslutning.

Den 12 minutter lange ‘Zenith’ formår til gengæld at leve op til sit navn, og er en lang opvisning i hvordan man skruer progressiv rock sammen, så det fænger og hænger ved. Keyboardet slår stemningen an i indledningen og der bygges langsomt op og på. Nogle vil måske synes det bliver trukket lidt for længe ud, men for mig er doseringen rigtig – og skiftet omkring de 5 minutter flot udført. Herefter fortsætter nummeret med pulsere og det er først omkring de 7 minutter at Byrialsen for alvor træder ind i nummeret. Det gør han til gengæld også med karakter og stykkerne med vokal på ‘Zenith’ er for mig blandt albummets bedste. Det er lige på grænsen til at være for meget,  men holder sig altså på den rigtige side. Nummerets sidste par minutters er også en nydelse med guitarens svirren, keyboardets tilbagevendende tema og trommer og bas, der leverer den tunge rytme.

Så er det godt vi lige kan få pulsen lidt ned igen på den let ildevarslende ‘Hymn to the Sorrow Squad’, inden ‘Harlequin’s Tale’ sætter i gang med sin særpræget klingende indledning, der fører over i et nærmest Muse- (og musical) klingende stykke bombastisk rock, der hurtigt brydes ned igen til et tale-synge stykke, før det atter bygger op til storladen buldren.

På ‘Precognition’ er det trommeslager Jon Gotlev, der får lov at tampe løjerne i gang, inden Byrialsens keyboard svæver ind og bølger omkring trommerytmen, og fortsætter med at spinde lyde omkring bas og trommer nummeret igennem. Stemningsfuldt, men man savner faktisk lidt Byrialsens vokal på albummets sidste numre, for vi har nemlig hørt det sidste til ham på ‘Harlequin’s Tale’.

‘Hymn to the Echo’ lukker albummet med en kort lydcollage, der fremmaner billeder af et forladt tivoli, og efterlader mig med en fornemmelse af et album, der er medrivende, velspillet, rocker igennem og eksperimenterer, uden at gå på kompromis. Højdepunkterne for mig ligger i starten og på midten af albummet, mens jeg kommer til at savne vokalen på  sidste del. Det er dog en mindre skønhedsplet, og alt i alt er Empirical Ghost en stor anbefaling værd. 5 stjerner herfra.

Empirical Ghost er udkommet. Tjek LISERSTILLE lige så stille ud på facebook. Eller på Spot Festival hvor de spiller fredag d.1. maj kl. 22.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here