Jeppe Højgaard: Skrig hvis du har lunger ★★★☆☆☆

0
320
views

Jeppe Højgaard udfordrer lytteren med et avantgardistisk lydunivers på Skrig hvis du har lunger. Det er givetvis ikke for alle, men det er ind i mellem sært fascinerende. 

Det er rimelig avantgarde, det her. Så er du advaret. Godt et minut inde i første nummer, ‘Du og dine’, skramler et distorted kirkeorgel og Højgaards højtidelige vokal ind og man har sådan et what the fuck moment, som det vist hedder i populærkulturen.

Skramlet støj og orgel udgør ‘Instrumental I’, der lyder mere som et soundtrack til installationskunst end et afgrænset nummer, og sådan fortsætter det faktisk ind i ‘Forenklinger’, hvor der dog er vokal – “Du skal ikke//have nogle drømme med til mig//kun masseproducerede//Forenklinger”, synger Højgaard. Man kan sige meget om Højgaards musik, men der er i hvert fald ikke meget masseproduceret forenkling over det.

‘Instrumental II’ tager tråden op fra ‘Instrumental I’ og kompositionen fortsætter mere eller mindre direkte over i ‘Skrig hvis du har lunger’, der skratter, hakker og ulmer truende. Der dukker også en blæser op, tror jeg, inden Højgaards vokal vender tilbage og ligesom ligger lidt fjernt i lydbilledet, og i flere lag og derfra messer teksten om at man skal skrige hvis man har tunger og lunger. Næsten 8 minutters spilletid strækker det sig over, og det føles både som for langt og for kort tid.

På en måde er albummets to sidste kompositioner tættere på at være genkendelige sangstrukturer end de tidligere. Her fylder Højgaards vokal mere, og på ‘Dengang vi forsvandt’ er der en form for vokalmelodi, mens orglet koger ud i baggrunden. Lidt af det samme, dog med et mere nedtonet orgel, er i spil på ‘Fuglen i brystet’, hvor Højgaard konstaterer at “Voksenbabyer tjener på det stof verden er lavet af”, inden ordene begynder at køre i ring i mere og mere forvrængede og søvnige intonationer, og underlægningen langsomt svinder væk.

Endelig er der så et “single edit” af titelnummeret, som måske er en anelse mere tilnærmeligt end den almindelige version tidligere på albummet, men ikke nok til at den vil nærme sig radiospilletid i noget der bare minder om mainstream radio. Det er så tydeligvis heller ikke Højgaards mål, og den lidt nedtonede version, hvor lyden af blæsere står lidt tydeligere frem, fungerer faktisk ganske godt for mig – det er som melodiøsiteten, som også er til stede i Højgaards univers, står lidt tydeligere frem her.

Jeg er ret sikker på Højgaard har noget (meget) på hjerte. Men jeg er ikke sikker på jeg forstår det hele – der er noget kritik af forbrugersamfundet og masseproduktion og kyniske udregningsmodeller, og resten kan man nok sjusse sig i retning af. Det er sådan set også fint nok, der er nemlig plads til selv at fortolke både musik og lyrik. Men jeg ved sgu ikke helt hvor jeg skal stå i forhold til denne udgivelse i sidste ende. Der er brug for folk, der skubber til grænserne for musik, som Højgaard, men omvendt så ville jeg gerne kunne lide det mere, men jeg kløjes også lidt i udtrykket.

Der er noget vildt fascinerende ved at Højgaard skider højt og flot på konventioner og går helt sin egen vej. På den anden side føler jeg også lidt jeg har fået nok efter et par lyt. Det afspejler karakteren også, men det er et af den type albums, det føles underligt at sætte karakter på. Så her falder alligevel en anbefaling: Har du mod på at udfordre dig selv, så tjek Jeppe Højgaard ud.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here