Jørck & Maggie Björklund, Atlas, 14/3 – 2015

0
1205
views
Maggie Björklund med Peter Dombernowsky og Anders Pedersen i baggrunden

Maggie Björklund og band viste på Atlas lørdag aften at western-stemninger og nordisk americana også kan være en glimrende live-oplevelse. 

Jørck **** 

Jørck indtog scenen omkring kl. 21 i duoformat med sangerinde Trine Jørck, også bevæbnet med keyboard, og Torben Guldager på guitar og ind i mellem tambourin og vokal. Det blev til syv sange i Jørck’s selskab, og det startede en lille smule anonymt. Men det voksede heldigvis undervejs, og fik mere nerve efterhånden som Trine Jørck begyndte at bruge sin vokal mere kraftfuldt og Guldagers guitarspil blev mere dynamisk.

De første par numre var jeg således ikke helt revet med, men fra Townes van Zandt-coveret ‘No Place To Fall’ og over de to sidste numre i sættet, hvor især lukkeren ‘Home Without Walls’ gjorde stærkt indtryk, fungerede det rigtig godt. Så er det jo opvarmningsnavnets lod at stoppe, lige når det begynder at køre for alvor. Ikke at numre som ‘Unshakeable Silence’ og ‘Parades’ fra tidligere i sættet fungerede dårligt, men det var altså som om der kom mere nerve, kant og intensitet i Jørck’s optræden undervejs. Sættets sidste del var i hvert fald nok til at hive Jørck op på fire stjerner for en fin opvarmning.

Maggie Björklund *****

Et kvarters tid efter Jørck var færdige med deres sæt, listede Maggie Björklund ind på scenen og satte sig ved sin pedal steel midt på scenen med front mod publikum. Her lagde hun ud med en af de instrumentale kompositioner fra hendes nyeste album, Shaken, hvor en sekvens bliver optaget og loopet, og der så kan bygges ny lyd fra pedal steel’en ovenpå. Live fungerede det overraskende godt med de instrumentale kompositioner, som faktisk i sidste ende fremstod som de mest dynamiske i sættet. Men nu foregriber jeg koncertens gang.

Lige så stille listede Björklund’s band på scenen, bestående af Anders Pedersen på guitar og ind i mellem vokal, Peter Dombernowsky på trommer og Erik Olevik på cello (der også ind i mellem fungerede som bas), og ‘Walking’ satte i gang, og fandt efterhånden sit tempo med tilbagelænet spilleglæde og overskud fra de fire dygtige musikere på scenen. Det fortsatte hele vejen gennem koncerten, det med spilleglæden og overskuddet.

Ligesom på Shaken var der koncerten en fin vekselvirkning mellem instrumentalnumre og numre med vokal, hvor Anders Pedersen ind i mellem sang andenstemme og ind i mellem også havde en større rolle vokalt. Vi fik efter ‘Walking’ det første nummer Björklund havde skrevet på pedal steel, inden vi fik først den glimrende ‘Intertwined’, som blev fulgt af den lidt mere letbenede ‘Name In The Sand’ fra Shaken, som trods den lette melodi også dækker over en underliggende, underspillet smerte.

Björklund har sin store styrke i at kunne komponere musikstykker, der på én gang lyder som om de kunne fungere glimrende som soundtrack til en episk western, og samtidig fungerer stemningsfulde og medrivende live. Det fik vi flere gode smagsprøver på undervejs, især i koncertens midterstykke, hvor instrumenterne fik lov at male stemninger fra de nordamerikanske prærielandskaber, så man næsten tog sig til bæltet for at mærke efter om seksløberen sad hvor den skulle, og rette på sin imaginære Stetson-hat. Undervejs fortalte hun også om sin fascination af temaer til tv-serier og underlægningsmusik på tv-mediet, som noget, der inspirerede hende meget, og det giver god mening, når man hører numrene folde sig ud.

Maggie Björklund med Peter Dombernowsky og Anders Pedersen i baggrunden
Maggie Björklund med Peter Dombernowsky og Anders Pedersen i baggrunden

Dombernowsky, Pedersen og Olevik så også ud til at nyde at spille sammen med Björklund og det gav også en god og intim stemning på Atlas, hvor der kun enkelte gange var lidt optræk til forstyrrende småsnakken, blandt et overvejende velopdragent publikum, hvoraf mange havde fundet stole eller satte sig på gulvet undervejs. Og det virkede faktisk fuldstændig passende til koncerten, som havde sin dynamik især i Björklund’s instrumentale tableauer, som er så billedskabende som musik kan være. De mere regulære sange i sættet var mere konventionelle i opbygning, og når de blev kontrasteret med de stærke instrumentale øjeblikke, så var det sidstnævnte der stod stærkest, selv om både ‘Bottom of the Well’ og især ekstranummeret ‘Fro Fro Heart’ også stod stærkt i billedet, sidstnævnte med Anders Pedersen til at udfylde Kurt Wagner’s sko fra albumversionen.

To ekstranumre blev det nemlig til efter det ordinære sæt, et instrumentalt og ‘Fro Fro Heart’, begge leveret overbevisende, hvor instrumentalnummeret på fornem vis inkorporerede stemninger og melodistykker fra andre numre. Undervejs i koncerten var det relativt begrænset med snak til publikum, men det, der var fungerede udmærket til at skabe en rummelig og behagelig stemning, hvor Anders Pedersen (som sammen med Dombernowsky i øvrigt er med i The DeSoto Caucus og Giant Sand), stod for de lidt drillende indslag. I det hele taget virkede det som om Björklund og band befandt sig godt på scenen, og det gjorde kort og godt koncerten til en meget behagelig oplevelse, som også formåede at være speciel og medrivende musikalsk. Det siger lidt om musikernes kvalitet og om Björklund’s evner som komponist.

Evnen til at opbygge og skabe stemninger, der bevæger sig mellem tordenbyger og stilhed før og efter stormen over en stille brise gennem præriegræsset, er ganske enkelt imponerende, og koncerten på Atlas gjorde på sin egen ubastante måde stort indtryk. Det giver 5 stjerner til Maggie og kumpaner.

Er man til western-stemninger og nordisk americana bør man unde sig selv at opleve Maggie Björklund og band på en af de tilbageværende danske datoer på turnéen, på Dexter i Odense d.21/3 eller på Lille Vega i København d.12/4.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Tommy Frost/Fonden Voxhall

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here