K.D. Karma: Empathy! ★★★☆☆☆

0
624
views

Bag det lidt underfundige navn, KD Karma, ligger Kell Dalager, som med Empathy! forsøger at udtrykke hvad der i pressematerialet omtales som ‘vred budhisme’.

Det er et oprør mod at man angiveligt i dagens samfund på arbejdet bliver bedt om at lægge sine følelser derhjemme – og i vores mangel på forståelse for for eksempel flygtninge. Det er egentlig et vældig sympatisk udgangspunkt, men desværre har pladen ikke den slagkraft, som en så stærk holdning måske kunne forudsætte.

Stilen er blues/country-rock hvor der spilles i fire fjerdedele, og langt de fleste numre må betegnes som ballader, hvilket selvfølgelig giver plads til at vokalen står frem. Det er for så vidt også godt nok, idét Dalager har en stemme der i passager tåler sammenligning med John Mayers. Men også kun ‘for så vidt’.

For hvor John Mayer har en stor styrke i sine evner på en guitar, er KD Karma mildest talt lidt uinspireret lavet. Der er noget underligt P4-på-en-regnvåd-lørdag-formiddag over lyden og produktionen, forstået derhen at den ikke gør nogen noget ondt – men også er så uudfordrende, at det mest bare bliver lidt ligegyldigt.

Teksterne er heller ikke rigtigt skarpe nok til at retfærdiggøre dette ønske om mere empati i verden; der er både tekster om at kærlighed er den sande vej, om at være den forsmåede forelskede – for så også at gøre brug af ‘Sting’ske’ beskrivelser af, hvor hårdt et liv, en prostitueret har – og tilsvarende om at være misbruger. Hmmm. Jo. Man skal jo fylde blues ud med noget – og selvfølgelig helst noget, der ikke er alt for jubel-lykkeligt. Men i den lidt flade produktion og fremførsel bliver det nærmest plat.

Der, hvor det fungerer bedst, er i åbningsnummeret ‘Stay With Me’, som egentlig i sin enfoldige country-æstetik fint kan fungere. Men gassen går hurtigt af ballonen på EMPATHY!

Men jeg hører altså ikke noget på EMPATHY! som bevæger mig eller på nogen nævneværdig måde får mig til hverken at reflektere over eller ønske at ændre den verden, vi lever i. Og dermed havner vi med en lidt kedelig produktion af en blues-plade, hvor det, der ofte kan få blues til at fungere – altså pissefede musikere og deres evner – udebliver, og hvor teksterne som der er givet rigeligt med plads til, ikke rigtigt rammer for alvor.

Skulle jeg stikke kniven i, så kunne jeg måske også argumentere for, at følelser i for eksempel politik ikke har vist sig at gøre noget godt – men det vil i den sidste ende ikke have noget med musikken at gøre.

Så… Ambitionen fejler og selv om det er prisværdigt og for så vidt rigtigt, at der er problemer i vores samfund, hvor vi ikke kan svinge os op til at se flygtninge, narkomaner og prostituerede som mennesker, så når KD Karma bare på ingen måde i mål. Og det er i bund og grund lidt synd for både tema og musikken.

Så vi lander på… Tre stjerner.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg K.D. Karma på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here