Johannes Andersen: Byens bånd ★★★★☆☆

0
514
views

Johannes Andersen kommer både omkring en hyldest til hjembyen, men også omkring emner som demens og krig, minder og selvfølgelig kærligheden, både til forældre, børn og bedre halvdele på et modent rockalbum. 

Johannes Andersen er samme generation som min far, og samfundsforsker ved Aalborg Universitet oveni. Så det er vist et con amore-projekt vi er ude i her. Men et ganske solidt et af slagsen. Jeg kan nikke genkendende til mangt og meget i Andersen’s lyrik og musik, og det er bestemt hovedsageligt for det gode. Andersen har siden 2012 udgivet to albums, Natten er nær. Bob Dylan på dansk og senest Mellem skyernes skygger, og netop Dylan, men også en række andre musikalske navne fra samme generation står som pejlemærker i Andersens musikalske univers.

Det starter endda rigtig godt med ‘Min by’, en ode til hjembyen Aalborg, hvor lytteren tages med på en tur gennem byen på en fængende rocket musikalsk bund. “På Nytorv flokkes drenge fra Aalborg Øst//Råber efter piger med rejselyst//Salling bugner af tilbud og smil//På Gammel Torv siger Lene ja til Emil//Magi i Langes gård//Kvinder med bare lår//Busser over klingende brosten bliver til muzak”, lyder et af versene, og man fornemmer kærligheden til byen i beskrivelserne. Et stærkt udlæg og et tidligt højdepunkt.

Resten af albummet lever også i glimt op til åbneren. Selv om det måske ikke gør helt så meget væsen af sig, er et nummer som den mere stille ‘Overrasket’, som følger efter, bestemt ikke et dårligt nummer. Faktisk er det en fin lille meditation over pludselig kræftsygdom og døden, der lurer, og hvordan det kan overraske én, når man nu var i gang med så meget, og havde styr på det. Noget af den samme udforskning af de slag livet kan give, finder man på den nærmest viseklingende ‘En krig der ikke er din’, hvor det handler om familiens oplevelse af at nogen, man elsker tager afsted for at deltage i en krig langt væk hjemmefra. Andersen er ikke bange for at tage tunge emner op, og selv om han formentlig er en bedre samfundsforsker end lyriker, er der flere fine formuleringer at finde på albummet.

Teksterne kan man i øvrigt læse i den medfølgende bog (som følger med luksusudgaven, den kan også fås i en almindelig digipack på cd), hvor der også er billeder, som forsøger at fange eller perspektivere sangenes indhold. Til ‘Byens puls’ er det for eksempel en collage af billeder fra Aalborg, der akkompagnerer teksten, som følger Andersen på vej på arbejde gennem morgentrafikken, i mødet med byen. Den pakkes ydermere fint ind musikalsk af et tilbagelænet rockgroove, som her garneres med vibrerende saxofonspil.

Det nære forhold mellem forælder og barn behandles fra forælderens perspektiv i ‘Lys og liv’, mens ‘Stjerneklart’ handler om at vågne om natten og kigge ud og se verden på en ny måde. Her omkring er albummet måske lidt i farezonen for at stå lidt for meget i stampe, men selv om sidstnævnte især måske ikke lige er noget, der får mig helt op at ringe, er Andersen konstant behageligt og sympatisk selskab, og den musikalske side af sagen veludført.

På ‘Nye billeder’ bliver jeg også fanget ind igen, af en fortælling om et billede som hans mor har taget af ham og hans bror som børn, hvor ud fra Andersen væver fortid og nutid sammen, og samtidig konstaterende bemærker hvordan det at tage billeder og se på billeder, og tiden i det hele taget, har ændret sig. Fra det stråtækte barndomshjem, hvor faderen pløjer med en hest, til den digitale billedoverflod af barnebarnet. Her får vi en livlig rytme og fint guitarspil som underlægning, og det er friskt skud, der falder på et godt tidspunkt.

Vi skal også en tur til Aarhus i 1970 og have lidt musikhistorie om ‘En sort diamant’, nemlig Jimi Hendrix, som spillede i Vejlby-Risskov hallen kort før sin død. Min far var til samme koncert, og jeg har derfor tidligere hørt historien om den afbrudte koncert, hvor Hendrix stoppede i ‘Hey Baby’ og forlod scenen, inden der var gået 20 minutter, som her bindes sammen med den større historie om ikonet, der brændte ud. Heldigvis udfoldet musikalsk uden pseudo-Hendrix soli, men i en let melankolsk og reflekterende tone.

Noget af den samme tone, men endnu mere personlig er ‘Du er stadig min mor’, som handler om en mor, der begynder at glemme. Det er ikke alle Andersens linier der er lige elegant turnerede, men det gør ikke kærlighedserklæringen mindre rørende eller vedkommende.

Albummet lukkes med en sang om den lidt besværlige kærlighed på ‘En buket af vilde blomster’ og en meditation over universets uendelighed og liv og død på ‘Snørebånd og uendelighed’, som stille klinger ud med linierne “Mon der går en ræv et sted//Er der børn der lider nød//Du prøver at finde dig selv//I en hverdag fyldt med liv og med død”. Så blev snørebåndet bundet færdig, albummet rinder ud, og tilbage sidder man med et album, som sine steder er ganske rørende i sine modne beskrivelser af det nære, af livet, som det nu kan se ud, og de udfordringer man kan støde på, også når man er på vej mod de 70, og det får Andersen også gjort relevant og nærværende for denne nogenlunde halvt så gamle lytter.

Musikalsk er Johannes Andersen ikke en, som bevæger sig ud på gyngende grund, men det er kompetent udført af Nikolaj Heyman og de øvrige musikere, som fint bakker op om Andersens vokal og guitarspil. Vi lander på 4 solide stjerner.

Du kan læse mere om Johannes Andersen, og hans musik (og forskning) på hans hjemmeside.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here