Kylesa: From The Vaults vol. 1 **** (4/6)

0
588
views

Sydstats-bandet har været en tur i arkivet og fundet nok materiale til at smide en oprydningsdisk på gaden – det slipper de i det store hele rigtig godt fra.

Kylesa fra Savannah, Georgia, er dybt forankrede i sydstats-sludge, stoner og psykedelisk rock mudderet, med store, stenede klangflader, brølende instrumental støj og masser af pondus i de tre vokalister, der dominerer lydbilledet. Bandet har gennemgået en del udskiftninger over årene, og er oprindeligt resterne af bandet Damad, hvor det gennemgående medlem, guitarrist og forsanger Phillip Cope, regnes som den lokale Metal Godfather i hjembyen Savannah.

I 2001 skiftede Damad navn til Kylesa, der har udgivet fem studieplader og et hav af andre udgivelser, og i dag består af fem medlemmer, heriblandt 2-3 aktive trommeslagere af gangen. Det giver Kylesa en temmelig tungt buldrende lyd, men de forvrængede og larmende guitarer kan sagtens give trommerne kamp til volumen-stregen. Alt i alt en ganske unik og personlig lyd, der dog stadig er nært forbundet til den stenede del af sludge-metallen.

Det helt store problem ved denne slags “ryd op på lageret” opsamlinger, er naturligvis at det ofte kniber med sammenhængen og en gennemgående rød tråd. Det er nu egentlig ikke det store problem på From The Vaults vol. 1, for ofte spilles der bare højt og massivt, så man ikke rigtig opdager, at det er spredte rester fra deres musikalske bord vi har med at gøre.

Der er enkelte numre der stikker ud, på den måde hvor man tænker, at den kunne jeg godt have undværet. Sidste track, den instrumentale trommejam “Drum Jam” (ingen falsk varebetegnelse her), er ganske fin og veludført, men også overflødig. Den leder naturligt tankerne i retning af Sepultura’s jungle-metal, men gør hverken fra eller til i det samlede billede. Indbegrebet af fyld. Det samme gør sig gældende for den korte bas-instrumental, “Bass Salt”, der kun varer ét minuts penge og ikke rigtig er andet end en lille pause hen imod slutningen på pladen. Det er selvfølgelig udemærket at Kylesa på denne måde forsøger, at binde overskudssangene sammen som et helt album, men man ved jo godt at det ikke er tilfældet, derfor igen – et lidt overflødigt, men uskyldigt, indslag der bare fylder.

To covernumre er der også blevet plads til blandt Vaults tolv udvalgte. Det første er “Drained” af Buzzoven, et sludge-band dannet i ’91 som Cope turnerede med, sammen med blandt andre Neurosis. Det er fem minutters skrækindjagende dommedagsdoom, der lyder som Neurosis hvis de havde en psykotisk kælling i front – der står og skriger bag anstaltens mure. Behøver jeg at nævne at det er tæskefedt? Buzzoven.. dem må jeg lige kigge nærmere på ved lejlighed!
Som andet covernummer har Kylesa sørme sat sig for, at prøve kræfter med intet mindre end Pink Floyd, et andet band Kylesa er blevet sammenlignet med – i hvert fald tidlig Pink Floyd på grund af de psykedeliske tendenser. “Set The Controls For The Heart Of The Sun” er offeret, og Kylesa i deres psykedelisk-metalliske hjørne slipper faktisk levende fra at kaste sig ud i åben kamp med det mægtige Pink Floyd opus. Det langsomt mediterende nummer har her fået en klædelig metal legering.

Endvidere har Kylesa fundet plads til to nyfortolkninger af egne numre, “Between Silence And Sound II” og “Bottom Line II”. Sidstnævnte kan findes i original udgaven på To Walk A Middle Course (2005), et uptempo punket nummer, der i version II lyder noget mere skrabet og mindre fyldig end den oprindelig udgave, som jeg foretrækker. Der er tilsyneladende også byttet vokal, så denne udgave synges af en kvindelig vokal (Laura Pleasants), det giver den et twist, men lyder stadig som en skrællet demo. Første udgave af “Between Silence And Sound” kan man finde på Time Will Fuse It’s Worth (2006). Den nye version er kortet ned hvad spilletid angår, og fået en mere “rund” og storladen lyd, frem for originalens kolde stål-sludge med industrial tendenser. Vokalen, eller det skærende raseriudbrud den er på nummeret, ligger også en lille smule længere fremme i mixet på II’eren, hvor den i originalen nærmest bare var et ekstra instrument i en udefinerbar støjmur. Smag og behag hvad man vil foretrække, men version II er et rigtig fint alternativ.

Indledningen på “111 Degree Heat Index” lyder som en kaotisk sirene på før omtalte galeanstalt, i det hele taget er en del af Kylesa’s numre lyden af et snigende vanvid, der af og til blusser op i fuldt flor. Således også på denne sang, hvor insisterende guitarer og trommer kæmper om at få overtaget. Det tenderer til det stressende, men man beholder lige nøjagtig overblikket og holder sindssygen på afstand fordi bandet har en glimrende fornemmelse af at dosere sagerne, og holde igen i sidste sekund. Forbandet tungt og højrøstet! På “Paranoid Tempo”, er vi, som titlen nok afslører, ovre på et nummer med et mere febrilsk tempo. Afvekslingen og variationen fra de mere kværnende stener numre er såmænd fin nok, men lige dette nummer gør ikke rigtig noget for mig. Det buldrer bare lidt derudaf og får lavet lidt tempofyldt larm.

Så er den ligeledes fartglade “Wavering” straks bedre for mig, tempoet er ikke helt så højt som i Paranoid Tempo”, tilgengæld er der skruet op for de metalliske elementer. Det kan vi jo godt lide – men Kylesa’s ofte råbende vokaludbrud kan godt skære en smule i ørerne og blive lidt for meget i visse passager. Alt med måde. Derfor er det behageligt at en sang som “End Truth” skruer helt ned for de skingre virkemidler og bare svæve-stener afsted med mere diskrete guitar strøg, inden det bliver pænt spaced out halvvejs inde i sangen. Der er vokal at finde i lagene, men det hele flyder lidt sammen i en sonisk fortættet lydboble.

Det der egentlig slår benene mest væk under én, er den voldsomme og knusende indledning på Vaults. Efter en kort, men stemningsfuld instrumental intro, bliver man molesteret af “Inverse”, der uden hensyntagen til at dette muligvis kunne være et album der lå under en fans juletræ og skulle høres 24. december, brutalt blæser juletræet omkuld. Melodien er flænsende og bare møgtung, imens julefred og fortærskede salmer druknes af maniac vokal – en rigtig hygge spreder.

From The Vaults vol. 1 skal naturligvis ikke bedømmes som et samlet værk, den stritter i del forskellige retninger, som denne form for musikalsk loppemarked jo altid vil, men formår alligevel at fremstå knap så rodet som man kunne frygte. Der er masser af kræs og julegodter for kendere, og for fans af gruppen er den et godt supplement til samlingen. Der er tilpas variation, indhold og bid i sammenkoget til, at det ikke føles som en regulær money grab udgivelse. Fyld er der en smule af, men selv med covernumre og varianter af gamle sange, så føler man sig ikke snydt. Faktisk er der enkelte glemte guldklumper imellem, så alt i alt skinner det tidligere frasorterede materiale nok til at sikre en solid 4er.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!