Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Lagerloudz: Hold On Tight ***** (5/6)

Lagerloudz: Hold On Tight ***** (5/6)

3851
0

Sleazy glam-rock, som hevet op af rendestenen på Sunset Strip i L.A. i genrens velmagtsdage i 80’erne, er hvad danske Lagerloudz på autentisk klingende vis fyrer af på albummet Hold On Tight.

Udover de tydelige referencer til 80’ernes hair metal scene, inden den blev ren selvparodi og slået ihjel af Seattle-bølgen, så leder Lagerloudz’ overskudsagtige musik mine tanker i retning af tidlig Kiss. All for the love of rock ‘n roll (som gode gamle Steffen Jungersen måske ville sige), inden der gik ren spekulation, griskhed og narko/sprut relateret dorskhed i sagerne. Lagerloudz, navnet er et engelsk udtryk for en larmende flok der forstyrrer den offentlige ro, disker op med 11 aftapninger af det pureste, feststemte rock og rul – årgangsbryg fra en svunden guldalder for genren.

Indrømmet, du skal nok være fan af genren og have en god sprut-metal n’ roll tolerance for at synes at Lagerloudz er lige så medrivende en omgang som undertegnede, men er du det, så er der en gedigen fest-brandert i vente!

Lagerloudz gør det i det store hele ikke mere kompliceret, end det behøver at være, bandet er velspillende og lyder mere end veloplagte de 11 numre igennem – også så man ser igennem fingrene med et tekstunivers på til tider lidt kluntet engelsk, der kredser meget om de samme emner. Lagerloudz er kommet for at feste OG skabe en fest, så vær klar til masser af “syng/råbe-med” passager, alkoholfikseret lyrik og i det hele taget en herlig dosis fascination for, og dyrkelse af, rock ‘n roll mytologi.

Nu skrev jeg 11 feststemte numre, der er naturligvis tidspunkter i løbet af albummet hvor bandet står lidt stille, sange som “Hey You”, “Welcome To My Nightmare” og “Haters” er fine mellemnumre, niveauet falder aldrig i bund, men i forhold til de åbenlyse højdepunkter, så tøffer de lidt afsted. Efter første afspilning virkede det lidt som om disse spredte numre lagde lidt en dæmper på festen, indtil tanken slog mig – måske skal Hold On Tight’s opbygning ses som en form for live-sæt? Og så giver det lige pludselig rigtig god mening med de indlagte “pauser”, hvor det støjende og opstemte publikum lige kan få pusten igen, inden festen forsætter.

Bevidst eller ubevidst fra Lagerloudz’ side, så er det den fornemmelse Hold On Tight efterlader hos mig, og det får pladen til at fungere fortrinligt. Fra party kickstarteren “Fill My Heart With Rock” til “Let’s Get Drunk Tonight” lukker album “koncerten”, så falder bandets sange i en logisk og virkningsfuld rækkefølge, der gør at man bliver revet med på de helt rigtige tidspunkter, synger med når man skal og finder lighteren frem når det er påtænkt – som den slags rockkoncerter nu skal være.

“Fill My Heart With Rock” og “Hairspray and Airplay” er det indledende one-two punch, der i forrygende grad får sparket liv i løjerne. Førstnævnte proklamerer “turn it up I’m ready to go”, spørger om vi er “ready to go” og introducerer den første fede guitarsolo med et “guitar” fra forsangeren – bare hvis nogen skulle være i tvivl. “Are you ready to go // Down Below // Enjoy the show”, så er vi boogie-metal rocket i gang og har allerede armene i vejret og fået den første portion “klappe-med-koklokke”, herligt! “Hairspray and Airplay” er mere den første “hitsang” i sættet, end en “få-publikum-med” hymne som “Fill Your Heart With Rock”. Den viser, at Lagerloudz ikke bare er leveringsdygtige i simple publikumsvenlige rytmer, som det er svært at stå stille til, men faktisk også kan skrue glimrende hårdt rockende numre sammen.

Efter den heftige og uimodståelige indledning på Hold On Tight, så kommer vi ind i en del af sættet, hvor der veksles mellem de ovennævnte solide mellemnumre og de mere medrivende stunder. Samtidig udvides paletten yderligere rent musikalsk, så vi kommer godt omkring på 80’er landkortet. På “Backstage Drunk” flirtes der endda med lidt let blues klang, og alt sammen med til at give pladen god variation, så bandet aldrig føles låst fast i L.A.-party rillen. Det er dog når der går skamløs anthem/stadionlyd i den, at Lagerloudz topper, en virkning der netop bliver mere effektiv ved, at de ikke udelukkende fyrer det ene “hit” af efter det andet. “Hold on tight, for the rollercoaster ride”, lyder det i det næste højdepunkt “Rollercoaster Ride” – and the crowd goes wild. Bandet, Terror Trocker (bas), Stixx Starr (tommer) og Badass Birk (guitar), samt forsanger Pain Punch (smukke navne!) drøner derudaf som en velsmurt enhed på disse numre. Ingen tvivl om, at de har styr på genrens ABC, for et nummer som “Rollercoaster Ride” er nærmest skruet perfekt sammen til at få folk med – der kan klappes, skråles med og spilles luftguitar.

Som tidligere nævnt skal vi naturligvis også have lighterne (ikke mobil telefonerne) frem på et tidspunkt, til det formål får vi den veltimede ballade “Beg For Less”. Nummeret bygger langsomt op, man står og vugger med, men naturligvis kommer der en forløsning, hvor man kan knytte næverne mod himlen imens der skrues op for instrumenterne – igen er der helt styr på, og perfekt dosering af, de klassiske virkemidler. Det, der gør, at Lagerloudz ikke kommer til at virke som en genre og selvparodi, er netop den kompetente udførelse, for bandet kan simpelthen skrive sange. At det så er hørt før, gør ikke noget når det leveres med indlevelse og kærlighed. Bandet er ikke bange for at komme til at virke lettere tacky og skamride klichéerne, som for eksempel på “Baby Your My Rock”. En ubekymret og smittende Detroit-rocker, som taget ud af Kiss’s bagkatalog.

Lagerloudz afslutter Hold On Tight med manér, og underbygger her følelsen af at være til koncert med bandet, ved simpelthen at inkludere en liveindspilning. På den semi-akustiske “Let’s Get Drunk Tonight” har vi “… all made it so far // But now they’re closing the bar”, festen er ved at slutte, men vi får lige en sidste omgang at gå hjem på. Nummeret har, uden sammenligning i øvrigt, lidt D-A-D’ske “It’s After Dark Now” kvaliteter over sig, og er på den måde et helt passende punktum for Hold On Tight.

Nogen gange kan det trække op at være originale, men det trækker ikke nødvendigvis ned ikke at være det. Lagerloudz er på ingen måde originale, men de prøver heller ikke på at være det, derimod hylder de en tid i rockhistorien, som i 2013 er håbløst umoderne, men de gør det med stil, kærlighed til musikken, overskud, masser af attitude uden at det virker påtaget og med guitar – masser af guitar. Leder du efter tungsind, alvor og mega dybsindige tekster, så er Hold On Tight nok ikke noget for dig, det er ikke Lagerloudz’s mission med musikken.

De er kommet for at give os en fest igennem 11 sange bygget af nogle af rockens grundsten, fra dengang det handlede om at have det sjovt. Så med Lagerloudz’s egne ord, “let’s get drunk tonight, and forget about tomorrow”.

5 små funklende glammed up stjerner for den uforpligtende og medrivende fest.

Anmeldt af Kodi

Besøg Lagerloudz på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleThe Breeders – Cannonball – 14/11 – 2013
Next articleYour Laundry – Spell L.A. – 15/11 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.