Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Late Night Venture: Pioneers of Spaceflight **** (4/6)

Late Night Venture: Pioneers of Spaceflight **** (4/6)

2018
0

Den københavnske kvintet Late Night Venture bevæger sig på ‘Pioneers of Spaceflight’ i grænselandet mellem postrock og indierock. Det vil sige lytteren bliver budt  både på lange, instrumentale passager, hvor der veksles mellem afdæmpet søgende stykker og brusende og støjende, men også på mere regulært indie-rockede sange. 

Post-rock er en genre, der kræver tid og tålmodighed. Det gør ‘Pioneers of Spaceflight’ også. Albummet starter med de to søgende, instrumentale ‘Kaleidoscopes’ og ‘Peripherals’, der giver fornemmelsen af at svæve rundt med rumfærgen fra albumcoveret og undersøge de øde hjørner af verdensrummet. Den fornemmelse vender vi tilbage til. Den buldrende, ildevarslende afslutning på ‘Peripherals’ runder den instrumentale indledning af albummet af. ‘Houses’ er første track med vokal, og her viser Late Night Venture, at de også godt kan lave numre, der kan få P3-airplay. Der kan anes både Efterklang og Mew i forskellige elementer af nummeret.

På ‘Birmingham’ cruiser vi igen rundt i rummet. Det er i mine ører en ganske velfungerende komposition, der effektivt anvender postrockens ABC med flere skift i tempo og intensitet. Den messende ‘The Empty Forest’ er i indie-enden af spektret, men det virker som om den stikker i lidt mange forskellige retninger. ‘Hours’ er albummet stærkeste nummer i forhold til melodi, og hvis det ikke var fordi nummeret strækker sig over 8 minutter, ville det også være radiomateriale. Stykket med vokal er catchy og veleksekveret, men måske kunne der godt være skåret i den anden ende af det 8 minutter lange nummer (albummet varer en time, fordelt på 10 numre).

‘Ready No’ er også et fint nummer med vokal, der lægger ud med en vuggevise-lignende melodi, men herfra bygger på.  ‘Glitterpony’ er et lidt stillestående instrumentalt mellemspil, inden ‘Trust’ bringer vokalerne tilbage. Peter Olsen og Søren Hartvig, der deler vokalen i Late Night Venture,  supplerer også her hinanden godt, uden at nogen af dem er i besiddelse af store stemmer, og på ‘Trust’ fungerer dobbeltvokalen rigtig fint til at fremmane en dunkel stemning; “I trust you/to fall apart”.  ‘Carisma’ lukker og slukker og tager os igen med ud i verdensrummet, heldigvis med et kraftfuldt instrumentalt peak mod slutningen, hvor en karakterstærk bass-linie løfter tracket op over det gennemsnitlige.

Og hvad er der så med det der rum? Jo, rumfart lyder jo spændende og at svæve rundt i det store intet, er givetvis ganske fascinerende. Men at svæve rundt i rummet, betyder også at der er meget lange stræk, hvor der ikke sker noget sindsoprivende. Den effekt får nogle af de instrumentale numre på ‘Pioneers of Spaceflight’. Der mangler flere peaks og mere melodisk fremdrift og udvikling, flere overraskelser i de instrumentale passager, som ganske vist er nydeligt skruet sammen og fint spillet – og i øvrigt er hele albummet indspillet live i studiet, hvilket bestemt er imponerende. Men der mangler flere bidder, som det afsluttende bass-stykke i ‘Carisma’ og breaket halvvejs i ‘Birmingham’. De der “wow!” øjeblikke. Det betyder at albummet kommer til at virke lidt for langtrukkent i nogle perioder. Det skyldes måske at Late Night Venture, gennem de generelt strammere komponerede numre med vokal, skaber en kontrast til de søgende arrangementer i de instrumentale passager, som i det store billede, i mine ører, falder ud til fordel for numrene med vokal. Bevares, det ligger til post-rocken som genre, at der er lange instrumentale forløb, der virker nærmest meditative – men i denne hybrid mellem post-rock og indie-rock, kunne Late Night Venture måske med fordel have bevæget mere af trykket over på indie-rock, og bevaret de post-rock elementer, der fungerer bedst.

Når det så er sagt, byder ‘Pioneers of Spaceflight’ på en generelt god lytteoplevelse, der vokser ved at tage hovedtelefoner på og flyve med ud i verdensrummet. Det kræver noget tålmodighed, men har man den, kan man også finde flere stærke øjeblikke sammen med Late Night Venture. Det giver 4 stjerner herfra.

Late Night Venture spiller flere forskellige steder i Europa i oktober. Datoer og steder kan findes på bandets hjemmeside.

‘Pioneers of Spaceflight’ er udkommet på Target Distribution.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleMumford & Sons: Babel ***** 5/6
Next articleMotor: Da Capo Gorilla **** (4/6)