Kiss: Monster ***** (5/6)

0
710
views

Perfekt timet til oktober måned, lander det nyeste album fra den omvandrende Halloween butik, Kiss, der med Monster har skabt en overraskende vellykket tre kvarter lang nostalgifest. All for the love of rock ‘n roll.

Linjen stammer fra sangen af samme navn, et af mange festlige højdepunkter på dette deres tyvende studiealbum, det første siden Sonic Boom i 2009. Det album markerede lidt af et comeback for de aldrende sminkedukker, i det at de ikke havde lydt så levende i adskillige år. Nu er revitaliseringen fuldendt, og Monster er klar til at skræmme livet af rockfans verden rundt. Eller måske ikke, men så da i hvert fald fungere som det næsten perfekte soundtrack, til en aften med gutterne – hvor gamle dage mindes og lidt for stramme bukser og tyndt hår, luftes.

Hvad med de unge? Må de ikke være med? Joooo, hvis de gider, men tror det er ligegyldigt for Kiss – det her lyder som om det er lavet til a trip down memory lane, eller for allerede erklærede medlemmer af The Kiss Army. Nye medlemmer kan melde sig under fanerne her, men man har sine tvivl, om det kommer til at ske.

For moderne er det her bestemt ikke! Som sanger, guitarist og producer (på denne plade) Paul Stanley har udtalt til Rolling Stone Magazine: “You don’t need to reinvent the wheel. I have nothing against technology. When technology trumps emotion and feel, when somebody will tell you something is good by looking at a computer screen rather than seeing if they’re sweatin’ or tapping their foot, I’m out of there.”
Og “emotion and feel” er netop nogle af Monster’s helt store forcer, det er kort og godt lyden af et band, der tilsyneladende har glemt big business brandet Kiss for en stund, og bare har nydt, at indspille noget rock ‘n fucking roll. 12 nye numre, ingen direkte nitter og ikke skyggen af en slibrig 80er ballade. Bare på med krigsmalingen og de høje støvler, spænd gammelmandshuden op med læder nok til at gøre Rob Halford misundelig, tænd op under rockfyrværkeriet og knytnæven i vejret. Her rockes!

Indrømmet, variation, nytænkning og andet der normalt skal retfærdiggøre en karakter i den højere ende af skalaen, er der ikke voldsomt meget af på Monster, men monsteret er bare samlet set så sprælsk, veludført og energisk, at den slags bliver lidt ligegyldigt. Fra første strofe af “Hell or Hallelujah” til de sidste i “Last Chance”, er det skamløst underholdende og medrivende. Det selvom mange af numrene er skåret over den samme klassiske Kiss formel, – midttempo glammet boogie rock, med masser af store armbevægelser og en god ladning pondus i melodierne.

For det lyder umiskendeligt som god, gammeldags 70er Kiss, og som om de to tilbageværende originale medlemmer, Paul Stanley og Gene Simmons, har fundet to nyere legekammerater, der bærer kostumerne med glæde og stolthed. Tommy Thayer på guitar, og Eric Singer på trommer, har tilmed bidraget til både sangskrivningen og vokalarbejdet, da de får lov til, at synge lead på hver deres nummer, imens Simmons og Stanley deler resten. I studiet er det dog Stanley, som har haft sidste ord vedrørende musikkens retning og udformning, i kraft af, at han har siddet i producerstolen. Det har han gjort blændende, med herligt vulgær lyd på numrene og en fin rød tråd pladen igennem.

Vi får den store og svulstigt brutale lyd, som på “Wall Of Sound” og “Freak”, hvor Kiss hæren skyder med højeksplosive melodier og hooks. Typisk metallisk klingende “Detroit rock” på “Shout Mercy” og “Long Way Down” og rendyrket stenalder rock på “Back To The Stone Age” – titlen lyver ikke. I det hele taget er Kiss, på Monster, et befriende ærligt band. Der er sgu ikke så meget pis, og det du får, serveres lige på og hårdt, uden skam og med masser af bidende attitude. Derfor slipper de også helskindet fra, at mange af teksterne er gammelkendte party paroler og smålummer, hvis ikke eksplicit seksuelt ladet, mandehørm. Primitivt og lidt tumpet? Herligt primitivt og tumpet!

I saw her standing there across the room. A glass of wine and some sweet
Perfume.
Next thing I knew she was standing right next to me.
OH YEAH!
I told that I have a submarine. She said I know exactly what you mean.
I told her that my ship was ready to touched my heart when she touched my
Thigh she said,

Take me down below, doesn’t matter where we go.
Yeah I understand, lead me by the hand.
Won’t you take me down below.

Så subtilt kan det gøres mine damer og herrer, når Kiss, uden skyggen af skam i livet, åbner for godteposen på “Take Me Down Below”. Og The Darkness, tag ved lære, man behøver ikke råbe “PIK” så højt man kan, for at det er sjovt OG fladpandet. Hér på den gode måde, modsat de britiske plattenslagere.

Der er, som nævnt, ingen nitter imellem, jo altså i overflod på de herrers kampuniform, hver og en af sangene er værd at lytte til, men helt forrygende bliver det på anden halvdel af pladen. “Take Me Down Below” og “Last Dance”, som er Monsters to sidste numre, har vi rundet, men de fire der fyres ud af Kiss-kanonen inden, er pladens højdepunkter for mig. Den flabet leverede “The Devil Is Me” lugter af Sunset Strip Sleaze, som bands som Mötley Crüe var garant for i 80erne, uden at det kommer til at lyde bedaget.
Anthem-rockeren “All for the Love of Rock & Roll” , kunne måske klinge lidt hul i forhold til, at bandet, om nogen, har dyrket deres eget brand og er kommercielle ud over alle grænser, men man glemmer det her – og tror sgu, bare for en kort stund, på at de virkelig gør det her, fordi de elsker rock og rul.

Helt fabelagtigt “strutting & rocking” bliver det på de to beslægtede, “få knytnæven i vejret og syng”, slagsange “Eat Your Heart Out” og “Outta This World”, to sange der ville glide ubesværet ind i et greatest hits sæt. Førstnævnte med indledende a capella vokalharmoni og begge forbundet til hinanden gennem godt med koklokke og forbandet catchy melodier – syng og dans, for helvede!

Kiss får 4 store stjerner for hvert enkelt medlems tydelige engagement og spillelyst, og en lille ekstra for det samlede indtryk og underholdningsværdien – så vi med lidt god vilje sniger os op på de 5. Der er ikke mange bands derude, der laver den her slags brunstige og potente stenalder rocksange længere, og egentlig tydede alt på, at Kiss heller ikke magtede at gøre det længere. Monster modbeviser denne tese med al tænkelig kraft og tydelighed.

YEEEEEEAAAAAAAAAAAAAH, back tooooo the stone age – for pokker en hyggespreder og humørbombe af et album!

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!