Kadavar + Blues Pills, Voxhall, 4/10 – 2016

0
364
views

Progressiv blues rock en tirsdag aften? Voxhall bød på en tysk/svensk kombi med Kadavar og Blues Pills, og det slap førstnævnte bedst fra, mens sidstnævnte heldigvis fik spillet sig op, efter en uengageret start. 

Tirsdag er sædvanligvis ikke en aften hvor det er let at trække folk af huse i Aarhus, men Kadavar/Blues Pills kombinationen, suppleret med Stray Train, som jeg ikke nåede at høre, havde alligevel lokket en del ind på Voxhall, som ikke var stopproppet, men hæderligt fyldt, da jeg ankom 20.15. Publikum var en ganske alsidig blanding, og var især under Kadavar rigtig godt med på de psykedeliske, bluesede toner.

Kadavar ★★★★☆☆

Netop Kadavar havde tjansen som første headliner. Kadavar er bestemt ikke noget snakke-band, og fra start til slut er de instrumentale eskapader, der er i centrum fra trioen. Netop i centrum på scenen sad trommeslager Christoph ‘Tiger’ Bartelt og tiltrak sig en stor del af den visuelle opmærksomhed med sin ekspressive spillestil og det viltre hår blæsende om hovedet, mens guitarist og sanger Christoph ‘Lupus’ Lindemann og bassist Simon ‘Dragon’ Bouteloup flankerede.

Fra start var der smæk på, og det stod hurtigt klart, at Kadavar er et glimrende live-band, en organisk enhed, hvor guitar, bas og trommer flyder sammen i en dynamisk lydmur. Skulle jeg brokke mig lidt over noget i lyden, var det Lupus’ vokal, der ikke fremstod nær så stærk som den instrumentale del af pakken. Men det gjorde egentlig ikke det store, for Kadavar var en velsmurt stoner blues rock maskine på Voxhall. I hvert fald lige indtil de skulle spille ‘Last Living Dinosaur’ som tredje nummer. “No, that’s not it”, konstaterede Lupus, inden bandet forsøgte sig igen, og igen stoppede. Et forsøg på at starte et andet nummer blev også afbrudt, og en lydmand måtte ind og rode med kabler på scenen et par minutter omkring basforstærkeren. Her benyttede 2 x Christoph ventetiden til at jamme lidt, og publikum tog heldigvis godmodigt imod – og da først der kom styr på teknikken, kørte det igen for Kadavar.

kadavar

Med lidt ombytning i sætlisten fik vi alligevel det gungrende, og glimrende, fortidsmonster af et nummer, ‘Last Living Dinosaur’, tight og svinefedt spillet, mens et nummer som den efterfølgende ‘The Old Man’ var knap så spændende i leveringen. Den var der nu sjældent noget at udsætte på, og Kadavar viste masser af overskud på numre som ‘Black Sun’ og ‘Creature of the Demon’. Kadavar bruger ikke rigtig billige tricks, og der bliver ikke hevet alle mulige instrumenter på scenen til at variere udtrykket, ligesom det er sjældent man finder en dæmpet passage. Det er kort sagt en kværnede rockmaskine, man bliver kørt over af, og selv på en kølig tirsdag aften svingede det fortrinligt.

Med Bartelt som drivende kraft i midten, Bouteloups bas som pendul og Lindemanns guitar som det lette og smidige kavaleri, der kunne lege sig ind og ud mellem de tungere buldrende tropper, virkede Kadavar grundlæggende som en ualmindelig velsmurt rockmaskine, der buldrede ud over stepperne. En energisk og in-your-face version af Beatles-klassikeren ‘Helter-Skelter’ blev sidste nummer for Kadavar, som, havde det ikke været for den tekniske afbrydelse undervejs, måske kunne have sneget sig op på 5 stjerner.

Blues Pills ★★★☆☆☆

Det virkede som en forkert rækkefølge at have Kadavar før Blues Pills. Indledningsvis i Blues Pills’ sæt, var det i hvert fald svært at blive helt fanget ind af de tilsyneladende noget mere uengagerede og tilbagetrukne svenskere. Hvor alle tre Kadavar-medlemmer stod helt fremme på scenen, var det kun forsanger Elin Larsson, der virkede til at være tæt på publikum, især indledningsvist i Blues Pills’ sæt.

Fra start virkede bandet forhippede på, at få sendt så mange numre afsted som muligt, og selv om de bestemt godt kan spille, så virkede det sært uengageret – altså bortset fra Larsson i front, som gjorde hvad hun kunne for at skabe kontakt til publikum. Det var da også tyndet lidt ud i rækkerne under Blues Pills, og blødningen fortsatte koncerten igennem. Det høje tempo i leveringen gjorde desværre også at Larssons ellers stærke vokal sjældent kom til sin ret i første del af sættet, hvor numrene blev leveret uden indlevelse af bandet.

Heldigvis blev tempoet sat ned efter en lille håndfuld numre på ‘Black Smoke’, som dog alligevel endte med at blive sært forceret. Jeg synes jeg spottede et glimt af fortvivlelse i Larssons øjne, da hun måtte haste sig gennem stroferne, men måske var det bare mig. Blues Pills er bestemt dygtige musikere, men det tog dem lang tid at vise det denne tirsdag. Heldigvis fik de langsomt trukket tempoet ud af koncerten, så den bluesede lyd, og ikke mindst Elin Larssons vokal, kom mere til sin ret. Så blev der også bedre plads til Dorian Sorriaux’ fine soli, som flere steder lyste op.

blues-pills1

På ‘Astralplane’ spillede det sgu, og endelig tog bandet tempoet ned og lod det blive der. Efter lidt problemer med lyden blev også ‘High Class Woman’ leveret med behørig indlevelse af bandet, mens Larsson piskede liv i publikum til det saftige riff – det så dog ud til at bandet egentlig helst ville være fri for at hun kom i nærheden af dem, mens de spillede, hvilket bidrog til at man stod med en fornemmelse af en ikke helt velfungerende banddynamik. Men da Larsson så indledte alene på vokalen på glimrende ‘Devil Man’ fornemmede man virkelig, hvor godt det kunne have været, hvis Blues Pills havde spillet på det niveau hele vejen igennem. De har faktisk flere glimrende psykedeliske blues rock numre, der fortjente bedre, end hvad de blev udsat for denne tirsdag.

En entusiastisk kerne blandt publikum (til sidst var der kun tætbefolket i 5 rækker foran scenen) fik klappet bandet tilbage på scenen til to ekstranumre, som blev indledt med en lidt vel indøvet bandintro, hvor de enkelte medlemmer faldt ind efterhånden som de blev nævnt, og en stærk afslutning, men det kunne ikke helt redde helhedsindtrykket. Jeg forstår dem, der listede af eller gik i baren under første del af Blues Pills’ sæt. Første del var til 2 stjerner, den sidste del af koncerten var til 4, så vi lander på 3. Men potentialet er altså til meget mere…

Anmeldelse og foto: Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here