RF10: Kasabian – Orange Scene, Søndag ****

0
1058
views

Rockfest reddet af hårdt arbejdende band

At britiske Kasabian ikke var det mest kendte navn på festival plakaten, vidnede et meget tyndt og tamt fremmøde til denne søndagskoncert om. Helt uforståeligt egentlig, bandet havde fået pæn airplay af deres seneste par singler på P3 og med 3 plader i bagagen, der rangerer fra solide til fremragende, kunne det undre at der ikke var mødt flere op foran Orange Scene.Det skyldes muligvis at folk allerede sad i kø til Prince, var i gang med at tanke op på føde og fad, stod og ventede på The National ved Arena, eller bare ikke anede hvem Leicester bandet var?

Under alle omstændigheder var der utroligt tyndt besat på dyrskuepladsen, udover pit området, og så virker pladsen foran Orange pludseligt enormt stor og øde. Forhåbentlig fremgik det ikke så tydeligt oppe fra scenen, i hvert tilælde lod bandet sig ikke mærke eller hæmme af det, hvis det var tilfældet. Eller også var det netop det der fik dem til at trække i arbejdstøjet? For Kasabian spillede en koncert, hvor det virkede som om de skulle bevise et eller andet, og overbevise tvivlerne blandt de fremmødte om, at vi her havde med et af (frem)tidens mest medrivende rockbands at gøre.

Og en seriøs og målrettet optræden fra den lettere, men på den fede måde, krukkede forsanger Tim Meighan og tropper var særdeles påkrævet. Udover at skulle kæmpe med et dovent og begrænset publikum, der mest af alt virkede som om de ventede på britisk pause-te, og den kiksede placering i programmet, så var bandet også offer for den berømt/berygtede Orange mudderlyd. Nogen gange tydelig, nogen gange helt væk, tit alt for lav og bare generelt ”herligt” uforudsigelig – sådan en lille ekstra søndagsudfordring ovenpå 8-10 dages tømmermænd.

Tømmermændenes hammeren og banken glemte man dog hurtigt, da der blev lagt ud med ”Fast Fuse” fra Kasabian’s side. Det kan godt være stemningen udenfor pitten var noget mat, men på scenen fik den en spand britisk sprinter kul, da ”Shoot The Runner” blev smidt i fyret allerede som andet nummer i sættet. Bandet har et suverænt fundament med deres dansable opdaterede Stone Roses møder Oasis lyd og attitude, og igen kunne det undre at det endnu ikke har fundet et bredere publikum her til lands. Det skyldes måske tildels at det her, af uransagelige årsager, var deres første koncert på dansk grund – hvilket kunne tyde på at der har manglet noget fodarbejde og promotion af gruppen? For i hjemlandet er de festival og arena headlinere, med glimrende album slagstal, det er de bestemt ikke i Danmark endnu.

Et bedre spilletidspunkt og sted, feks Arena fredag eller lørdag nat, havde nok også gjort deres koncert til den fortjente fællesfest – numre som ”Underdog” og ”Where did all the love go?”, 3. og 4. sang på Orange, havde nok løftet sig op under teltdugen i endnu større grad, hvis det havde været tilfældet.

På trods af, eller måske netop på grund af, den lidt dæmpede modtagelse af disse fede numre, så arbejde bandet stenhårdt videre, og nægtede tilsyneladende at give op og bare phone it in resten af koncerten. Deres debut single ”Reason For Treason” og den fantastiske b-side ”Julie and the Mothman” blev leveret med vedvarende tænding og bidsk udstråling fra Tim Meighan og det uhørt velspillende orkester anført af hovedsangskriver, og guitarist, Sergio Pizzorno.

En bidskhed der også skinnede igennem i dobbelt bidet ”Empire” og ”The Doperman” – i det hele taget blev man lettere overrasket over, hvor mange velfungerende ørehængerer og fuldtræffere Kasabian egentlig har fået presset ind på 3 albums og det løse.

En af deres allerstørste hits, Tanzrockeren ”Club Foot”, satte fut i søndagsdanseskolen som afslutning på sættet, og igen kan det kun ærgre at koncerten skulle trækkes med disse sløve omgivelser, i stedet for en sen rockfest for de indviede tidligere på festivalen. Den uimodståelige ”Fire” brændte om kap med sommersolen som første ekstranummer, som blev fulgt op af endnu et hit, “Vlad The Impaler”. Nederst er linket til en video der demonstrer hvordan en Kasabian koncert slutter overfor et medlevende publikum, men LSF (Lost Souls Forever) blev, trods Meighan’s ihærdige og dedikerede opfordring til det modsatte, desværre modtaget med en semi-stille summen, frem for orkan lignende jubel og begejstring.

Disse beklagelige, og uheldige, omstændigheder kan dog ikke frarøve Kasabian den ros de vitterlig fortjente for deres utrættelige indsats for, at skabe en stemning mod hårde odds. Vi fik en fantastisk rundtur på et rockende dansegulv til deres smittende toner, der forhåbentlig finder et velfortjent stort dansk publikum, så deres næste koncert her til lands bliver den kæmpe fest der unægtelig er potentiale til. Ser man bort fra omgivelser og stemningen arbejdede Kasabian til 5 stjerner, men helhedsindtrykket blev lidt skæmmet af ting der var udenfor bandets kontrol, så vi trækker en halv – men sikken en beundringsværdig indsats på scenen!

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here