Jacob Faurholt: Geek Love Is The Best Love EP ***** (5/6)

0
783
views

Følelsesladet EP med lavmælte og minimalistiske sange fra Jacob Faurholt kommer med et bud på, hvorfor en nørds kærlighed er den bedste slags.

De seks numre er indspillet i Jacob Faurholt’s stue i Berlin, med hjælp fra Soren Brothers fra det canadiske band Man Meets Bear, og New Zealandske Samuel Gray på klaver. Mange af sangene på EP’en opstod under en tour i Portugal i marts måned i år, hvor Faurholt også overværede en koncert med Thurston Moore (Sonic Youth). Det er et Moore citat fra koncerten, der har navngivet EP’en. Dette er den fjerde udgivelse i eget navn fra Jacob Faurholt siden 2005, desuden slår han sine folder i Crystal Shipsss, der udsendte debutten Yay tidligere i år.

Så er forhistorien ligesom ridset op i korte træk, og som du jo nok kan regne ud, så har vi med en meget nedbarberet og simpel lyd at gøre på Geek Love Is The Best Love. Det er dog heldigvis ingen hindring for, at der kan være store følelser og “stor lyd” gemt på EP’en. Faktisk lyder et par af numrene, som om de sagtens kunne have været indspillet i meget mere svulstige og pompøse udgaver. Men her er stikket trukket ud, og sangene skrællet ned til et næsten absolut minimum. Det gør, at Faurholt på EP’en lyder meget nøgen og på ingen måder kan gemme sig – om man kan lide den slags sovekammer, her stue, indspilninger er selvfølgelig en smagssag, for nogen bliver det nok for afklædt og simpelt, men effekten er, at man som lytter føler, at man får lov til at komme HELT tæt på.

Vi lægger ud med akustisk guitar og lidt enkelt klaver-klimperi på “Spider Alert”, hvor Faurholt’s behagelige, men ikke behagesyge, vokal er helt inde i hjerne og hjerte på én. Det er lidt som om man rent faktisk sidder i stuen sammen med ham (dem), imens den lille, fine midttempo melodi energisk pulserer fremad. “I know this is heavy, I know this is hard, always being alert” fremmaner Faurholt, alt imens jeg kæmper med at komme i tanker om hvem pokker det er vokalen, og den på samme tid rolige og intense stemning i nummeret, minder mig om? Svaret kommer ca 1.50 inde i sangen, hvor den skifter tempo og ændre karakter til et mindre tempofyldt leje – Robin Propper Sheppard, måske bedre kendt som Sophia. “Always being alert, but you have to breathe slowly, look for a new start, she will dance again, I know this is heavy, I know this is hard…..”.

Når vokalen på den måde er i centrum, og ikke overdøves af alle mulige instrumenter, effekter og andet isenkram, så giver det mulighed for at kunne høre stort set hvert eneste ord. Teksterne er ikke unødigt komplicerede, mystiske eller svære at forstå. Banale og simple ville nogen måske påstå, jeg vælger at kalde dem befriende ligetil – de lyder bare ærlige og oprigtige, uden omsvøb og unødig indpakning. Ligesom musikken.

Det absolutte højdepunkt på EP’en for mig er “Guided By Voices”, et svimlende smukt nummer, der hviler afbalanceret og roligt i sin komplet afdæmpede melodi. Klaveret har fået en mere fremtrædende plads, sammen med guitaren og vokalen, hvor alt bare går op i den dér udefinerbare højere enhed. En afdæmpet perle, som man sagtens kunne forestille sig ville gøre sig flot i en udgave med strygere, massiv sound og hele pivetøjet, men her får den lov til at trække vejret uden ekstra hjælpemidler, skåret helt ind til benet. Man føler virkelig Faurholt når han synger, “please hear me, if you are mine, I won’t let you down”, ja, den handler sgu nok om den forbistrede kærlighed, som utallige andre sange året rundt, men her, der tror jeg sgu på det.

Kærligheden er et gennemgående tema på Geek Love Is The Best Love, ordet forekommer jo ligesom to gange alene i titlen. EP’en gennemstrømmes af klassisk singer-songwriter vinter melankoli stemning, vi er i det lettere sørgmodige hjørne, men synes også man fornemmer både varme og optimisme. I “Splintered” er hjertet dog gået itu, ramt af en raket som Faurholt afdæmpet synger, eller her næsten tale-synger. Han har en fin fornemmelse for at smage på ordene, inden de spyttes ud, hvilket giver en fornemmelse af eftertænksomhed, og igen den der følelse af at sidde overfor et menneske, der er ved at fortælle en historie, men lige trækker lidt på det og tænker sig om ind i mellem.

Titelnummeret, “Geek Love Is The Best Love”, er sjovt nok det eneste nummer på EP’en jeg ikke bryder mig særligt meget om. Her eksperimenteres der med en mere punket tilgang, med et højere tempo og en mere skramlende lyd, imens vokalen lyder mere distanceret og “sjusket”. Jeg værdsætter forsøget på variation, blandt de mere stille og nedtonede sange, men det falder desværre overhovedet ikke i min smag. Jeg mister lidt lysten til at lytte til de fine tekster, og bliver i det hele taget revet ud af den omklamrende (positivt ment) og nærværende atmosfære, der så virkningsfuldt har fulgt de første tre numre – men det er måske også hensigten? At ruske lidt op i det?

“Northern Lights” bringer os tilbage på det spor jeg kunne lide, med en stemning der er lidt mere filmisk, stadig afdæmpet, men man kunne sagtens forestille sig sangen som musik når nogle end credits ruller over skærmen. “Parked in A parkinglot and all I can see is dark dark, you in the backseat, but no reflection in the rearviewmirror”, indleder Faurholt sangen med. Det synges i et lidt sørgmodig/forpint toneleje, der straks suger mig helt ind i Geek Love’s lille fortættede univers igen. Musikken skaber hele vejen igennem Ep’en både nogle meget konkrete, og mere stemningsbetonede, billeder på ens indre skærm. Dermed er det også fantastisk musik at sidde og stirre ud af vinduet til, kigge på verden, men ikke kigge på noget som helst. Det er dog heldigvis ikke på en påtrængende traurig eller insisterende vis, mere som en katalysator til at fordybe sig i egne tanker og lade filmen udfolde sig.

Nok lød forrige nummer som om rulleteksterne var i gang, men på denne EP er det afslutningsnummeret “Hiding In The Shadows”, hvor der sniger sig lidt real lyde ind. Vi starter med at være udendørs, man hører blandt andet en bjæffende hund i det fjerne, inden vi trækker os tilbage i de beskyttende rammer i vores hus. “Build A house, A place you can stay, hide in the shadow of your house….” repeterer Faurholt igen og igen, imens musikken langsomt rinder ud. Vokalen bliver mindre og mindre kraftfuld, går over i det hviskende og går nærmest i stå… man hører lyden af verdens susen udenfor, imens man sidder og gemmer sig i skyggerne indenfor. Og pludseligt er alt fuldkommen stille.

Den meget simple, men uhørt effektfulde afrunding på sidste nummer, er et elegant punktum på en lille EP der rummer kernen af noget meget større. Ud over den enkelte svipser med titelsangen, der alligevel havde en virkningsfuld funktion som stemningsbryder, så er Geek Love Is The Best Love indbegrebet af en usleben diamant. Du behøver kun pudse overfladen ganske lidt, og straks slipper der små stråler ud i form af de glimrende sange. Sange som Faurholt har så meget tillid til, at de ikke behøver alle mulige farvestrålende tilføjelser for at skinne stærkt igennem. Det føles personligt og nærværende, men bliver aldrig navlepillende og for udpenslet – der er masser af plads til at lytteren kan være med og lade egne tanker svæve frit. Hvor mange singer-songwriter udgivelser godt kan blive lidt for anmassende og “soundtrack til din vinterdepressions-agtige” for mig, så oplever jeg mere Jacob Faurholt’s Geek Love Is The Best Love som en all-season fornøjelse. Det behøver ikke være mørkt udenfor, eller i sindet, for at man kan sætte sig ned og koble lidt af – bare lad dig omfavne af denne EP for en kort stund og lad tankerne flyve.

Anmeldt af Kodi

Download EP’en GRATIS resten af 2012 HER

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!