expand
GFR
GFR

Duoen Langsyn, som er dannet i 2007 lyder som noget fra en halv-fjern fortid og skriver sig med sin joviale, dansksprogede melodi-rock ind i en tradition – men tilfører på den anden side set intet nyt.

Dansksproget melodisk rock har efterhånden haft god vind i sejlene i nogle år. Og Langsyn skriver sig ind i den retro-bølge, Danmark også oplever i disse år. Men hvor mange bands har succes med mere eller mindre psych-inspirerede initiativer, trækker Langsyn på et mere folkeligt ophav:  Det lyder især til, at det er Dylan-inspirerede folk som Poul Krebs og måske især Madam Blå-poetiske Povl Dissing, der har været skævet til. Sammenligninger med Wilco, Neil Young og nobelpristageren Bob er i hvert fald at skyde over målet, selv om der nok også er blevet lyttet i den retning.

Der er bestemt ikke noget i vejen med denne hverdags-Madam Blå-æstetik. Men Langsyn løber dog ind i alvorlige, tekniske problemer: For hvor især Dissing bæres igennem af stærke tekster og en stor indlevelse, er Langsyn helt anderledes svære at følge. Bedre bliver det ikke af at forsanger Butzback benytter en speciel glissando-teknik, hvor tonen ikke rammes i første hug, men stemmen så ’glider’ op og rammer, for så at glide ned igen, intonationsmæssigt. Jeg VED godt, at det er en etableret teknik. Men når det ikke bæres frem af stærke tekster, så bliver det for mig…Hmmm. Ærligt talt: Lidt enerverende at høre på. Læg dertil at de spiller på det jævne, ind i mellem tangerende til det uspændende, og spørgsmålet om, hvad Hvilke Chancer i virkeligheden skal til for, dukker op.

Slemt bliver det på ’Høstblommer’, hvor der shuffles derudaf, men Butzbacks stemme på dette lidt ballede nummer kommer til at fremstå lidt små-drankeragtig og den deraf følgende bodegastemning bliver for tydelig – og ikke særligt klædelig. Denne jodlen på det tonale kombineret med en nasal udtale, og så en dranker-overdrive gør desværre ikke projektet nogen tjenester.

Ærgerligt nok, for et nummer som ’Sommerhøj’ har egentlig evnen til at male et fint billede; noget med som dreng at kigge over hegnet til naboen, ungdommens uskyldighed og græs mellem tæerne. Men stemme og slagger-spil gør det desværre til en lunken oplevelse det til trods.

Samtlige otte numre på pladen har ellers egentlig gode takter, til tider gode melodier og der tages endda tilløb til et par fine hooks her og der. Men det hele falder også i samtlige numre til jorden i ballethed, tvivlsom vokalføring og bodega-stemning. Som  på ’Under fremmed lys’, der starter i fin stil – næsten Olesen-Olesen-agtigt – med fortællende stemmeføring og god melodiføring. Men igen; så kigger der en fejlplaceret overdrive på stemmen frem, og de antydninger af magi, der var, forsvinder i skævhed.

Det slutter dog helt tilforladeligt med titelnummeret, ’Hvilke chancer’, der ender med en lang outtro; en gentaget rundgang (minder for øvrigt om Guns n Roses’ ’Patience’!), som så hver gang åbent konkluderer ’hvilke chancer…’ og lader det være op til lytteren at reflektere over hvilke chancer man har overset… Det er hæderligt, men simpelthen ikke nok til at løfte pladen op til noget, der er rigtigt godt i mine ører.

Men hvis man så ”køber” den æstetik, pladen anvender, så findes der bare så meget bedre plader at finde frem med andre kunstnere, og da hverken spil eller tekster er særligt musikalsk eller poetisk opløftende, er det svært at give mere en to, omend pæne, stjerner for Hvilke Chancer.

Du kan finde Langsyn på facebook.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook