Lasse Vestergaard: Stævne ★★★★☆☆

0
661
views

Lasse Vestergaards første album på danske, Stævne, bevæger sig indenfor et lavmælt lydlandskab, hvor folk, country og singer/songwriter genrerne flyder sammen. Det er et album der ved de første par lyt ikke gør meget væsen af sig, men stille og roligt sniger sig ind på en.

Det er altså en ægte slow burner vi har med at gøre, som jeg under de første par gennemlytninger ikke rigtig fik ind under huden. Eller følte jeg helt kunne få til at åbne sig for mig. Umiddelbart er er det en ret sagte størrelse, hvor de 9 numre set fra fugleperspektiv bliver til en samlet masse, men får man zoomet ind begynder man, at opdage de små nuancer og udsving i pladens farve og stemning.

Men det krævede altså lige nogle lyt for mig, hvor jeg også lige skulle blive gode venner med Vestergaards vokal og monotone stemmeføring. Det er bestemt ikke en “flashy” vokalist vi har med at gøre her, ligesom det generelle lydbillede, så er det lidt lyden af en mand der sidder for sig selv og funderer over tingene. Kiggende ud gennem vinduet i et isoleret sommerhus, hvor landskabet virker stort, åbent og på sin vis udramatisk. Men er det nu også det?

Der optræder helt bogstaveligt et sommerhus i nummeret “Sommerhus”, hvor det indledningsvist lyder, “de spiler Kraftwerk hver fredag // I et sommerhus de har lånt af hans mormor”. Musikken er temmelig langt fra Kraftwerk, der hænger en luftig country-stemning over nummeret, der er blandt de mere “tempofyldte” på pladen. Det betyder ikke hurtig, bare lidt mere let til bens end de fleste andre. Nummeret rammer en fin tilbageskuende tone, der matcher minderne om sommerhuset. Det demonstrerer noget af det Vestergaard er rigtig god til, at sætte en stemning med tekst og musik, som man kan føle, se for sig og blive en del af.

På det punkt minder Stævne mig egentlig lidt om Rum 37 og deres fantastisk Mellem Rum plade, i det numrene og deres historie bliver levende og føles “ægte”.  Et nummer som åbneren “Grammofonen” lykkes eksempelvis også med, at sætte en eftertænksom og “kigge ud over landskabet” stemning. Her kigger fortælleren ud over kanten efter at have “siddet på et bjerg længe nok”. Men vi starter et andet sted:

Du siger du kan mærke, når det blæser i Thy
En rest af fortid, der bare ikke vil dø
Et hullet sej, din fars grammofon står uberørt i stuen
En stjernekikkert ved sengen, der viser os hvor drømmene skal stå
Vi er der ikke… endnu

I mens bygger musikken langsomt og diskret op, svæver omkring Vestergaard og hans rolige og lidt udtryksløse vokal. Det emmer af en form for længsel og ensomhed, et savn, men tonen er, i sidste sætning i ovenstående, alligevel lidt håbefuld.

En anden stemning jeg synes gennemstrømmer albummet, er en der giver sangene et aften- eller godnat-sang skær, hvilket på en måde også går lidt hånd i hånd med “eftertænksomheden”. Helt tydeligt bliver det på den stille vuggende “Aftentid”, hvor vi nærmer os drømmeland med tilhørende billeder fra søvnen og “et ekko fra en sang, fra nogen af de største”. Eller “størst”, som Vestergaard med et Allan Olsen’sk ekko udtaler det her.

“Tænker du mon på, om du er barn af din tid”, lyder det i afslutningsnummeret “Barn Af En Tid”, der igen emmer af aftenstemning og vuggevisens ro. Her bakkes Vestergaard op af en lige så rolig kvindevokal, der ligger en lille smule i baggrunden, som et lyst ekko. Ligesom nogle børnesange/vuggeviser, så går ro hånd i hånd med en form for smuk “uhygge”, sådan har jeg det i hvert fald med mange af den type sange. “I mørke er alle mennesker små // I mørke er alle mennesker få”, lyder det ud af tusmørket, lige efter nogle trommer har braget igennem, godt nok et stykke i baggrunden, men alligevel på en lidt dramatisk maner for det overordnede lydbillede der tegnes på Stævne. I det hele taget er produktionen fra samarbejdspartneren Jacob Lee Horney (CS Nielsn m.fl.) virkelig lækker og detaljerig, på en underspillet og diskret vis, der passer godt til Vestergaards generelle udtryk.

Intet mørke uden lidt lys, kontraster er der brug for, og det giver et nummer som “Lysår”, der både er lettere og lysere i sin klang. Igen er kvindestemmen en følgesvend for Vestergaard, mens sangens klang og opbygning er mere “poppet”, vi får endda noget der minder om et lidt fængende omkvæd – uden at det går helt amok, naturligvis!

Den største hæmsko for Vestergaard og denne plade, ud over det lidt misvisende førstehåndsindtryk, er, at jeg lige savner lidt mere forløsning. Stilen har sine tydelige fordele, men ulemperne kan man ikke helt slippe udenom – det er slowburn, uden at det for alvor på noget tidspunkt flammer op. Og så ender pladen “bare” med, at rinde lidt ud…

Det er et album der er rart at være i selskab med, og som ikke trænger sig på, eller umiddelbart gør meget væsen af sig. Et album, som jeg måske godt kunne finde på, at smide på som baggrundsmusik. Det kan måske lyde somm et lidt underligt kompliment, men det var faktisk positivt ment, og skulle ikke forstås som om, at pladen er ligegyldig baggrundssummen. Det er måske bare ikke lige et album, som jeg har den store trang til at konversere med, men jeg kan egentlig godt lide selskabet alligevel.

Vi ender på 4 stjerner, til et album der bestemt ikke lefler for lytteren, men på den anden side heller ikke er hverken introvert eller utilnærmelig. Stævne er på godt og lidt ondt sin egen lille størrelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

besøg Lasse Vestergaard på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here