Jack White: Blunderbuss ***** (5/6)

0
575
views

Det kan godt være der en nordmand, der kalder sig The Whitest Boy Alive, men Jack White kunne nu godt kandidere til titlen – bleg og i blåtoner pryder han coveret til sit første soloalbum, Blunderbuss. Han kunne godt ligne en hovedrolleindehaver i en Tim Burton film. Det forhindrer ham nu ikke i at spille rockmusik, der trækker aner tilbage til de amerikanske sydstaters blues. Man kan godt høre at Jack White tidligere udgjorde halvdelen af White Stripes, men der er nu alligevel et stykke vej fra White Stripes kontrollerede, nedbarberede udtryk til lyden på Blunderbuss. Vejen fra White Stripes til White uden striber er gået over Raconteurs og The Dead Weather, som musikalsk også er mellemstadier mellem punkterne Stripes og Jack i Whites karriere.

Blunderbuss er organisk rockmusik af den gamle skole. Jack White har en udpræget stærk sans for at lave simple, men stærke riffs og melodier, og at han er gået solo uden Meg, og uden kollegerne fra Raconteurs og Dead Weather, gør ikke nogen skade. White er i topform og i forhold til White Stripes males der med en bredere musikalsk palet, både i forhold til instrumentering, men også spændvidden i udtrykket. De elektriske riffs fylder ikke nær så meget, og pianoet har fået plads på mindst lige fod med guitaren.

Der åbnes med ’Missing Pieces’, et rigtig stærkt nummer, som vokser for hver gang man hører det – her mister Jack arme og ben til en kvinde, og tonen for albummet, en til tider kradsbørstig beskrivelse af kuldslået kærlighed, bliver slået an. På ’Freedom of 21’ får stakkels Jack skåret bunden af sine fødder af og må gå på salt, på ’Love Interruption’ beder Jack kærligheden stikke en kniv i ham, smadre hans fingre mellem dør og dørkarm – i det hele taget er lyrikken trådt frem i billedet, og det klæder de fleste af numrene rigtig godt.

’Sixteen Saltines’ er et catchy rocknummer med en karakteristisk White-guitar bredside.  Førnævnte ’Freedom of 21’ byder på halvt rappende White og en huggende guitarsolo, og ’Love Interruption’ på en glimrende afbrydelse af mere afdæmpet art. Titelnummeret sætter tempoet yderligere ned med dæmpet piano og pedal steel, mens White lyder smertefuldt sammenbidt. Det samme er tilfældet på den rullende ’Hypocritical Kiss’, hvor Brooke Waggoner’s piano igen fylder godt i lydbilledet, som glimrende akkompagnement til White’s vokal.

’Weep Themselves to Sleep’ er endnu en sammenbidt, klaverbåren sang, hvor White lyder som om det gør ondt, men inden det bliver for ensformigt, vrider White lige guitaren i en solo, der viser at han stadig kan være en opfindsom guitarist, inden ’I’m Shakin’’ løsner op med 50’er rocket charme, håndklap og uuuh-kor. ’Trash Tongue Talker’  vender tilbage til den piano-bårne stil, igen med distinkte hilsner til den tidlige rockhistorie, inden den fremragende, poppede ’Hip (Eponymous) Poor Boy’ som måske indeholder en hilsen eller to til eks-kone og bandmakker Meg. Man synger hurtigt med på det hyppigt gentagede omkvæd ’poor boy, poor boy’ og får det helt godt af det – og det lyder også som om hr. White har nydt at skrive og indspille sangen sammen med kumpanerne i studiet.

’I Guess I Should Go to Sleep’ byder på jazzet bass, flerstemmig sang, og trods en halvdepressiv tekst er vi i den mere lystige ende – lystig-depressiv pianoblues fra Mr. White! Det er ikke så ringe endda. ’On and On and On’ lyder som en lukker med outro-feeling, men vi får lidt mere fra godteposen med ’Take Me With You When You Go’ – et overflødighedshorn af elementerne fra albummet. Piano, kor, sågar en fiol, og de organisk lydende og hele vejen igennem særdeles kompetent betjente bass og trommer – inden et break og et godt elektrisk guitarriff at slutte af på. Heldigvis kan man bare starte albummet forfra og lytte til det igen. Det har jeg allerede gjort mange gange.

Jack White har i forvejen en imponerende række udgivelser bag sig i forskellige konstellationer, men på ’Blunderbuss’ er det som om vi får mere af Jack selv – og det er en anderledes oplevelse end at lægge ører til White Stripes, Raconteurs eller The Dead Weather. En anderledes oplevelse, der varmt kan anbefales til alle der er i besiddelse af en passion for organisk rockmusik og et blødende rockhjerte.

Jack White spiller på årets Roskilde Festival.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!