expand
GFR
GFR

WordPress database error: [You have an error in your SQL syntax; check the manual that corresponds to your MariaDB server version for the right syntax to use near ') ORDER BY menu_order ASC' at line 3]
SELECT ID FROM wp_posts WHERE post_type = 'attachment' AND ID in () ORDER BY menu_order ASC

Notice: WP_Query was called with an argument that is deprecated since version 3.1.0! "caller_get_posts" is deprecated. Use "ignore_sticky_posts" instead. in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-includes/functions.php on line 4021

For nogle måneder siden varmede London-bandet Laish op for Júníus Meyvant i Aarhus, britisk singer/songwriter toner med en vokal i front der kunne minde om Nikolaj Nørlund, noget der faldt i undertegnedes smag i en sådan grad, at bandets glimrende album Pendulum Swing fortjener en anbefaling.

I et anfald af akut starfucker-trang stormede jeg op til Laish, da han varmede op for Júníus Meyvant på Radar, og fik et anmeldereksemplar af CDen Pendulum Swing. Som man kunne læse i min anmeldelse dengang, så var jeg ganske imponeret over hvordan Danny Greens stemme mindede om især Nikolaj Nørlunds. Og det holder i den grad også på Pendulum Swing.

Ironisk nok, så er teksterne på denne CD dog ikke helt så poetiske som Nørlunds (til trods for, at vi i Danmark ofte lader tekstforfattere ’slippe af sted med’ større clichéer, hvis de skrives på engelsk end dansk). Men det skal ingenlunde tage noget fra Laishs plade, som sprudler af spillelyst, erfaring – og gode sange.

Der er tale om noget, der i set up minder lidt om Nørlund: Singer-Songwriter-sange, som på én gang virker til at være bygget simpelt op – men samtidig alle sammen har små detaljer, der løfter, overrasker – eller i visse tilfælde virker lidt for konstruerede.

Åbningsnummeret, ‘Vague’ fungerer fint og må alt andet lige få et smil frem hos lytteren: For det handler om noget så usexet som at være (næsten) midaldrende. Det må være den umulige tekst at skrive og fremføre, men for Laish fungerer det!

‘Learning to Love The Bomb’ følger op og er en uptempo-sag med et cracking omkvæd, der introducerer kvindekor i call-response omkvædet og generelt har en sær feel good stemning over sig – især når man påtænker at det (måske) handler om vores allesammens udslettelse.

Energien går lidt ned over de næste tre numre, med ‘Love on The Conditional’, ‘Song for Everything’ og ‘The Last Time’. Fine numre, og i ‘Love on the Conditional’ får vi den første alvorlige udskejelse, da afslutningen åbner for en modulation, der ikke helt når at udvikle sig til et nyt tema, før sangen er slut. Lidt sært, men nok til at løfte øjenbrynet hos lytteren.

Jeg finder Laish bedst i de mere uptempo, poppede, melodiske numre og ‘My Little Prince’ er en lille perle, hvor ærgrelsen over at det er ovre på mindre end tre minutter bliver lidt dominerende – især da det sidste, konkluderende pop-hook i c-stykket er så lækkert, at man sagtens kunne have lavet en repetition af det 1 til 1 og nummeret dermed havde stået lidt stærkere.

Nuvel. Kvaliteten er åbenlys! Men det peger måske også på, at Laish er et band, der ikke er alt for godt til at komme ud af ellers gode sange.

Titelnummeret ‘Pendulum Swing’ har noget catchy over sig, men må en langt mere vuggende, lazy måde end de mere uptempo-numre. Men et gennemkomponeret nummer, hvor kontrol og afslappethed virkelig vises frem.

Det indgår så i et lille intermezzo af tre relativt rolige numre, også tællende Wrote of ‘Freedom’ og ‘Rattling Around’, hvoraf sidste kunne være skrevet af Tori Amos – komplet med bevægelige strygere, klaver og med sit sfæriske udtryk næsten desværre er ovre, før det kommer i gang med sine to et halvt minut.

‘Gambling’ sætter så en tone for pladens afslutning, og handler om mondæn spille-afhængighed – eller er vi ude i et metafor? Under alle omstændigheder er der skrevet et virkelig, virkelig fint suspense-release refrain i skiftende taktarter, domineret af seks ottendedele.

‘We Havent’ Made Any Money’ og ‘Isolation’ lukker ned, og som titlerne indikerer, så ender vi ikke just sprudlende af positiv energi. Men det er stærke numre; ‘We Haven’t…’ er båret fint af en guitar-figur og leger med takt-feeling, mens Isolation bliver en rolig, storladen og patetisk bolero og et feeling-skifte, der egentlig er Arcade Fire værdigt, men som også har en intimitet man kan savne hos canadierne.

Jeg sidder tilbage med lidt blandede følelser om Pendulum Swing: Greens vokal er fantastisk og bærer i den grad igennem. Det sprudler af idéer og greb, der oftere virker interessante end konstruerede. Og samtidig har jeg lidt en fornemmelse af at der er for mange ’stille’ numre på pladen – uden at jeg egentlig kan pillet ét ud og sige, at det ikke skulle have været med.

Pladen synes også at have en opdeling i ’afdelinger’ hvilket er noget, jeg holder meget af. Og kvaliteten er utrolig høj.

Så den ender med at få fem stjerner – også fordi jeg kender mange (rigtig mange!), der ville synes at det her var en god plade. Både musikkendere og ikke-musikkendere.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Laish på facebook

Notice: WP_Query was called with an argument that is deprecated since version 3.1.0! "caller_get_posts" is deprecated. Use "ignore_sticky_posts" instead. in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-includes/functions.php on line 4021

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Notice: Undefined index: disable_share_linkedin in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 50 Notice: Undefined index: disable_share_twitter in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 54 Notice: Undefined index: disable_share_digg in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 58