På et smæk-fyldt Radar fik de mange fremmødte ikke blot nysgerrigheden stillet om hvordan man spiller Júníus Meyvants gennemorkestrerede musik live. Men også en kompetent opvarmning, samt syn for sagen for at en koncert med Meyvant er mere end bare strygere, staccato-blæs og congas.
Laish ★★★★☆☆
Inden hovednavnet skulle vi dog stifte bekendtskab med navnet Laish. En rolig, tynd figur gør han på scenen og med blot sin guitar og sin stemme virker det som et setup, vi har set før. Og måske også på pubs ude i Århus’ natteliv. At sangene er sådan nogle små, fine nogen bestyrker for så vidt dette. Men sådan er det bare ikke.
For selv om sangene varierer mellem små kærlighedssange til (måske stærke metaforiske) naivistiske tekster om pingviner, heste og en pendulbevægelse, så ligger der tydeligvis mere under. At det ingenlunde er en uerfaren herre, der står på scenen er også tydeligt.
Ja, vi har set Fender Jaguars før. Og ja, eBow og loopboxes synes at være pænt gennemtæsket. Men det fungerer. Ikke mindst da Daniel Greens (forsanger i det band, der så i denne support act består blot af ham) vokal er stærk, fortællende og flere gange minder om vores danske Nikolaj Nørlund eller Carsten Valentin.
Var jeg booker i Danmark ville jeg i den grad holde øje med Laish, da denne genkendelighed – men så underbygget af engelske vokaler – burde kunne blive en stor succes herhjemme. Det er ikke så poetisk som de to herrer nævnt ovenfor, men det har samme intensitet og overskud.
Derfor tilgiver man også den måske lidt forcerede ‘My Little Prince’ – og da der gik lidt guitareffekt-gejl i den under et nummer, der lakonisk reciterede ‘you always had a choice’, var det ikke påklistret – men ganske intenst, når Green rykkede guitaren rundt.
Flere smil sås rundt omkring efter den cirka halve time, Laish spillede – og gjorde mig interesseret nok til at storme op og nappe et anmelder-eksemplar af den kommende plade, Pendulum Swing. Krydret med lidt kejtet humor og beskrivelse af hvor ukomfortabelt det er, at være på tourne, tog Laish stik hjem…
Fire store stjerner for i den grad at fortælle historier og løfte et forventningsfuldt publikum!
Júníus Meyvant ★★★★★☆
Og så til aftenens hovednavn; Júníus Meyvant indtog scenen og spændingen udløstes: Havde han et helt orkester med eller fundet en anden løsning?
Lige dele lettelse (over at der ikke var et par afro-congas-spillere) og skuffelse (for et par blæsere eller rigtige strygere havde været fedt). Men vi kunne dog hurtigt konstatere, at de millimeter-præcise strygere og blæsere skulle leveres af to tangent-spillere, mens rytmegruppen drev værket frem med halvakustisk bas og trommer – mens Unnar Gísli Sigurmundsson (ok, lad os bare kalde ham Júníus Meyvant) selv indtog scenens midtpunkt med guitar.
Der indledes – som på pladen – med et instrumentalt nummer (dog denne gang uden congas!) og så er vi i gang. Júníus Meyvant har tydeligvis sat sig for på aftenen at vise, at det ikke kun er danskerne, der mestrer ironi, så hver gang der fortælles en historie imellem numrene, er der altid en stærk ironi – endda sarkasme.
Tyk accent på det engelske sprog er såmænd blot charmerende – og bidrager til den lidt kejtede stemning mellem numrene. Det bliver til tider lidt letbenet – hvilket så står i kontrast til de mere dybe tekster, som dog leveres uden antydning af distance. Men også Júníus Meyvant får kommunikeret ud at det ikke just er en dans på roser at turnere. ‘Godt!’, kan man som forbruger tænke… Så får vi måske kun de mest dedikerede kunstnere?
Nuvel, det er ikke fordi de ikke har været ude omkring. Tjekkiet, Østrig, Tyskland og to steder i Danmark har stået på menuen, inden de rejser mod nederlandene for at afslutte til udsolgte koncerter i London. Joh, Júníus Meyvant har ikke kun taget danskerne med storm. Nuvel. Musikken!
Som nummer to leveres ‘Hailslide’ og især rytmegruppen får vist at det groove, der på én gang stramt og afslappet lægges på pladen også leveres live. Det er en fornøjelse!! Og det holder ved, hvor ‘Signals’ også leveres med drive og overskud efterfulgt af ‘Manos’, der bygges stille op og udvikler sig med en kontrol, der matcher albummet.
Så længe bandet spiller, må man bare betages af deres dygtighed. Og når Júníus Meyvant synger er der ikke en finger at sætte på det; væk er den små-kejtede accent og alt hviler i en chillet kontrol. Hvor man på pladen kan komme i tvivl om, hvor vidt det er dansemusik eller chill, viser bandet her, at vi bestemt hellere må læne os lidt tilbage end finde pailletterne frem. Og det er også mere end OK på en mandag i Århus!
En syv numre inde i sættet tyndes der ud i bandet og da titelnummeret ‘Floating Harmonies’ leveres, er det blot med en tangent-spiller og bassisten ud over Júníus Meyvant – hvilket i starten virker lidt antiklimaktisk. Elklaveret bliver pludseligt underligt nøgent efter det stærkt groovende band er forduftet. Men efter nogle numre vidner det om et stort, stort sangtalent. ‘Pearl in Sandbox’ viser dette især, og da der fortsættes over i ‘Dwelling Side by Side’ viser Júníus Meyvant også live, at det ikke er helt galt at sammenligne med M.Ward, når det bliver mere sart. Fremragende!
Langsomt kommer bandet tilbage, og via en velspillet orgelsolo kommer vi op i nærheden af den dynamik, der blev lagt ud med. Vi får også ‘Color Decay’, inden der lukkes ned med et tovlte nummer, hvilket trods alt må siges at være nådigt, da Radar af uransagelige årsager havde valgt at lukke for frisk/kold-luft blæserne og der var ved at blive ulideligt varmt i rummet.
Junius Meyvant er noget ganske sært. Det lyder afroamerikansk, men er helt, helt tydeligvis en meget, meget nordisk, skægget mand der fremfører disse sange som er perfekt skåret. Og hvor det sære forhold måske ikke i sig selv er seværdigt, så er den kvalitet hvormed der leveres – og det gode sangmateriale – rigeligt til at holde publikum samlet og nysgerrige.
Mit pejlemærke for fem stjerner er, om jeg ville møde op og se et band igen i morgen. Og ja, det ville jeg med Júníus Meyvant – om ikke andet så for at studere, om de vitterligt ER så tighte og skarpe, som de fremstår på Radar d. 12. september.
Det ER nok ikke helt min genre, men hatten af for et fedt spillende band med overskud – og så lever vi med at joksene og historierne mellem numrene blev mere grov charme end rød tråd.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
