Jonah Blacksmith: Northern Trail **** (4/6)

0
2204
views

I Thy, det nordvestligste hjørne af Danmark, er brødrene Alstrup vokset op, med den banjospillede bedstefar  Johannes som musikalsk læremester i landsbyen Koldbys smedje. De to brødre udgør kernen i Jonah Blacksmith og Northern Trail er deres debutalbum. Et album, der bevæger sig ad relativt betrådte alternativ folk-rockede stier, men gør det med et godt greb om værktøjerne fra den musikalske smedje.

Musikken på Northern Trail lyder i høj grad som en legering af de seneste års folk-rock revival og genlyder af navne som Bon Iver (omkring Emma Forever, Long Ago) og til dels Mumford and Sons, Josh Rouse og mange flere.

Brødrene Simon og Thomas Alstrup stiftede bandet tilbage i 2011 og på albummet bakkes de op af bandet Northern Trail, så der ud over Simons vokal og guitar, og Thomas’ bas og banjospil også er musikalske bidrag fra keys, mandolin, mundharpe, pedal steel og trommer. Gennemgående er Northern Trail et lyttevenligt og behageligt bekendtskab. Det lyder godt, varmt og sympatisk og Simon Alstrup’s vokal er udramatisk velklingende og ofte suppleret af fine korarrangementer.

Det klinger næsten lidt for meget af Bon Iver på åbneren ‘Miracles’, som ellers bæres af et fint vokalarbejde og banjospil, mens ‘Off The Track’ ikke just kører af det musikalske spor, men bevæger sig et radiovenligt landskab, der næsten bliver lidt for pænt og poleret, trods mange gode musikalske nuancer, der dog næsten drukner hinanden. Pænt og vellydende er det også på et nummer som ‘I am King’, hvor baslinien giver lidt pulserende kant, og nummeret stiger i intensitet, indtil instrumenteringen skrælles ned til keys på afslutningen. Det er en sang, der vokser undervejs, og det her, jeg begynder at blive fanget ind af Jonah Blacksmith’s univers.

Det gør jeg også på den mere enkle, men medrivende ‘Drowned’, hvor guitarerne er elektriske og Simon Alstrup’s vokal bliver rigtig interessant at lytte til. Trommerne buldrer dæmpet i baggrunden, hvilket skaber en hvis dunkelhed i udtrykket, men samtidig er omkvædet nedtonet og fængende. Det fungerer rigtig godt for mig, og det samme gør den efterfølgende ‘Entangled Strings’, der fortsætter lidt af samme musikalske udtryk og har et godt, tilbagelænet drive.

Til gengæld bliver numre som den over 6 minutter lange ‘Kings and Queens’ og den vokalt meget Bon Iver-klingende ‘Broken Bones’ med eksperimenterende keys og tromme-spil, måske mest af alt lidt for lange, trods mange gode elementer, mens ‘Troubled Mind’ med sin dæmpede trommerytme og pianobund trækker tempoet yderligere ned på albummets midterstykke. Vellyden til trods, bliver jeg ikke helt fanget, men bliver nærmere lidt vel distraherbar.

Det bliver lidt mere direkte på ‘Dandelion’, der har et skævt og fængende ‘ah-ah-aah’ kor (der næsten lyder Mew’sk) kastet ind undervejs, mens der kommer lidt swung i guitar- og trommespil i anden halvdel, og vokalen også pludselig insisterer på lytterens opmærksomhed igen mod slutningen. Momentum tabes dog lidt igen på den instrumentale parentes ‘Number 10’, som for mig virker en lille smule unødvendig. Den fører over i ‘Spellbound’, som trækker tempoet helt ned og lader vokalen være i centrum, mens instrumenterne mest fungerer som dæmpet stemningsskaber rundt om Simon Alstrup’s stemme, indtil slutningen af sangen, hvor banjo og trommer er med til at folde sangen ud i et klimaks, som dog ikke løftes helt op i skyerne.

Et dæmpet taktslag driver den relativt nedbarberede ‘Are You Okay’, der runder Northern Trail af uden at gøre det helt store væsen af sig, men den binder fint en ende på albummet. Et album, der som helhed glider let ned, men måske lige mangler at nå de høje nagler, der for alvor kunne trække mig ind som lytter. Det er velspillet, sympatisk og behagelig lyttemusik, der også vil fungere glimrende som underlægning til middagen eller som baggrundsmusik til en aften med gode venner. Men jeg mangler dog lidt mere af den Thy’ske karakter, der males frem i pressematerialet (hvor der står meget om jagthytter og autencitet), og lidt mere kant, før jeg kan finde mere end 4 stjerner frem til Jonah Blacksmith. Jeg har nemlig lidt på fornemmelsen at der godt kunne være lidt mere fandenivoldskhed gemt i bandet, end der kigger frem her.

Tjek Jonah Blacksmith ud på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here