Interview med Tristesse of Enola – Væk med den akustiske guitar

0
946
views

For halvandet år siden udkom Tristesse of Enola’s debutalbum, Virtues, der samlede materialet fra et par EP’er og supplerede med nye. Siden har bandet blandt andet brugt tiden på at overveje, hvad der skal ske i fremtiden og arbejder nu med at indspille nye numre. Jeg mødtes med frontmand og sangskriver Jesper Hother til en snak om musikken, tankerne om den musikalske retning, ambitionerne og de nye sange.

Over et glas vin på en af Aarhus’ nye vinbarer bliver det først til en snak om, hvad der sker generelt på den danske musikscene, lige fra black metal til TV2, og i festivallandskabet, inden samtalen bevæger sig ind på Jesper’s nye job, og herfra videre til musikken.

Har du tid til musikken også med det nye job?

“Jaeh, det har jeg. Vi øvede i går, og jeg kom direkte fra arbejde. På vej ud i bilen tænkte jeg, hvad er det vi skal, hvor er vi på vej hen, hvor meget tid gider vi bruge, hvor skal vi egentlig hen og hvad er planen? Og så kommer man ud i øveren og begynder at pakke tingene ud, stille op og de andre er der, og så tænker man, nå ja, det er sgu egentlig derfor. Jeg tror egentlig alle sammen vi har haft det lidt på samme måde. Hvad er det, vi skal gå efter, hvad er målet egentlig? Skal vi have en booker igen og booke hele efteråret op med koncerter? Nja, det er måske ikke lige den vej, vi skal tage, som tingene er. Vi vil hellere kigge på, hvad der er sjovt og trigger os.

Vi fandt enighed i, at det er den kreative proces i sangskrivningen, hvor vi alle trives bedst, så nu er fokus på at lave nyt, og få banket det gennem en studieproces og få numrene kørt ud til radioen én og én. Det kan så kan give noget spilletid i lokalradioer hist og pist, og på den måde rammer vi et nyt publikum, som ikke sniger sig ind til koncerterne. Vi skal blandt andet ud og lave en times program på Radio Djursland ”Kunstnertimen”, og det er sgu egentlig meget fedt bare at få lov at snakke om sin musik og spille en masse ting. Og det er fantastisk, at radiokanalerne støtter op om ny musik på den måde. Det kommer for øvrigt i radioen den 25. maj kl. 19 eller 20.

Så vi er nok der, hvor det at skrive nye numre, og gå i studiet når vi har lyst motiverer os mest. Naturligvis vil vi også meget gerne spille koncerter, og vi er også nået til et punkt, hvor vi har noget nyt at præsentere for publikum, så det ikke er de samme 10-12 numre, der er på set-rotationslisten. Og så tager vi nok også mere de koncerter, hvor vi ved, der er lidt penge i det, eller hvor det giver mening PR-mæssigt. Og ja, det er lidt en flabet indstilling, men det er den virkelighed, vi navigerer i.

Jeg tror også drømmen om at spille på Roskilde og Northside er lidt på standby, for det handler også meget om, hvor meget energi man lægger i det. Men så prøver vi at lægge nogle mere konkrete og realistiske planer. Eksempelvis er vi i gang med at booke koncerter en weekend i november i Tyskland og lave det til en lille Tristesse-tour. Vi ved, det bliver en udgift, men det bliver i højere grad også oplevelsen og bandkollektivet, der skal drive den ide til virkelighed. Det er nok mere sådanne mål, vi vil arbejde hen imod end at sige, at nu vil vi spille på 16 regionale spillesteder i Danmark, og så ende med at have underholdt 10 mennesker hvert sted. Det er også en oplevelse, men dem har vi en god portion af i baggagen.”

“Det er jo ikke fordi, vi har lyst til at smide det på gulvet eller virke snobbede, men vi har haft en god snak om, hvad vi egentlig vil med bandet. Måske vigtigere; hvad vil jeg med det, og hvad vil de andre? Forstået på den måde at jeg som sangskriveren nok har mest hjerteblod i det. Så vi har haft en forventningsafklaring af en slags, set hinanden i øjnene og sagt, at vi naturligvis er professionelle og ambitiøse med vores musik, og derfor ikke vil gå på kompromis med kvaliteten, men har også en erkendelse af, at vi nok får det ud af det, som vi lægger af tid og energi. Der skal stadig være nogle mål og planer, da det ellers bliver ligegyldigt. Vi vil altid stile efter noget, nu prøver vi bare en anden strategi, så vi trækker i flok og ikke skævvrider bandet unødvendigt. Vi ville eksempelvis aldrig gå ud og spille en koncert uden at være forberedte. Det giver nogle fede oplevelser og et kick, der ikke kan beskrives; en spændingstilstand skabt af forventning, forventningsangst og positiv energi, der skal udløses i fællesskab. Fælles skabelse af  musikken, fælles levering…og der er et publikum, der fortjener det bedste, man kan give!”

I er begyndt at arbejde lidt mere bandbaseret?

“Ja, meget, synes jeg. Det er stadig mig, der kommer med musik og tekst, men vi har blandt andet gjort det, at vi har taget den akustiske guitar og fyret den. Det er ret bevidst. Jeg hørte lige vores plade i går på vej hjem i bilen, og jeg tænkte, at nok var to numre, der ikke skulle have været med, og der var en akustisk guitar centralt i alle numrene. Vi havde diskussion om antallet af numre, da vi skulle til at udgive, men endte med 12; halvandet år senere rammer fornuften, når man står midt i det, men sådan er det med mange ting i livet. Spørgsmålet er, om man tør erkende det og gøre det til en erfaring, man kan bruge næste gang, man møder en lignende situation.

Nå, men det med at pakke den akustiske guitar lidt væk og give plads til nogle andre ting har været sundt og skabt ny energi. Det er en anden måde at skrive sange på, så det er sgu meget fedt at blive udfordret på sin comfort zone. Arbejdsgangen er, at jeg kommer med et nummer eller en ide, og så kommer der nogle input på. Jeg er stadig ret dårlig til at forklare mit nummer; især hvordan jeg tænker og hører for eksempel trommerne, og så prøver Simon (trommeslager, red.) at spille det, som jeg fagter og beatboxer, og så er det faktisk oftest federe end det, jeg havde tænkt. Og så er de andre alle sammen dygtige musikere, og er måske også blevet bedre til at blande sig i processen. I går havde jeg et riff og noget af et omkvæd, og så spillede vi det. Jeg tænkte, jeg skulle hjem og skrive nogle flere stykker på det, men vi nåede frem til at det var ligemeget; at det var fedt nok, som det var. Det kan godt være det aldrig bliver indspillet, men nu har vi et nummer, som er perfekt live og som er skidesjovt at spille.

Måden vi arbejder på nu, er nok også født ud af vores studiebesøg. Studieprocesserne vi har været igennem har været rigtig gode, og vi har vores producer, Flemming Bloch, som er ret kritisk og det er frustrerende befriende. I starten er det lidt irriterende at skulle smide sit ego og splitte nummeret til atomer, men det giver et nyt pust og skærper numrene. Vi bliver udfordret på vores ideer og sange, og nogle gange ændrer de sig radikalt, mens andre er det den oprindelige sang, der ender ud på den anden side. Det skader ikke at pille tingene fra hinanden og få pudset det indvendige sang-tandhjul. De seneste tre numre vi har indspillet har vi har været tænkt radiovenlige i tid; hvis vi vil have det i radioen, så skal det ikke have en intro på halvandet minut, og de skal ikke vare 6 minutter. Alle de nye numre varer ca. 3 minutter og 30 sekunder, og det er egentlig ikke fordi de skal vare det, men det er de bare kommet til”

Det er også som om flere og flere er blevet mere bevidste om at ramme en mere radiovenlig længde på numrene og albums og sange ofte bliver skåret skarpere end tidligere… der er flere, der er blevet kompetente…

“Jeg tror også bare det er vigtigt ikke at skrive for eller til nogen, men at skrive for sig selv. Det kan godt være, vi prøver at skære det til en skabelon, men det skal stadig være os selv. Vi er begyndt at arbejde lidt mere med nogle elementer, som giver hvert nummer sit lille særpræg, sit hook, sin identitet. Jeg synes selv det er fedt til koncerter, når der er et eller andet særligt, man kan huske. Det nummer som folk snakker om, fordi der var noget, der stak ud, noget der gav koncerten sit kendetegn. Jeg kender jo godt det der med at komme ud og høre et band, man ikke har hørt før, og så er 30 minutter ofte rigeligt. Det kan godt være, at man som band tænker, at man kan fylde 50 minutter eller en time med sit musik, hvilket man også kan, men man kender jo også sine numre ned i de mindste detaljer, men for et publikum kan det godt virke som et langt monotont nummer og så føles 50 minutter som lidt langt…”

Så I er gået hen og blevet megareflekterede omkring at lave musik?

“Nej, det ved jeg ikke, jeg tror noget af det, der er sket er, at teksterne har bevæget sig væk fra mig selv og mit liv. Man kan jo ikke blive ved med at søbe rundt i et tekstunivers om en skilsmisse og dårlige oplevelser, når det ikke længere er det, der fylder, så ville teksterne miste autencitet. Så de tre nye numre er blevet om 3 personer, som jeg har observeret i bybilledet og derfra digtet deres historie. Jeg skaber lidt en verden, hvor de kan færdes frit, dog tynget med de kort, jeg har givet dem på hånden. Det kan godt være det er løgn, men de temaer og de typer, jeg præsenterer, vurderer jeg indeholder en genkendelighed, hvilket skaber et mere objektivt tekstunivers end før. Jeg ville egentlig også gerne skrive væk fra ”mig”. Jeg har det jo godt i mit liv.

Ting udvikler sig, og det er jo bare en anden måde at udfordre sig selv på. Så teksterne er ikke så personlige som tidligere, men det er stadig vigtigt for mig at skrive en god tekst. Nu handler det bare i højere grad om fiktive personer, og så er der ubevidst kommet en stak bibel-referencer ind i teksterne, og jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra, udover at jeg synes religion er en skør størrelse, som jeg fascineres af, men ikke bliver klog på. Det skal helst ikke blive politisk, men…”

Lidt indigneret, måske?

“Ja, man kan jo godt sådan blive lidt harm over… altså jeg forstår ikke det med provokation for provokationens skyld. Det er som om, at man på en eller anden absurd årsag gerne vil fastholde en kløft mellem grupper af mennesker; som om man ikke vil have, at vi skal kunne finde ud af at leve i mangfoldighed præget af tolerance og accept af forskelligheder. Og det er jo fra mange sider, selv om man jo godt ved at det er et fåtal af mennesker, der er radikaliserede. Laveste fællesnævner skaber ofte vilkårene og får taletiden. Vi må gerne være uenige, det skaber udvikling, men vi skal ikke være uenige og fastholde af princip, hvilket jeg synes, mediebilledet ofte forsøger…”

Den politiske digression afbrydes af en ung kvinde, der udfører en alternativ parallelparkering lige uden for vinduet, hvor hun måske nok holder parallelt med kantstenen, men til gengæld holder halvvejs ude på vejen. Det afbræk giver lejlighed til at bringe samtalen tilbage til musikken.

Hvornår kommer der så et album?

“Det ved jeg faktisk ikke. Indtil videre tror jeg bare det bliver en masse enkeltsange. Igen handler det lidt om, hvad målet er. Giver det mening at udgive en plade digitalt, for eksempel? Alt ligger på Spotify og alt muligt andet, og hvis man kan lytte gratis, hvorfor så købe? Det er jo blot sådan, det er, så det er ikke noget, vi er utilfredse med. Så jeg tror måske bare vi tager det nummer for nummer. Vi vil selvfølgelig gerne samle det på et tidspunkt, men vi kommer ikke til at gøre det samme som sidst, hvor det strittede lidt i mange retninger. Udfordringen ved den taktik er, at der ikke ret mange, der anmelder enkelte numre, så de eksterne øjne og den PR-værdi er forringet. På den anden side kan hvert enkelt nummer få sit liv i en periode og kastet mod radioen og nogle blogs. Når eller hvis de så deler det med en pressemeddelelse, vi selv har skrevet, så er det jo også fint og en måde at få det mere viralt. Men jeg kan egentlig også godt lide at få kritik for det, jeg har lavet, da det betyder noget i forhold til at komme ud med vores ting. Vi har valgt, at vi ikke kan det hele.”

I har også stadig samme line-up i bandet?

“Ja, vi havde lige en anden trommeslager inde over i sommer til et enkelt job, fordi Simon var på ferie. Det var Ronny, som også spiller med i War Drums. Der var lige nogle numre, hvor man lige tænkte, at det lød anderledes, men han kom med en anden energi, og vi blev nødt til at være meget mere på, og det var sgu meget fedt. Et fint påmindelse om, at man skal være 100% til alle koncerter. Det var en god oplevelse, og når folk kan deres håndværk, så er det ikke noget problem at falde ind. Faktisk var han Tristesses første trommeslager, når jeg tænker efter, men det var før, det fandt sit leje, så det smuldrede lidt med prioriteringer i en travl hverdag. Men ja, vi er stadig samme line-up”

Hvad skal der så ske den kommende tid?

“Vi har et par koncerter på vej, hvor vi skal spille i Skanderborg d.16. april. Det er kun os, og der er gratis entre. og i Aarhus d.17 på Vestergade 58. Det er begyndt at krible i maven. Vi har ikke spillet koncert siden september, så det bliver lidt som at lukke økologiske køer på græs… forhåbentlig er vi en my mere elegante. Vi har allieret os med Gorm Bull og Zebu Zarina til koncerten i Aarhus, så det er en svedigt line-up, som de unge ville sige, for en 50’er. Vi er også i gang med at lave en video til et af vores numre, der ligger lidt festival-koncerter og så må vi se. Vi har en plan om at skulle i studiet og indspille nye numre i september, men det er én af de der store planer, som kan tage en drejning, der gør vi rammer studiet før eller senere. Først og fremmest vil vi gerne præsentere vores seneste numre digitalt og live, så alle folk i hele verden er naturligvis inviteret til de forestående koncerter. Vi vil glæde os til at se hver og en!”

Tristesse of Enola’s næste single, ‘Decree’, offentliggøres fredag d.20. marts.

Du kan opleve Tristesse of Enola live på Walthers Musikcafé i Skanderborg d.16/4 og på NyV58 i Aarhus d.17/4.

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here