Jakob Thorkild: Be Strong ★★★☆☆☆

0
385
views

Be Strong! Det er både titlen på Jakob Thorkild’s nye album og lidt af en opfordring, hvis du kaster dig over albummet – for det er i den lidt mere krævende ende. En forsimplet genrebetegnelse kunne være punket instrumental jazz-metal, men der er en del mere i spil, hvilket blot er med til at gøre Be Strong til en lidt uregerlig og flimrende størrelse.

OK, jeg er lidt ude at svømme med denne udgivelse, det er ikke ligefrem et album der giver mig fornemmelsen af at kunne bunde – men jeg kan nogenlunde holde mig flydende, med møje og besvær. Så hvis jeg har er kompetenceområde hvad musikanmelderi angår, så er vi udenfor det i denne omgang.

At beskrive stilarterne der flettes sammen, gnubber og støder mod hinanden i løbet af Be Strong ville være et omfattende projekt og egentlig lidt omsonst. Det her ER egentlig ikke musik der skal beskrives, og måske egentlig heller ikke anmeldes, men høres og opleves. Men nu albummet er sendt ud til anmeldere, så lad os da prøve at ramme krabaten ind med nogle ord og tanker.

Be Strong består af 8 numre med en samlet spilletid på 25 minutter, indspillet live i studiet af Thorkild og P.O. Jørgens på trommer og Nils Bo Davidsen på elbas. Musikken lyder meget spontan eller improviseret i sin udformning og tone. Thorkild beskriver selv albummet således: “Jeg arbejder uden det, man kan kalde figurative elementer såsom tonearter, metrik, tematik etc. toner, harmonier og rytmisk attack kommer i mine øjne til at fungere som de abstrakte former og selve lyden på instrumenterne repræsenterer for mig farvevalg”.

Som nævnt kunne man kategorisere den overordnede stil som jazz-metal, men Be Strong indeholder også en god portion punk, både i klang og stemning. Selvom numrene gør masser af krumspring, og ofte føles som om formen er hakkende og fragmenteret, så er der alligevel en punk’et energi og grundfarve over albummet, hvis man endelig skulle prøve at få fat i en rød tråd. Mest tydeligt punk-inspireret er nok den spruttende og dunkende “Sophia”, hvor det er trommerne der sørger for at punk-piske nummeret fremad, mens guitaren lyder som om den er ved at smelte eller bryde sammen i knitrende støj.

En stor del af pladen domineres af disse knitrende, skærende og abstrakte guitar-gnidninger, mens trommerne i lange stræk lyder som et tørretumbler der er ved at tørre en bæver, en symaskine og et cigaretetui. OK, det var en tudsegammel Monrad & Rislund reference, det lyder måske nærmere som om der ligger et par tunge vinterstøvler i tørretumbleren. Det til trods, så drives et nummer som eksempelvis “Sylvester” (alle numre har fornavne som titler), af en cirkulær fornemmelse, det hakker og dunker ujævnt, ja, men der er alligevel en fornemmelse af at rulle rundt.

Det illustrerer meget godt det der gør Be Strong værd, og mulig, at lyttet til, man begynder uvilkårligt og ubevidst at søge efter noget genkendeligt i musikken, nogle pejlemærker at orientere sig efter, eller bare et eller andet der kan holde en flydende. På den led kommer albummet på en måde til at tale ind til nogle menneskelige reaktionsmønstre, som man måske ellers ikke er så bevidst om, når man lytter til musik. En søgen efter genkendelige former, i dette tilfælde klange og stukturer i lyd.

Det kan være lidt en udfordring på Be Strong, åbningsnummeret “Eliza”, for lige at hive et andet eksempel frem, tager ikke ligefrem lytteren ved hånden fra start og trækker os ind mod bredden. Det er som at blive dumpet direkte ned i et kaotisk og larmende sammenbrud, hvor det kan være svært at finde redningsplanken – også fordi man fristes til at holde sig for ørerne og bare find a happy place. Holder man ud, så har et nummer som dette dog også et eller andet der både pirrer ens nysgerrighed og påvirker krop og sind i en eller anden forstand. Den, og den efterfølgende “Jim”, der er en tung, tromlende og insisterende sejtrækker, kunne forresten også være lydsiden til en omgang Ludovico behandling, som set i A Clockwork Orange. Ikke at jeg ville kalde Jakob Thorkild’s musik tortur eller hjernevask, men I ved nok hvor jeg vil henad.

I den anden ende af spektret finder vi et nummer som “Lauretta”, hvor metallen får lov til at markere sig lidt i det brogede lydbillede. Her i form af guitaren, det bliver aldrig helt udtalt, nærmere antydes der ved hjælp af nogle tunge strøg og “chuck’s”, mens musikken snurrer uroligt løs i baggrunden. Guitaren begynder igen af slå gnister og skære løs, mens trommerne hugger mere igennem, det begynder næsten af minde om en sang! Kortvarigt, for pladen slutter med en lille kortslutning, naturligvis.

Behøver jeg at nævne, at det her nok ikke er for alle? Jeg er ikke engang helt sikker på, at det er noget for mig, eller noget jeg kunne finde på at sætte på igen. Det er mere et abstrakt og eksperimenterende kunstprojekt end egentlig musik, hvis man skal tegne det lidt skarpt op, MEN, det er bestemt ikke uinteressant eller fuldstændig utilnærmeligt og uforståeligt, det Jakob Thorkild og hans kumpaner har gang i. Det kræver bare lidt gode nerver, tålmodighed og lysten til, at lægge ører til noget der bryder med de normale regler og normer.

Er Be Strong så et godt album? Svært helt at sige, fordi det adskiller sig så markant fra det vi normalt propper ind i vores stjerneskala. Det føles næsten overflødigt eller meningsløst overhovedet at presse albummet ind i den skabelon, når det nu så tydeligvis gerne vil flyde frit. Jeg ender på 3 fuldstændig vejledende stjerner for en fascinerende tur, der alt i alt er en spændende, om end fremmedartet, oplevelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Jakob Thorkild på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here