ITVIVL: Ophav ★★★★★☆

1
1512
views

Duoen ITVIVL leger med deres egen tvivl, og det danske sprog, i et meditativt, alternativt pop-univers, der er lige dele melodisk og poetisk – både musikken og sproget. De musikalske armbevægelser er små, men flettes flot sammen med de glimrende tekster, på en udgivelse hvor tålmodighed og opmærksomhed belønnes.

Tvivlen er på en måde hele udgangs- og omdrejningspunktet for ITVIVLs eksistens og kunstneriske output. Projektet opstod i 2011 og består af Mads Wæhrens og Bjørn Friis Thomsen. Musikeren  Wæhrens, der står for vokalen, har blandt andet tidligere udgivet et album, hvor han satte musik til digte af Henrik Nordbrandt. Anden halvdel, Hr. Friis Thomsen, er netop digter og har blandt andet udgivet en bog med rotteanmeldelser. Ja.

De 2 herrer boltrer sig lystigt, legende, kringlede, undvigende, vage, skarpe, diffuse og skæve igennem 9 numre (10 hvis man tæller et afsluttende remix med), som jeg efter grundig overvejelse, lidt tvivlsomt, vil kalde en sjov sammenfletning af noget Mikael Simpson, digtoplæsning, alt-pop, Love Shop, Halfdan E da han satte musik til Dan Turéll, lydcollage og soundscapes. Og alt muligt andet. Netop en collage af disse, og andre, elementer er måske ikke et helt skævt billede på Ophav.

De giver selvsagt albummet en lidt flimrende og fragmenteret fornemmelse, i hvert fald på papiret, men klangmæssig hænger det egentlig, trods variationen, ret godt sammen – der er i hvert fald en fin fornemmelse af rød musikalsk tråd igennem de 9 sange.

Det ville næsten være synd, og alt for omfangsrigt, at gå i detaljer med teksterne  – endsige at begynde at analysere på dem. Der venter forskellige tolkningsmuligheder til forskellige ører, og en hver vil nok finde sine egne små favoritvendinger, spredte sætninger eller længere passager at dykke ned i. Tematisk er der dog, åbenbart, noget der binder det hele sammen: “Albummet har sit tekstmæssige udgangspunkt i resterne af et forhold, det lykkedes Bjørn at tvivle i stykker”, lyder det i presseteksten.

Jeg blinker, som om faste spisetider fandtes
Går i sne… der afslører, at mine ben…. går ud af…

Således indledes den små jazzede “Din Mund”, der roligt dansende åbner albummet på sin egen døsige, lidt fjerne og distræte facon. Selv om musikken er tilbagelænet, behagelig, vuggende og imødekommende, så gælder det om at være opmærksom fra start, hvis man vil have de mange små fine detaljer med  – og ikke mindst kunne følge de finurlige lyriske krumspring. Tonen og formuleringerne er egentlig meget nede på jorden og hverdagsklingende det mest af vejen igennem Ophav, men måden ordene sættes sammen på og sætningerne vikler sig ind og ud af hinanden, er med til give tekstsiden sit særpræg.

Du bliver uundgåeligt suget længere og længere ind i Ophav, der i ro og mag også folder sig mere og mere ud, bygger ovenpå og vokser. På titelnummeret, “Ophav”, går stemningen fra døsig til nærmest at blive helt dvask. Vokalen føles endnu mere distanceret og svæver mere ud. Det jeg ville kalde de Love Shop’ske elementer sniger sig ind i lydbilledet, i form at nogle drømmende guitarflader og længere inde i nummeret, et ekko af en andenstemme og noget fjernt kor.

Ophav, både sangen og albummet, gennemstrømmes af følelser af ensomhed, længsel, sørgmodighed, af at være efterladt og den der “tvivl”. Sangtitlerne ligger fint i tråd med dette, når man lytter til et nummer som “Berøring”, så har du via titlen allerede fået noget af stemningen foræret på forhånd. Det er også i det nummer at jeg for alvor begynder at tænke i retning af Mikael Simpson, både hvad angår melodi, klang og her, vokalen. Ikke at det lyder som en efterligning eller noget, men hvis du mangler et referencepunkt, så har du det her.

Jeg blæser mig op
Til at tro at jeg styrer
Noget som helst

Lyder de første ord på “Noget Som Helst”, et af albummets absolutte højdepunkter, hvor fortvivlelsen for alvor rodfæster sig i musikken, lyrikken og stemmeføring. Det er også her man for alvor opdager (hvis man ikke har gjort det tidligere), hvor godt ordene, musikken og vokalen matcher, underbygger og styrker hinanden. Fortvivlelse bliver til noget der minder om opgivenhed på “Lad Os Fælde Tågen”. Man sidder med en fornemmelse af, at der er noget galt, understøttet af den forvrængede guitar der skærer og vrider sig ud og ind af lydbilledet med jævne mellemrum. Klangen, både af musikken og vokalens, virker egentlig rolig og fattet, men linjer som “vinen derimod har ikke sagt mig noget // i flere måneder // den var ellers engang det bedste middel mod stilhed”, er med til at give nummeret en foruroligende stemning.

“Nu Er Jeg Ikke Længere Nogen” følger op. Titlen siger en del, ikke? En tyst, kold, ildevarslende, trøstesløs og næsten maskinel tøffer, “jeg kunne forlade dig, eller blive sammen med dig // begge dele synes lige drastiske”, lyder det konstaterende ud af det kolde mørke. “Jeg har hovedpine” gentages flere gange i løbet af det krybende nummer, der næsten ikke kan slæbe sig fremad. Det virker tungsindigt og uden meget håb, men det kammer aldrig over eller bliver kedeligt.

Eneste tidspunkt hvor jeg synes at Ophav, som album og poesi, er faretruende tæt på at gå i stå, er “Glemmer Nogen”. Den sagte traver, er jeg trods adskillige lyt, ikke blevet helt så opslugt af, som pladens andre numre. Den varer dog kun 3 minutter, så det er ikke fordi Ophav frarøves al fremdrift af den grund – og lige bagefter venter endnu et højdepunkt. “Sin Egen Virkelighed, Stop” er uden tvivl ITVIVL i deres mest eksperimenterende hjørne. Det er her albummet nærmer sig digtoplæsning tilsat musik, eller måske skulle man hellere kalde det digte ovenpå klange og lyde. Vokalen er forvrænget, hvis der da overhovedet er tale om Wæhrens? Senere i nummeret, hvor det bliver regulær digtoplæsning er der i hvert fald en anden vokal på banen – måske tekstforfatter Thomsen selv?

Eksperimentet fungerer fortrinligt, og virker som en naturlig udvikling og konsekvens af det Ophav har bygget op imod. Havde det været stilen hele vejen igennem albummet, var det nok blevet lidt for meget “kunst”, men som med alt andet på pladen er det veldoseret og godt timet. “Hele Dagen” er den beroligende vuggevise der lukker albummet (inden remixet, remixet af et nummer der ikke er med på pladen? Jeg er ikke helt med?), hvor det er som om der lægger sig en følelse af accept og ro over Ophav – aner man endda lidt håb?

Det er okay at være i tvivl og tvivlen er en del af pakken. Hos de 2 herrer her fylder den en del – men det er der heldigvis kommet et fremragende album ud af, som du ikke behøver være tvivler for at nyde.

Jeg skulle lige høre albummet et par gange inden jeg var helt indfanget, men derefter er Ophav et kompakt lille tillokkende univers, der er svært at slippe og ryste af sig – og som hele tiden byder på nye små opdagelser til den opmærksomme lytter. Det hele skal nok gå i sidste ende… måske?

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg ITVIVL på Facebook

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here