Kissaway Trail: Breach ***** (5/6)

0
1206
views

Kissaway Trail har været meget igennem som band siden sidst vi hørte fra dem, blandt andet er de på grund af interne stridigheder (og andre rock-klichéer) blevet reduceret til en trio. Den slags resulterer ofte i et nyt album, der enten virker famlende og ufokuseret, eller et, der emmer af fornyet kreativitet og luft. På Breach, er det heldigvis det sidste, der er tilfældet.

Siden gruppens seneste album, Sleep Mountain, har Kissaway Trail sagt farvel til to medlemmer. Det har dog ikke medført at deres lyd er blevet mindre på nogen måde, eller at “resterne” af bandet fremstår amputeret. Breach er derimod lyden af et band, der synes revitaliseret og fokuserede på at holde karrieren på ret kurs, og samtidig styrer udenom mange af de musikalske klichéer, som nogle turbulente år ellers kunne føre til . Netop fokus, er et af nøgleordene for mig, når man lægger ører til pladens 12 numre (inkl. to kortere “mellemstykker”). Albummet virker sammenhængende og formfuldendt fra ende til anden, hvor bundniveauet i sangskrivningen aldrig kommer under det glimrende, og enkelte numre fremstår decideret fremragende.

Kissaway Trail lægger fra land i imponerende stil med 3 fremragende sange, faktisk er der mindst 5-6 numre på Breach, der alle er fantastiske på hver deres måde (nogle af dem jeg har valgt at fremhæve her). Klangen er måske velkendt for genren, men albummet har sin egen særlige stemning og atmosfære. Breach lyder, hvis man ikke lige bliver fanget af lyden, måske bare som endnu et album fra et band inspireret af The Flaming Lips, Arcade Fire og andre følelsesladede melankolikere fra midt 00’erne – smagt til med en skvis The Cure. Det er der jo ikke noget nyt eller banebrydende i, men hvad gør det når det resulterer i så fornem en plade? Gode sange, er og bliver gode sange, og når de så som her falder som perler på en snor, så er det svært at få armene ned. Men tilbage til starten, hvor “Telly The Truth (The Breach)”, som sagt, imponerer.

Vi befinder os i et semi-Cure lydlandskab (ligesom den beslægtede “The Sinking” senere på albummet) med noget akustisk guitar vævet sammen med indbydende drømme pop/rock klangflader. Et nummer der ville fungere lige så blændende som albumlukker, hvilket blot er med til at understrege følelsen af et sammenhængende album, der skaber sin egen lille boble. Fra start introduceres vi til en af de gennemgående stemninger på pladen, tonen og atmosfæren fremstår længselsfuld, men ikke på en fjern og drømmende måde, nærmere afklaret og nøgtern. Selvom “Telly The Truth” efterlader en lun følelse når den svæver afsted, så er det ikke uden en vis snert af kølighed i udtrykket.

Kissaway Trail er på sporet af noget stort, og rammer allerede fuldstændig plet med næste nummer, den storladne førstesingle “Nørrebro”. Her kommer et andet af de gennemgående temaer/stemninger på banen, i form af den, når man kigger på sangens titel, forventede storby-stemning. Hvor andre plader har held med at ramme en form for “storby-puls” i musikken, så er det på Breach som om du rent faktisk går i byens gader og ikke bare fornemmer en puls i musikken. “Nørrebro”, som mange af de andre sange på pladen, er farvelagt i efterårets (eller er det tidligt forår?) nuancer, uden at det bliver direkte koldt. Det er følelsen af at vandre rundt for sig selv i en levende by, med blinkende neonskilte, lys fra biler og huse, dis og din egen ånde hængende i luften.

“Cut’s of Youth (Razor Love)” fuldender Kissaway Trails hurtige hattrick, og sammen med “Beauty Still Rebels”, der falder midt på pladen, er det måske min favorit på Breach. Her (på Cut’s) er følelserne helt ude på tøjet, armene mod himlen, hvor solens stråler lige bryder igennem efterårsmelankolien for en kort stund, “nothing else matters to me..” lyder mantraet – man fornemmer en form for udrensning og optimisme. På en måde minder sangen mig om noget The Polyphonic Spree kunne have begået, da havde armbevægelserne nok bare været endnu mere voldsomme og udfarende end her, for Kissaway Trail lader aldrig følelserne løbe fuldstændig af med dem – i nogen retning. Man får lov til at kigge ind bag ved facaden, i glimt, så det hele ikke kommer til at virke for introvert, men udfarende og udleverende bliver det heller aldrig.
“Beauty Still Rebels” er et fint eksempel på denne balancegang, her er udtrykket mere dunkelt og brummende, næsten industrielt eller futuristisk. Tempoet er langt mere mekanisk og tonen maskinel, men rummer stadig en varme og organisk puls, ikke mindst på grund af vokalen/erne, som er betagende hele vejen igennem Breach. “In time, I’ll do it all for you…” lyder det næsten messende.

Hvor “Nørrebro” var den eftertænksomme slentre tur gennem byens gader, så er “Shaking The Mote” den lidt hurtigere cykeltur igennem de samme gader. Trafik og melodi flyder derudaf, og flyder ud sammen med tanker om alt og ingenting. Kissaway Trail lykkes på Breach med at være både meget billedskabende og efterlade masser af rum i pladens univers til, at man kan svæve væk med musikken og ikke rigtig tænke på noget bestemt.

Breach afsluttes med det eneste nummer på pladen, der ikke er krediteret de to bandmedlemmer Søren Corneliussen og Thomas Fagerlund. Nummeret er Kissaway Trail’s dragende og flotte fortolkning af Shane MacGowan’s (The Pogues) “A Rainy Day In Soho”, som i denne version passer perfekt ind i det lydunivers bandet får kreeret på Breach. Faktisk i en sådan grad, at man skulle tro at det var et af deres egne numre, skabt til lejligheden. Selveste Nick Cave har, blandt en del andre, haft fingrene i dette nummer, men her slipper Kissaway Trail afsted med at gøre sangen til deres helt egen og får brugt den som et passende punktum for pladen.

Efteråret står for døren, og Kissaway Trail leverer med Breach årets hidtil stærkeste bud på et soundtrack til denne årstid. Tilblivelsen af albummet har efter alt at dømme ikke været nem, men Breach lyder overraskende ukompliceret og indbydende, når man tænker på hvilke følelser der må ligge bagved, og som helt sikkert gemmer sig i sprækkerne, på den vellydende plade. I stedet for at krakelere, har Kissaway Trail tilsyneladende fundet en musikalsk vej ud af deres eget personlige mørke. Banebrydende og vanvittigt originalt er det muligvis ikke rent musikalsk, men “blot” et forbandet smukt, forførende og veludført album, der får en kæmpe anbefaling med på vejen herfra, hvis man efterhånden længes efter lidt andet end sol og sommer.

Anmeldt af Kodi

Kissaway Trail på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here